WB Studio Tour, Walk of Fame og sightseeing i LA – dag 8

Morgenen startede med at prøve på at tage bad på gangen. Svale havde i gemmerne fundet en lille slat shampoo, som jeg fik til at vaske hår i. Hvor dumt er det ikke også at vi har været på så mange hoteller, hvor vi kunne tage små flasker med shampoo med videre, og så først når vi kommer hertil tænker vi over det. Vi må være meget forvente allerede. Men det var okay der ikke var så meget shampoo, der kom nemlig heller ikke ret meget vand ud af bruseren. Man stiller på en æggeur i væggen, som så gør at lyset tændes på badeværelset og så tæller den ellers ned. Når uret ringer, går lyset ud og så gætter jeg på at man er færdig med at bade. Bare et gæt.

Vi orkede ikke rigtig at prøve det der vaffeljern igen, så vi havde set at der var en Starbucks lige ved siden ad WB Studios hvor vi skulle op, og det var perfekt morgenmadssted. Vi blev hentet af en Uber ude foran vores hus og i bilen sad udover chaufføren selvfølgelig et britisk par. Man snakker altid lidt undervejs og de viste sig at være virkelig søde. De skulle i Universal den dag, men vi fik hurtigt snakket os ind på at de også havde kørt turen fra San Francisco og skulle på nærmest alle fremtidige stop som os også. De havde dog lidt længere tid til det end os og mente at vi havde absolut krudt i røven over at have den tidsplan som vi havde. Det blev en virkelig hyggelig snak inden vi satte dem af i Universal og forsatte videre mod WB Studios.

Det var fanme svært at finde den Starbucks. På kortet lå det lige ved siden af og vi prøvede at gå hele vejen rundt om bygningen. Vi fandt endelig ud af hvor den lå, men indgangen var ikke at se nogen steder. Det er ikke pænt at joke med nogens morgenkaffe og til sidst gik vi hen til medarbejder indgangen og spurgte vagten hvordan vi kom ind. Det gjorde vi så omme på den anden side hvor indgangen til studio tours også var. Her jokede Security vagten med at være ekstra langsom til at tjekke min taske alt imens jeg kiggede på ham med de vådeste hundeøjne for at måtte gå ind og finde en kaffe.

Vi var der rimelig tidligt, så vi havde tid til at sidde stille og roligt med vores morgenmad. Vores Tour startede kl 10.30, hvor vi i en lille biograf så en lille forfilm omkring studierne og vi mødte vores guide Daniel. Daniel var helt fantastisk og snakkede som et vandfald allerede fra start. Vi valgte at sidde oppe ved siden af ham, så vi kørte forrest igennem gaderne i den lille eldrevne golfvogn.

Det første set vi kørte vi kørte til var det jeg kender som Town Square fra Gilmore Girls. Slettet har selvfølgelig og bliver stadig brugt til virkelig mange andre film og serier, men for mig var det som at stå midt i en af mine yndlingsserier. Alting handler om at “dresse det op” når man er i Hollywood. Alle sets bliver bygger i sin grundform totalt anonyme, og det er så på til den specifikke produktion af designe byskilte, butiksfacade og andet til det de skal bruge. Warner Brothers studiet et et åbent studie, hvilket vil sige at andre selskaber kan lege sig ind og bruge settet til deres optagelser. Jeg var total i himlen da Daniel fortalte om “min Town Square”. Desværre var de ved at bygge noget henne ved Lorelai’s hus, så dette kunne vi ikke se. MEN vi kørte forbi Luke’s diner og Miss Patty’s dansestudie (som blev bygget specifikt til den serie) og Daniel fortalte at når de skulle optage inde i det hus har Lauren Graham (Lorelai Gilmore) udtalt at det tog op til 20 timer, fordi kamerafolkene gerne ville filme scenen fra alle vinkler med alles reaktioner – både Lorelai, Rory og Lukes.

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2018/09/img_7253.mov

Vi så virkelig mange forskellige sets lige fra New Yorks gader hvor vi hørte om alle de tidlige produktioner og den første film med tale til cowboy by, spanske/italienske gader osv. Vi kørte en tur igennem værkstedet og så hvordan de bygger der. Vi besøgte nogen af de store soundstages hvor der dagligt optages fx Ellen showet og Big Bang Theory samt Young Sheldon. Vi var inde og sidde på publikumsrækkerne til MOM og hørte lidt om hvordan de stadig bruger livepublikum til sitcoms. Det kommer sig af en berømt skuespiller de engang fik ansat, som var vant til at stå på Broadway foran tusinder, men som blev helt panisk over at skulle spille sjov kun foran et kamera. Holdet besluttede at sætte et par folk i salen som hun kunne spille for, og der ændrede hele hendes skuespil. Dette koncept har de så bibeholdt lige til i dag. Det et gratis at være publikum, man skal bare være hurtigt ude.

