USA – Dag 16 – Sea World!! (torsdag d. 26/7 2012)

I dag sov jeg til 7.40, og havde lidt travlt, for vi skulle mødes med de andre kl. 8.00. Vågnede også havde det sådan semi-dårligt, med ubehag i kroppen og lidt ondt i halsen. Tror det var det regnvejr den anden dag, og air condition som har gjort skade.

I dag skal vi i Sea World, og det er noget vi alle også har glædet os til. Især Camilla som er blevt snydt et par gange for oplevelsen. Vi startede med morgenmad fra bageren i supermarkedet. Det er nærmest blevet fast ritual, men det smager også godt og er nemt og billigt 🙂 min morgenkombination består af en bagel, en donut med chokolade og en lemon lemonade.

Sea World ligger i ca. samme afstand fra hotellet som Disney, men bare i den modsatte retning. Vi bor lige i smørhullet 🙂 det er ikke heeelt så opreklameret som det andet, men de har selvfølgelig også kun en park at byde på.
Her koster det ligesom i Disney også 14 dollars at holde, og der er også nogen der viser vej til ens plads, dog ikke helt lige så tjekket som det andet sted. 🙂 hvad kan man forvente af dem der konkurrerer med Disney. Tilgengæld var det noget nemmere at komme ind i Sea World, da vi ikke først skulle hente billetter, men allerede havde dem, og køen til tasketjek var noget kortere.

Det første vi gjorde da vi kom ind, var at kigge på kortet og se hvornår de forskellige shows gik, da det selvfølgelig er det, som er hovedattraktionen i Sea World.
vi besluttede at gå over og se delfinshowet med det samme. Jeg var super spændt på hvordan de shows ville være. Man har ingen anelse om, hvad man skal se og hvordan de har trænet dyrene.
Scenen er bygget op således at man sidder på en tribune under et halvtag. Alle kigger nedad på scenen der er stillet op ( eller det kæmpe bassin som det jo er). Der er to forskellige slags pladser – de almindelige og soaked zone (der hvor man kan blive riiiigtig våd). Vi valgte at sidde på de almindelige pladser, for vi ville jo også gerne tage nogen billeder af showet.
– og det var SÅ flot! Delfinerne sprang, plaskede, drilllede løftede deres trænere osv. Det var helt vildt at se, og tror at vi fik taget nogen ret seje billeder. Bl.a. et hvor 7 delfiner springer på samme tid!

Efter showet ville vi over og prøve den vandrutschebane som hedder Journey to Atlantis. Her skulle man deponere sin taske i et aflåst rum, da man ikke måtte have dem med op i forlystelsen. Vi ville selvfølgelig ikke lade Mia hænge på taskerne, så vi gik over til rummene og lagde taskerne. Man kan ved indgangen til forlystelsen se hvor lang tid man skal stå i kø, og da vi først kiggede stod der 20 min, hvilket var okay. Men da vi vendte tilbage efter have lagt taskerne stod der pludselig 80 min (!?). Vi spurgte manden ved indgangen om det kunne være rigtigt, og han sagde at det var fordi der var to shows, som lige var færdige og alle strømmede hen for at prøve noget. 80 min ville vi ikke stå i kø, så vi hentede taskerne igen og aftalte at vi ville prøve den når det næste show startede, så der ikke var så mange mennesker.
I Disneyworld kunne man trække Fast Pass billetter, så man kunne vende tilbage på et bestemt tidspunkt, men her i Sea World fungere det på en lidt anden måde. Der skulle man købe sig til hurtig billetter – som tilgengæld var en billet der gjaldt hele dagen – men det ville vi altså ikke købe, for så mange forskellige forlystelser var der ikke. Sea World går jo mest ud på de forskellige shows, og det var dem vi ville se.

