USA – Dag 10 – Savannah og Camillas fødselsdag (fredag d. 20/7 2012)

I dag er det Camillas fødselsdag, men den startede med at hun hverken skulle have morgenmad eller te pga maven. Det var ellers helt okay morgenmad. Man kunne selv lave vafler, der var bagels, juice og æg og bacon helt gratis på hotellet. Jeg har sovet dejligt i nat faktisk. Air conditionen har larmet lidt, men det holdt rummet nogenlunde koldt.

Vi valgte i dag at køre tidligt, så vi kunne få tid i den anden ende til at se Savannah, der er vores næste stop. Turen varede 5 timer i dag, og ved først stop for at strække benene, var det allerede solskin og masser af varme. Oplevelsen på Taco Bell var så god den anden dag, at vi i dag ledte efter én da vi skulle have frokost. Det var en lang tur, så vi sørgede alle for at spise meget, og drikke meget til frokost og samtidig tage det der hedder en refill (automaterne med drikkevarer står til fri disponering, så man fylder bare op) med.

Det var ret hyggeligt at køre ind i sydstaterne, for man kunne virkelig se et skift i byggestilen og træerne rundt omkring. Jeg er helt vild med deres huse, og sad nærmest klinet til ruden for at se det hele. Vores hotel lå lidt udenfor byen, og vi tossede også lidt rundt for at finde den rigtige vej, men da vi kørte op på siden af det, blev vi alle meget glade. Det var så fint og så hyggeligt at se på. Indvendig var der endnu mere en fornemmelse af sydstat, og man kunne også høre på personalet at vi var kommet til syden. Og så kom vi til værelserne. Aldrig har jeg sovet (det passer alligevel ikke helt) på så fuldt udstyret et værelse for en enkelt nat før. Det indholdt både køleskab, mikroovn, sofa, et aflukke til sengene og nærmest separat afdeling til badeværelse. Billeder forklarer det nok bedre, men det var ret så fedt.

Børnene ville meget gerne i poolen, så vi aftalte at mødes dernede. Men da Mia og jeg nåede derned, gled der en stor sort sky hen over himlen, og jeg nåede da også kun lige at stikke fødderne i vandet, da det første bulder kom. Så det blev en noget kort badetur. Derfor valgte vi at tage ned og kigge på byen lidt tidligere end planlagt (hvilket jeg jo syntes var fedt, for jeg vil hellere se noget end at bade). Det var så fedt at komme ud og se byen! Alle de flotte gader, med de store prangende huse, selv dem hvor husene lå suuper tæt, var enormt smukke at kigge ned af. Vi parlerede helt nede ved vandet i en parkeringskælder, og gik så op for at kigge.

Selvfølgelig skulle vi helt ned til floden for at se, og derned fandt vi intet mindre en to (T-O) store hjuldampere! Og de var så flotte begge to. Så kan man ikke andet end at tænke på Old Man River… Lille mor, du ville elske den by!

Da det var Camillas fødselsdag, måtte hun jo vælge hvor vi skulle spise henne, og i dag blev det mexikansk. Lige så snart vi havde sat os til bords, kom de ind med nachos og salsa, og det blev barer fyldt op hele tiden. Jeg fik noget ret lækkert ris med kød og ostesauce og en frozen margarita 🙂 mmm!!!

På vejen hjem til hotellet spurgte jeg, om det var muligt at vi kunne stoppe på en af sidevejene, så jeg kunne tage et par billeder af de flotte store huse, og Søren legede nærmest turguide og stoppede alle mulige steder, så jeg kunne foreviget øjeblikket. Savannah er en by jeg sagtens kunne bruge en dag mere i, og opleve noget mere af historien omkring den by!