Vi var inde og se en særudstilling med DC-universet og deres superhelte (Superman, Batman, Wonder Woman) og ovenpå var der en udstilling med Harry Potter og man kunne endda prøve sorteringshatten. Jeg fik Hufflepuff og Svale fik Gryffendor. Derudover så vi alla Batmans biler i en særlige garage til dem.

Turen endte i studie 48 hvor man selv kunne gå rundt og opleve tøj, sets og tegninger fra forskellige produktioner. Det helt store var at de havde Central Perk fra Friends stillet op, så man kunne få taget sit billede siddende i sofaen.

Cafeen havde de selvfølglig kaldt Central Perk og vi kunne ikke gå videre uden kaffe og en sandwich derfra. Og så var der deres butik, som indeholdt alt fra t-shirts til kopper, tæpper, notesbøger, hatte og magneter fra alle vores yndlingsshows. Vi brugte alt for lang tid og alt for mange penge derinde.

Uber var flink og hentede os og smed os af ved hostel, så vi lige kunne gå op med poserne inden vi skulle videre for at se mere på LA.

Vi boede VIRKELIG TÆT på Walk of Fame! Faktisk bare 3 min gang ned af Orange Drive Road, som krydser med Hollywood Boulevard (som er Walk of Fame). Man begynder automatisk at kigge ned i jorden, så snart man ser stjernerne, og ser så faktisk overhoved ikke noget andet. Stakkels butikker som ligger på gaden, for virkelig mange mennesker går bare forbi dem. Lige på hjørnet lå også Chinese Theatre (som jeg kommer tilbage til). Struktureret som vi er besluttede vi først at tage den ene side af vejen og kigge på stjerner og derefter den anden side. Det var svært at gå og glo, for dels er der andre mennesker på gaden som også kigger eller som gerne vil forbi, og dels så ligger stjernerne både den ene og den anden vej, så halvdelen skal man læse på hovedet mens man går. Det var så skægt at se dem alle og genkende virkelig mange navne. Først troede vi at alle de vigtige lå i nærheden af TLC Chinese Theatre, men det var ikke helt tilfældet og nogen kunstnere har flere stjerner fordi hver enkelt kan modtage en eller flere stjerner for hver af de 5 officielle kategorier der findes: film, tv, musik, musikradio og levende teater. Der er blevet givet et par uofficielle såsom virksomhedsstjerner og tv-stationer. Muhammed Ali’s stjerne ligger ikke på jorden, men hænger på væggen ved Kodak Teater, fordi han ikke ønskede at folk skulle gå på ham. Der er meget historie i Walk of Fame, udvælgelsen foregår igennem en komité og jeg blev overrasket over at finde ud af at min store stjerne Goldie Hawk først modtog sin MEGET VELFORTJENTE stjerne i 2017 ved en dobbeltcermoni sammen med Kurt Russell. De lå meget langt væk, så vi nåede ikke helt ned til dem desværre, men vi fandt mange andre virkelig nævneværdige kunstnere.

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2018/09/img_7479.mov

Vi gik tilbage til TLC Chinese Theatre for at kigge på de særlige blokke af hånd- og fodtryk foran teatret. Der er omkring 200 personer som har fået lov at lave håndtryk (og andet) foran teatret, men det er altså ikke alle der er på display. Vi fandt nogen ret seje nogen alt imens vi svedte under den bagende sol. For det var virkelig blevet en varm dag. Vi stod lidt i skyggen, hældte en halv liter vand ned, og overvejede de næste punkter på sightseeing-listen. Vi ville selvfølgelig gerne se Hollywood-skiltet og prøvede at slå op hvor man bedst kunne få udsigt til dertil. Det nytter jo ikke rigtig at køre helt derop, det kan man jo ikke få gode billeder af. Vi gik lidt ned af gaden, fordi en af de 7 bedste steder at se skiltet rent faktisk var på Hollywood Boulevard. Det udpegede sted gjorde ikke rigtig noget for os, men på vej tilbage kom vi forbi en åben plads med butikker i flere etager, og derfra fil Svale pludselig øje på skiltet. Vi gik hele vejen ind igennem pladsen og så langt som muligt. Der var skiltet rent faktisk – helt langt væk, men ret tydeligt. Der er de momenter i verden, hvor man (aka. jeg) bare tænker “næh der er det jo” – og det gjorde jeg lige præcis her. Vi prøvede at fange os selv på kameraet med skiltet, men det duede ikke rigtig. Der var et andet virkelig lækkert udsigtspunkt, som vi kunne køre til, men resten af det vi gerne ville se den dag lå i modsatte retning, så vi besluttede at skubbe det til en mulig meget tidlig spot næste dag.