På kortet over Sea World kunne man se at man et sted kunne se krokodiller, og det ville vi selvfølgelig gerne. Men da vi kom derover viste det sig at det var sådan nogen mini-virkelig-små krokodiller, så noget skuffet blev vi og gik hurtigt videre. Vi kom forbi bassinet, hvor man kan få lov at fodre delfiner, men her var køen lige så lang som til forlystelserne og det kostede 7 dollars for maden, så det lod vi vær med (mit næste ønske går dog på at få lov til at svømme med en delfin – det kunne være sååååå sejt).
Lige ved siden af delfinbassinet var der et bassin med rokker (i ved dem der slog ham der krokodille-freaken Steve Irwin ihjel) – bare lige i en mini version. Bassinet var lavet sådan at man kunne få lov til at stikke hånden ned til de her rokker og få lov til at røre dem…! Normalt synes jeg faktisk fisk er sådan lidt ulækre at røre ved, men egentlig var det lidt sjovt at kunne få lov til at røre ved de her lidt farlig-lignende væsner. Først ville børnene ikke, men så fik jeg alligevel lokket Freja til at prøve, og Mathias prøvede sammen med Camilla. Det var virkelig en mærkelig fornemmelse. De flade rokker kom svømmende igennem vandet, og så var det bare med at stikke hånden langt nok ned til at kunne røre dem hen over ryggen. Nogen gange fik rokkerne flappet den ene side op over vandet, så det så ud som om at de vinkede. De var virkelig virkelig bløde, sådan en blanding imellem pels og sådan noget ulækkert tang.
Da vi kiggede på klokken passede det med at to shows ville gå i gang og vi gik derfor tilbage til Journey to Atlantis for at prøve den. På skiltet stod der nu 40 min, og vi valgte at stille os i kø nu, for børnene var virkelig opstemte for at prøve den. Mia sagde okay til at sidde og vente. Vi regnede med at køen fungerede ligesom i Disneyworld, hvor det faktisk aldrig føltes som om at man stod sååå lang tid i kø. Men 40 min betød øjensynligt 40 min, for hold da op vi stod lang tid. Heldigvis var det meste af køen indendørs, så man stod ikke og blev stegt, men varmen var der dog stadigvæk. Mia fortalte da vi kom ud at hun havde siddet og kigget på at de nærmest havde sendt 5 tomme både igennem forlystelsen, hvilket gjorde at vi bedre kunne forstå at køen ikke rigtig rykkede sig på et tidspunkt. Sea World har ikke helt så meget tjek på tingene som Disney, det må man indrømme.

Jeg havde på forhånd stået og kigget lidt på rutschebanen og tænkt, at den går da lige lovlig brat ned i det fald, men det var ligesom ikke rigtig muligt at tabe ansigt overfor Mathias, når han bare står og griner. Han havde også lovet mig at vi skulle sidde sammen, og at han nok skulle holde mig i hånden hele turen (meget pinligt at spørge en femårige om det). Bådene var delt sådan op at man kun kunne sidde to på en række, fordi man skulle spændes temmelig godt fast (efter min mening – det er altid værre når man skal spændes fast). Så Camilla og Freja sad forrest, så sad Søren (med en tilfældig medpassager), så Mathias og mig, og til sidst og andre tilfældige. Starten af turen var rigtig flot. Den foregik i mørke og var fyldt med selvlysende træer, buske, vand, figurer osv, og de forklarede ligesom at man var på vejt til Atlantis 🙂

Og så skete det. Det startede lidt blødt med en lang optur, hvor man frygtede det værste, men med det mindste fald. Så var man faktisk helt oppe så der var en flot udsigt henover Sea World. Så kom der et lidt vildere fald (i mørke!!), og så en laaaaaaang optur til faldET. Nøj hvor gik det brat ned. Hvis nogen kender det med at man gerne vil skrige, og man gør det, men der faktisk ikke kommer nogen lyd ud? Så var det lidt sådan det foregik. Holy Moly… Og lige som man tror at det værste (hehe) er overstået, så tager man fejl, for så er det ikke en rigtig vandrutschebane alligevel, men også “bare” en normal rutschebane, med et tilhørende fald OG sving i MØRKE!!!!!!! Tak, jeg var vist også færdig med at prøve rutschebaner nu.

