USA – Dag 4 – Top of the Rock, Sightseeing og lidt shopping (lørdag d. 14/7 2012)

Nå men selvom jeg gik meget sent i seng i går, vågnede jeg alligevel kl. 4.15 i morges. Faldt heldigvis lidt i søvn igen og sov til 6.30.

Kl. 7.30 kom Camilla og ungerne, ligesom de andre dage, ind og vækkede os.

Morgenmaden blev i dag indtaget på Starbucks, hvilket jeg syntes var en rigtig fed ide, for så kunne man lige komme på nettet og checke facebook og mail (ja – jeg er afhængig)! Men det var også fedt, for så kunne jeg få en Frapachino, som er kold kaffe med chokolade i 🙂 mmmm! Det er altså dejligt at starte morgenen med.

IMG_2463

Dagens program startede med Top of the Rock, som er et af udsigtspunkterne over NYC. Man kunne også have valgt Empire State Building, som faktisk er det højeste sted, men da Top of the Rock ligger på en bakke (hence the name), så ligger det næsten lige så højt, og man får fornøjelsen af at kigge på Empire State Building.

Det var virkelig fedt at være deroppe og kigge udover igen, denne gang i solskin. Det er meget sjovt at stå på toppen af et hus, i shorts, og nærmest have det for varmt (også kun næsten, egentlig var det fantastisk at blive blæst igennem).

Freja og Mathias er blevet rigtig glade for at låne mit kamera og tage nogen billeder selv, og de spurgte selvfølgelig begge to om de måtte låne det. På skift fik de så nærmest fotograferet hele NYC fra toppen 🙂

Selvfølgelig skulle vi også have et hoppebillede på toppen, og det blev Freja og mig der hoppede og Mathias og Camilla, der tog billedet. Mathias er helt med på, når man tæller til tre og så hopper, at han så skal trykke på knappen. Ligeledes var han ret vild med at tage billeder af Mias hvide ben – de billeder er dog slettet igen 😀

IMG_8297

Efter vi var kommet ned med den noget uhyggelige elevator med glas i toppen, gik vi ned til 8 th og 46 th gade, hvorfra vi skulle på en uptown tur igennem Upper West side, Harlem og Upper East side. Her kom vi med en guide, der var fra Cuba eller Jamaica. Hans accent var virkelig sjov i hvert fald, men vi kunne uden problemer forstå det. Han fortalte, at på Upper West side havde rigtig mange kendte en bolig, men mange brugte den kun som feriested. I de fleste blokke sad der en bestyrelse, som bestemte hvem der måtte købe boligerne, og i sin tid havde de fx sagt nej til at Madonna måtte købe en lejlighed. I det hus hvor Yoko Ono bor, ejer hun 18 lejligheder, og hver gang der bliver en ny til salg køber hun også den. Det er samme bygning, hvor John Lennon blev skudt.

Igennem Harlem fortalte han, at det startede ud med at skulle være et tysk kvarter, men hurtigt flyttede mange afroamerikanere ind, og de fik hurtigt gjort det til deres.

På Upper East Side kunne guiden ikke fortælle hvordan priserne på lejlighederne var, for der kom aldrig nogen til salg 🙂 konceptet var “vi ringer til dig…” 😀

Da turen var færdig var vi endt nede ved Times Square og lige rundt på en af sidegaderne, lå en Applebees (oh yes!). Den største i verden faktisk 🙂 der spiste vi selvfølgelig frokost. Egentlig fik vi “kun” nogen appetizers, men der var virkelig meget mad! Jeg fik tre miniburgere med fritter til. De var lidt krydrerede, det var ret nice.

Bagefter fulgtes vi hjemad. Mia og jeg skulle op på 59th gade, for der lå den store Apple Store, hvor jeg gerne ville ind, og familien ville gerne i Central Park til springvandet.

Lige ved siden af Apple Store lå en butik, der hedder Fao Swarts, som sælger Old Fashion legetøj, og der blev vi jo selvfølgelig lige nødt til at gå ind og kigge. Der var fyldt med brune bamser, dukker, legetøjssoldater osv over det hele 🙂

I Apple Store skulle jeg købe den længe ventede IPad! Der var sindsygt mange mennesker dernede, men betjeningen foregik på den måde at man trykkede på en knap på en IPad, hvor der var et billede af en tshirt, og ventede til der kom en medarbejder hen til en. Så havde man så dem personligt resten af tiden. Min var rigtig flink og fortalte om de forskellige produkter jeg spurgte ind til, og jeg endte ud med en sort iPad 2 🙂

Jeg har ikke haft noget net på min telefon hele dagen, hvilket har været lidt underligt. Den er blevet ved med at sige ‘ingen tjeneste’ eller ‘søger…’ og da vi nu alligevel stod i en Applebutik tænkte jeg, at jeg lige kunne spørge dem, om de vidste hvad der var galt. Det kunne jo være at jeg var kommet til at trykke på noget forkert. Men der var over en times ventetid, så jeg droppede at få det undersøgt der. Jeg kunne stadig godt logge på wifi, så derfor gik vi tilbage mod hotellet (på vejen var vi lige forbi en Strawberry – butik med tøj – og se hvad de kunne byde på), hvor Mia og jeg skiltes. Hun gik op på værelset og jeg gik på Starbucks i håb om at min mor tilfældigt var på Skype, så jeg kunne snakke med hende.

Og det var hun!!!! Tror mit savn hjemtil kommer, når jeg ikke har nogen mulighed for at kontakte dem, så jeg blev både rigtig glad og rigtig ked af det, da jeg pludselig hørte hendes stemme. Fortalte hende om problemet, og hun lovede at undersøge om det havde noget med Telia af gøre. Det hjalp rigtig meget at snakke lidt med hende, og i det mindste var muligheden for at kontakte hende der. Senere sendte hun en lang SMS til Camilla og fortalte at det var Telia som havde nedbrud på deres udlandstelefoni, og nærmest hele verden rundt strømmede det ind med vrede mails fra kunder, som ikke havde kunnet komme på. De sagde at det ville være fixet dagen efter, og jeg var bare glad for at det var en midlertidig ting 🙂

Vi bestemte os for at tage en aftentur med sightseeing bussen her til aften. Den gik gennem noget af Manhatten og et stykke af Brooklyn. Det var meget hyggeligt, og guiden havde meget at fortælle om de forskellige bygninger og de folk der boede der.

Turen sluttede på Times Square, hvor vi tog en runde og så det flotte lys om aftenen, før vi tullede hjem i seng.