USA – Dag 3 – Frihedsgudinen, Sightseeing og Mamma Mia (fredag d. 13/7 2012)

Vågnede, ja gæt hvornår, kl. 3 i morges, og kunne selvfølgelig overhoved ikke sove mere.. Lå lidt og kiggede indtil jeg fandt ud af at Mia også var vågen. Vi lå og snakkede indtil klokken var 5, og faldt så i søvn igen, og fik to timer mere, indtil Camilla og ungerne bankede på døren 🙂 Men heeey vi har fået mandligt besøg i vores selskab i dag – Søren er oprejst!

Morgenmaden blev indtaget på et noget finere sted i dag, men med en ret dårlig betjening. Tror ikke vi vender tilbage til det sted. Men men, igen i dag fik jeg pandekager 🙂

Vi have bestemt os for at tage en sightseeing bus rundt i byen i dag. Tilbuddet gik på 48 timers brug af downtown og uptown- hop af og på, samt en brooklyn tur og en aftentur. Oveni pakken var en billet til Frihedsgudinden, et museum og muligheden for enten Empire State building eller Top of the Rock. Vi startede med at hoppe på downtown bussen og fulgte den hele vejen ned til Battery Park hvor påstigning til Frihedsgudinden er.

Guiden på denne bus var en ung fyr og ekstremt flirtende. Jeg sad lige der hvor han stod og fortalte, og ikke så lidt gange havde han kommentarer kun til mig om det ene og det andet 🙂 Han var en af den slags guider, der snakker i et væk og har vittigheder og anekdoter om alt. Og det kan man egentlig kun holde af ham for, det giver en sjov og afslappet tur. Vejret skiftede lidt undervejs imellem sol og skyet, men varmen blev uanset hvad, så det var meget forfriskende at sidde øverst i bussen og blive blæst igennem. Det var ret sjovt at se nogen af de kvarterer, som jeg havde været i sidst jeg var i New York og vi kørte også lige forbi det sted hvor vi boede sidst! Men gud hvor var vi dog dumme dengang. Alle de restauranter vi gerne ville have besøgt sidst, men ikke kunne finde, lå kun et stenkast fra hvor vi søgte…

Vi stod af turen ved Batteri Park og stillede os i kø til Frihedsgudinden. Her fejlbedømte jeg virkelig køen, men kun til det bedre, for det gik meget hurtigere end jeg havde forestillet mig det ville. Et kvarter efter vi havde stillet os stod vi nærmest på båden på vej ud til Liberty Island.

“Der er hun jo” “Ihh hvor er hun fin” – kan nogen nikke genkendende til dette?! Jeg var slet ikke lige så slem denne gang, men det var så fedt at se hende igen – og i solskin! Jeg har meget hurtigt fået lært børnene om mit hoppebillede, og det syntes de også var rigtig sjovt at praktisere derude. De var også begge vilde med at låne kameraet og prøve at tage billedet i det rigtige øjeblik (lille mor her ku vi lære noget – ka du huske Diagon Ally i Harry Potter Studios?)

Bådturen frem og tilbage vil jeg slet ikke fortælle noget om, for alle ved jo at både og mig, ikke lige er sagen, og denne gang var intet nyt………..

Da vi kom fra borde, var kl. 14.30 og vi var alle meget sultne! Men ved Battery Park er der ikke så mange muligheder for mad, så derfor gik vi op til sightseeing bussen og tog den to stop og stod af på Allen st lige ved Chinatown og Little Italy. Det var ret sjovt at gå igennem gaderne i Chinatown, for alle skilte var på kinesisk og kun hvis man var heldig var de oversat til amerikansk. Vi turde ikke rigtig bare gå ind på en kinesisk restaurent i frygt for at komme til at bestille noget vi ikke kunne li, så vi fortsatte ned til Mulberry st hvor Little Italy ligger. Skiftet imellem kinesisk og italiensk var ret markant og her fandt vi hurtigt en restaurent, hvor vi bestilte nogen lækre store stenovnsbagte pizzaer – med masser af parmesan på min selvfølgelig. Det står i et glas på bordet, og jeg har allerede fået lært Freja, at der skal meget på hele tiden 🙂

Mia og jeg havde bestemt os for at vi gerne ville i teatret i aften, og børnene ville gerne ned i Central Park og bade i springvandet. Vi tog sightseeing bussen tilbage til hotellet, og endte her, til forskel fra om morgenen, med en rigtig nybegynder af en guide. Hun stod med mobilen fremme, hvor hun havde skrevet alt ned, og nærmest målte pr lyskryds hvor meget – eller lidt – hun skulle sige imellem hver. Derudover glemte hun at tænde for mikrofonen hele tiden, så vi kiggede mest på denne del af turen.

Efter købet af en kæmpe softice, gik Mia og jeg tilbage til hotellet, hvor vi skiftede tøj til at gå i teatret. Jeg havde fået af vide, at hvis vi var der omkring halvanden time før showstart, så kunne burde vi sagtens kunne få nogen billetter, uden at skulle stå i for meget kø. Og det var om noget rigtig! Et hurtigt kig på tavlen for at se om Mamma Mia gik, og derefter kun 2 min (!!!!) i kø ved tkts, hver 500 kr. fattigere, stod vi med 2 stk billetter til Mamma Mia. Det kunne simpelthen ikke være nemmere. 🙂

I ventetiden indtil kl. 20, gik vi på Starbucks og købte en smoothie. Her sad vi og stenede lidt, og jeg kunne for første gang gå på nettet og lægge lidt nyheder på bloggen. Vi var begge noget trætte, og gik derfor en tur rundt på Times Square for at holde os vågne 🙂

Mamma Mia var såå fed! Kendte jo nærmest alle sangene, men Mia syntes det var irriterende at jeg sang med 🙂 danserne var super lækre (sorry derhjemme) og de sang bare sååå godt! 🙂

Showet var færdig kl. 22.30 hvor vi trætte og stadig i varmen, gik hjem. Jeg prøvede at holde mig vågen til kl. 12, for at jeg kan sove lidt længere i morgen 🙂