Børnene syntes selvfølgelig bare at det var sjovt. Møgunger.

Da vi endelig kom ud til Mia, var hun noget træt af at vente. Det kan man også godt forstå. Hun havde dog imellem tiden kigget på kortet og set at Søløve- og Oddershowet startede om ikke så længe, og foreslog at vi gik derover. Så passede det nemlig med at vi kunne se det show, spise frokost og bagefter gå over og se Spækhuggershowet. Så det gjorde vi.

Scenen ved søløveshowet var opbygget som et strandet piratskib, og hele showet var egentlig med pirater, der lavede skæg med hinanden og med publikum. Sådan synes jeg tit det er, når man ser søløveshow og der var egentlig ikke noget særlig overraskende ved det. Det fede kom da de valgte at sende store papegøjer hen over publikum og en kæmpe rovfugl – det var fedt! De fløj lige hen over hovedet på publikum, frem og tilbage, og landede så på armen af deres trænere.

Herefter gik vi over til en restaurant, der hedder Terrace Garden Buffet, som tilbød pizza og pasta buffet. Det var en smuk have man gik igennem for at komme derind, og det var helt ærgeligt at vi måtte sidde indenfor pga varmen, for ellers ville det have været enormt smuk at spise med blik ud over den lille sø de havde lavet. Maden var okay, men ikke prangende. Det var frokost og der var masser af det. Og der var selvfølgelig mulighed for at tage nogen kæmpe drikkevarer med bagefter, så vi havde til når vi skulle se spækhuggershow.

Det ved jeg forresten ikke om jeg har fortalt, men jeg er ret så imponeret over deres drikkevarer herovre. En small er det samme som en large i Danmark, og konceptet herovre er at man får udleveret en kop og så er det ellers bare at fylde op lige så mange gange man gerne vil. Ligeledes betaler man på restauranter for drikkevarer som i “drik til du ikke kan mere”, og man skal ikke tænke på at man skal spare på sin sodavand. Sådan var det dog ikke heeelt i NYC, men resten af landet fungere det sådan. Det burde indfinde sig i Danmark.

Vi skyndte os at rejse os fra maden, for vi ville gerne nå over til spækhuggershowet i god tid, så vi kunne få nogen ordentlige pladser. Her var der ligesom til de andre shows også opdelt i soaked zone og normal. Men her var soaked zone bare tre gange så stor som på de andre scener (scenen var så også 5 gange så stor som de andre). Vi kom til at sidde lige lidt hen over midten af scenen, et par meter oppe over soaked zone, fordi vi jo igen gerne ville tage nogen billeder. Jeg har aldrig set en spækhugger live, så jeg havde faktisk ingen anelse om hvor store eller små de er.

Men små – det er de i hvert fald ikke! Hold op et show.

Det startede med at der kom en masse musik, og så kommer en stor spækhugger springende med sin unge ved siden af. Trænerne fortalte at ungen var 2 år gammel, og at de var gået igang med at træne med den, men halvdelen af det den lærer, gør den ved at kigge på hvordan mor gør det, så derfor er den med inde sammen med hende (og fordi man ikke sådan liiige kan skille de to ad). Det var meget sjovt at se hvordan moderen lavede nogen af hoppende alene, og andre var ungen med. På denne her scene er der lavet et slags podie foran, hvor spækhuggerne kan komme op og ligge, så man rigtig kan se hvor store de er – det ser godt nok vildt ud. Heroppe lavede trænerne og dyrene også lidt sjov med hvor stor en godbid spækhuggerne skulle af. Den rystede på hovedet af de små fisk, og nikkede stort da træneren viste en kæmpe fisk. 🙂

Så svømmede de to ud, og der kom en masse musik – og så skete der egentlig ikke rigtig mere. Vi sad alle og kiggede og syntes at det var lidt mærkeligt. Der kommer så en af trænerne ud med en mikrofon og fortæller at de har lidt tekniske problemer bagved. Fedt tænkte vi. Hvorfor skal vi lige ryge ind i alle shows, hvor der går noget galt.