På vej ned mod gaden opdagede vi selvfølgelig alle de butikker som lå der, og måtte en tur i Victorias, PINK og Sketchers igen. Svale havde et stort ønske om at se the Matrix Theatre, hvor et af hendes yndlingsdanseteams i de dage øvede på et af deres shows. Det skulle vi selvfølgelig og begyndte at gå derned. Halvvejs opdagede vi at der var noget længere derned end først antaget og hele gåturen endte med at tage os halvanden time. Til gengæld blev Svale virkelig glad for at se teatret og det var det vigtigste! Vi tog en Uber til vores næste stop: Huset som bliver brugt som Halliwell Manor i Charmed (Heksene fra Warren Manor). Serien foregår i San Francisco men selve huset ligger på Carroll Avenue, en særlig gade af victorianske huse i Los Angeles, en af de første rigtige Suburbs, som faktisk bliver brugt til rigtig mange optagelser og for mig var det så vildt at stå lige der foran huset, som man har set i serien. Gaden er et af de historiske, bevaringsværdige monumenter i LA. Manden som huset oprindelig blev bygget til var en af LA’s første byrådsmedlemer; Daniel Innes. Der bor nogen derinde, så vi ville ikke rigtig gå op af gangen for billeder, men vi fik klikket rigtig mange gange på kameraet i passende afstand. Huset overfor er også det som er med i serien som genboens hus, så alting passede perfekt! To huse henne er det hus, som bruges i Michael Jacksons video Thriller, så en rimelig berømt gade. Vi mødte et par på gaden, som spurgte os hvad det var huset var kendt for, og det kunne jeg så stolt svare på. Det viste sig at de bor i området og ofte oplever at der kommer filmhold forbi, gerne tidligt om morgenen i ca. 1-2 timer og så er de væk igen. Vi spurgte om det ikke var stressende at bo i det *miljø*, men filmholdene generede aldrig deres hverdag, så de synes det var fint. Vi gætter på at de bare var glade for at bo i så smukke huse!

Da vi havde fået nok af at kigge på drømmehuse, fandt vi en ny Uber på telefonen, som kunne køre til Venice Beach. Det var godt nok blevet lidt sent på dagen efterhånden, men vi håbede at vi lige kunne nå det sidste sollys på stranden alligevel. Vi vidste med det samme at fyren der havde samlet os op var født, opvokset og givet nøglerne til en bil i LA lige så snart han kunne. Han kørte godt! Han var rolig og snoede sig elegant ind og ud af trafikken. Han havde en anden passager med os, som vi skulle smide af i LAX lufthavn, og de to sad oppe foran og snakkede som om de var gamle venner. Svale og jeg sad stille på bagsædet og lyttede bare med. Bagefter spurgte vi om de kendte hinanden, og det gjorde de så ikke. Vi snakkede så lidt om at i USA var det meget naturligt at hyggesnakke og fortælle lidt om sig selv, mens man i Danmark slet ikke snakker med “fremmede”. Han grinede lidt da vi fortalte om vores observationer af hans kørsel og sagde at vi havde jo ret.

Vi ankom til Venice Beach lige som solen var ved at gå ned, og fangede de aller sidste stråler af stranden med et af de kendte Lifeguards towers i baggrunden. Vi gik en tur op og ned af stranden, men alting begyndte og lukke og folk var ved at gå hjem. Hvis man skal sige hele sandheden, så begyndte stranden at blive mere og mere utryg at være på med de folk som stadig var dernede. Det er legalt at ryge hash i Californien, og vi kunne lugte det særligt meget på vores gåtur her. Venice Beach ligner nok en hver anden strand i dagslys. Sandet var blødt at gå i, og det er helt sikkert dejligt at kaste sig i bølgerne på en varm dag. Egentlig ville vi have fundet en restaurant hernede og spist på, men dem vi kom forbi så bare ikke særlig indbydende ud. Vi besluttede derfor at tage en Uber tilbage til Hollywood Boulevard og finde en restaurant der. Måske en lidt lang køretur (ca. 35 min den ene vej og 35 min den anden vej) for en kort gåtur, men det kan man jo ikke kigge tilbage på.

Vi blev samlet op af en anden sød fyr, som skulle have en ekstra med. De endte så med at pine vores maver hele turen, ubevidst selvfølgelig), fordi de sad på forsæderne og snakkede om lækre restauranter og mad hele turen til Hollywood. Vores maver skreg da vi kom frem, og vi røg lige ind på det første vi så – Hooters. En velkendt biks særligt for de mandlige, da alle servitricer derinde har meget store bryster og utrolig korte shorts på. Pigerne var meget kønne og hurtige til at få sat os ved et bord. Det var sent og vi havde en meget tidlig dag næste dag, så vi bestilte hurtigt en omgang stegt kylling til deling. Det viste sig også at være mere end nok – damn deres kæmpe portioner, og vi smovsede os igennem kylling med BBQ dressing og curly fries (og kiggede på damer. Det gør man på Hooters!).

Jeg havde lovet Svale at hun ville ligge under sin dyne kl. 21 – det holdt ikke helt. For da vi havde slæbt os de 500 meter hjem til hotellet, skulle vi pakke. Vi skulle videre næste dag, og det betød at alle vores indkøb skulle pakkes ned i kufferterne. Og kan vi alle lige spole tilbage til de mange poser vi ankom til dette hotel med?! Jeg aner ikke hvordan det lykkedes os – kufferterne havde det i hvert fald ikke rart da vi lagde os under dynen kl. 23.