Træneren fortæller så at spækhuggerne har fået nyt legetøj i form af et kæmpe reb. Da spækhuggerne skal lave show, må de selvfølgelig ikke have rebet nede ved dem, fordi de skal være klare i hovedet til de ting de skal udføre. Men træneren fortæller at dyrene har lidt svært ved at give rebet tilbage, fordi de synes det er så sjovt og spændende at lege med.

Hun fortæller at ligesom med børn, så skal spækhuggerne lære at give tingene tilbage, når de bliver bedt om det, og at showet desværre ikke kan fortsætte før de har gjort det. Metoden med spækhuggere er at trænerne siger at de skal give det tilbage, og hvis det ikke virker skal de vende ryggen til dem i mindst 10 min, og så vende tilbage og prøve igen. Dette skal fortsætte indtil de adlyder. Alt imens hun går og fortæller (hun fortæller også lidt om ungen og hvordan man træner spækhuggere), kommer der div. trænere frem og giver hende statusopdateringer, så vi hele tiden kan følge med i hvordan det går ude bagved. Til sidst siger hun at de er nået dertil, hvor trænerne skal vende ryggen til, og at hun nu vil sætte noget pausemusik på for os, og så må vi vente 10-15 min før vi får næste meddelelse.

Camilla, Mia og jeg tænkte med det samme “vi blir bare siddende”, imens børnene helst ville videre. De forstår ikke helt showkonceptet endnu, og synes det er sjovere at prøve ting. Pludselig kommer træneren gående ud igen bærende på det store reb, og det er selvfølgelig fantastisk.

Og hold op et show de fik gang i. Der kom 5-7 spækhuggere ud, der hoppede, sprang, plaskede og dansede frem og tilbage i vandet. Og det var intet mindre end fantastisk at se!

Under showet er mange af trænerne kommet ud og står nu ude ved publikum. En af dem siger i en mikrofon, at spækhuggere er vild med mange ting – også at sprøjte med vand. Feeeeedt tænker vi, nu blir de våde. Der kommer så høj musik på (sådan lidt rockagtig), og trænerne begynder nu at lære publikum en serie af løft med armene, som de så skal gentage, lidt ligesom en dans 🙂

……og ud kommer en KÆMPE af en spækhugger! Det må have været en stor han.

Han svømmer lidt rundt nede i vandet og laver så et vildt flot spring, hvor man rigtig kan se hvor stor han er. Det sjove er så at de bevægelser, som trænerne har fået publikum til at lave, er i virkeligheden signalet til at spækhuggeren skal vifte med halen og sprøjte vand ud over publikum!! Delfinerne sprøjter med vand ved at vende siden til og så vippe med halen ud mod publikum, men denne spækhugger gjorde det lidt anderledes. Den svømmede ned og vendte så hovedet mod publikum og bugen opad, og så lavede den ellers en kolbøtte så halen røg op af vandet og affyrede vand flere meter op af publikumsrækkerne! Hold op hvor så det fedt ud 🙂 Det gjorde den så af rigtig mange omgange og forskellige steder, så alle der sad på de nederste rækker var helt gennemblødte – og vi skreg af grin!

Showet blev sluttet af med en masse spring og hop og dans, og vi sad allesammen bagefter og ville have mere! Camilla og jeg kunne sagtens være blevet siddende hele dagen for at se dem om og om igen 🙂

Efter showet og den vilde oplevelse bevægede vi os over i noget der på kortet lignede et mere børneagtigt land. Her var der flere små forlystelser og rutschebaner, som ungerne kunne prøve. Det første vi stødte på var Flying Fiddler, som er det samme som den der miniature-gyldne tårn i Tivoli. Den ville Freja og Mathias gerne prøve og Mia og jeg gik med op i den. Køen var kun på ca. 5 min, men det var alligevel bagende hedt at stå i solen. Jeg kom her til at snakke med en dame, som stod sammen med hendes to piger. Alle er simpelthen så søde herovre, og står man tilfældigt ved siden af nogen er kulturen altså at man småsludre lidt. Først snakkede vi lidt om, at det var utrolig varmt i dag og hun udbryder ret sjovt, at hun bor i Florida, og betaler skat, så hun må gerne brokke sig over varmen. 🙂 Hun spurgte hvor vi var fra, og lidt til vores ferie, og det var rigtig hyggeligt. Hun sagde til mig at jeg havde en rigtig smuk britisk accent, og at hun ville ønske at hun kendte flere som snakkede som mig – det blev jeg selvfølgelig rigtig glad for at høre 🙂

Det betyder meget at man ikke ses som en super-turist, som ikke engang kan snakke engelsk.

Faktisk synes jeg at man kom højere op end forventet med Flying Fiddler, og Søren fik da også filmet os og vores hviiiiiin.

Bagefter gik vi forbi Water Works, som er en vand-legeplads med vandstråler i alle former, højder og styrker. Det måtte vi selvfølgelig ind i, da vi allesammen var ved at koge og først fik Mia og jeg lokket Freja og Mathias til at stille sig under en slags bruser, hvor der fyldes vand i en spand, som så vælter når den er nogenlunde fyldt – det blir man altså våd af. Så fik Mathias Mia med ind og stå, så hun også blev en anelse våd og til sidt skubbede de alle tre mig ind under, så vi alle fire var godt gennemblødte til sidst.

Der var nogen karruseller i børnelandet, som Freja og Mathias gerne ville prøve og det gjorde de så imens Mia og jeg tørrede i solen. For en gang skyld kunne man få lov at tørre efter at være blevet gennemblødt nemlig 🙂

IMG_8610
På vej mod udgangen kom vi forbi Wild Arctic, som reklamerede med at have isbjørne derinde. Det troede Søren ikke på, og vi måtte selvfølgelig ind og kigge efter. Her havde de opbygget og kølet et kæmpe anlæg ned, så man kunne se på dyr, der normalt lever på de kontinenter der er helt hvide (meget kold oplevelse i shorts og tshirt). Men de fleste af dem lå og sov, eller var noget fraværende i billedet, så den heeeelt store oplevelse var det ikke. Men der VAR en isbjørn derinde!

Herefter tog vi hjem til hotellet og gik nærmest direkte ned til poolen for at sole os og bade resten af eftermiddagen. Og jeg blev færdig med min anden bog herovre (slet ikke nogen god status – to bøger på 3 uger?!)
Ikke at jeg på nogen måde har noget imod det, men på vores hotel bor der enormt mange mørke mennesker, og vi har i nogen dage undret os lidt over hvorfor der egentlig er såååå stor en flok af dem på hotellet. Måske er det fordi vi fra Norden er vant til, når vi rejser på charterferier så er det kun svenskere, nordmænd og danskere der bor på hotellerne, men det overraskede mig faktisk lidt at der er så mange. Måske er det fordi man lægger så meget mærke til dem med deres mørke hud, i stedet for en masse blege mennesker der i virkeligheden går i et med gulvet…

Om aftenen bad jeg om vi kunne finde et sted, hvor man kunne få noget af spise der ikke var friturestegt, og vi startede med at sætte kursen mod en restaurant, der hedder Olive Garden, men da de havde 50mins ventetid for et bord, kørte vi videre til Applebees. Regnede egentlig med at det var burgermad vi så ville få, men faktisk kunne man her få nogen ret lækre bøffer og salater osv. Og en stor fed bøf var hvad jeg valgte. Med kartofler, tomater og hvidløg. Og hold op det smagte dejligt! Det var følelsen af at spise rigtig mad igen, og jeg nærmest huggede det i mig 🙂