Universal Studios – dag 7

På trods at den lille seng sov vi faktisk virkelig godt i nat. Det spændende blev at tage bad på gangen, da vi skulle op. Vi havde selvfølgelig ikke overvejet at man på et hostel skal medbringe alt selv. Det havde vi ikke, så badet blev en skyller i stedet. Morgenmad var inkl. i prisen, så vi gik i kælderen for at finde køkkenet. Hostel = lav din mad selv. “Menuen” kunne være enten oatmeal eller vafler, så det blev det sidste. Men for fan.. vi havde ikke tålmodighed til at vente på at den vaffel blev færdig. Det tog en evighed. Vi kunne spise ude i gården i det dejlige vejr. Men mutti du var aldrig kommer derud, for der boede tre katte derude, og den ene lå lige i indgangen og sov. Det var et lille skravl og en af ejerne kom ud og fortalte at han prøvede på at fange en af de andre lige nu fordi den skulle til lægen. Det lille skravl rykkede over og sov tæt på vores bor. Ejeren sagde at den ikke kunne lide hankatten som boede der og at den følte sig i sikkerhed ved at ligge ved os.

Vi havde besluttet at gårsdagens aftenkørsel i LA måtte være nok, og at skrumlet kunne få lov at ‘sove’ på parkeringspladsen de næste dage. Derfor tog vi en Uber ud til Universal Studios. Vores chauffør var så sød at han kørte os helt op til indgangen i stedet for City Walk, hvor han normalt skulle sætte os af. Han sagde at ellers ville vi ikke se det smukke skilt, som var lige hvor han satte os af. Og det havde han jo ret i (vi takkede ham indvendigt over at han havde sparet os for en gåtur på 15min).

Køen var ikke ret lang for at komme ind. Vi havde købt Universal Express kort, som ville give os et forspring én gang pr forlystelse hele dagen. Det var ren farvelade at komme ind, der var butikker og restauranter oveni hinanden på den første ‘gade’ vi gik på. Vi drejede lidt til venstre og endte i en parisisk gade og derefter noget amerikansk. Første ting vi gjorde var at gå ind og se deres Animal Show, som handler om alle de dyr der bruges i forskellige film og serier. Det var skægt at de kunne få dyrene til at gøre bestemte ting – ikke bare hunde der kunne lave tricks, men også katte, mus, høns, marsvin, grise osv. havde de lært forskelige tricks. Jeg fatter ikke hvordan man kan få en hane til at gå henover scenen, hive i en bestemt snor og så gå ud af et bestemt hul i væggen – men det skete.

Efter showet gik vi ud og drejede direkte til venstre ind til det næste show som handlede om Special Effects. Det var i en stor indendørs sal og er demonstrede de alt fra lydeffekter til stuntmænd, hvor det både sloges og der blev sat ild til en af dem. De havde et par publikummer oppe til at hjælpe, og en særlig en var et par som skulle hjælpe med at demonstrere en fjernkontrol til når nogen er oppe og flyve i en wire. Manden havde fået rumdragt på og kvinden skulle så styre fjernkontrollen. Vi så egentlig aldrig at han blev spændt fast og fik hjelm på, men vi kiggede godt nok lidt over hvordan han fløj rundt og bumpede ind i alt muligt. Og ganske rigtigt så havde de lavet et skift, så det var en stuntmand der hang i linen. Kvinden blev selvfølgelig virkelig overrasket over at det ikke var hendes mand. Det var sjovt.

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2018/09/img_7019.mov

Bagefter skulle vi skynde os lidt, for vi skulle over og se det store Water World show kl 12.15. De har lavet et 20 min show baseret på Water World (som er en af mine yndlingsfilm!). Med vores Universal Express havde vi særlige reserverede sæder med god udsigt til scenen. Før showet var der et par af skuespillerne som sørgede for at harme publikum godt op. De fjollede lidt med hinanden, opdelte os i sektioner så vi skulle råbe til hinanden og de kastede med en god del vand på publikum. De forreste rækker er altid “soak zone”, hvor man kan være sikker på at blive våd af alle sprøjt fra scenen (og de gør en dyd ud af at sprøjte), men her kunne de altså også finde på at hælde hele spande med vand ud over folk. Særligt dem der sad med selfiesticks eller bare telefoner fremme på de rækker. Og det kunne vi andre så grine af fra vores tørre pladser.

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2018/09/img_7024.mov

Showet var vildt fedt og de lavede nogen ret seje stunt undervejs og til sidst fik de fanme fløjet et fly ind på scenen!! Bagefter kunne man møde skuespillerne og selvom billederne blev super dårlige, er det et sjovt billede af have sammen med dem + at de virkelig tog sig tid til at snakke med os og fortælle lidt om hvordan de øver sig. Den sidste er ham der spiller Kevin Costner 🙂

Vi gik ud og havnede herefter i Springfield (The Simpsons), hvor de havde lavet Krusty Burger, Moe’s, Kwik-E-Mart og vi så Homer og Marge og fik et billede med Bart og Lisa.

Universal er opdelt i Upper og Lower level, fordi det er lavet på en bakke. Vi tog tre stejle rulletrapper ned for at komme til Lower level. På Lower level lå forlystelser som Jurassic Park og The Mummy. Vi elsker begge den sidste film og gik hen for at spørge manden i indgangen om det mon var en vild rutchebane. “Nej det her er en af de mere rolige i parken. Man skyder hurtigt frem på et tidspunkt og kører baglæns i 2 sekunder, ellers er den ikke vild. I kan se en video af det helt fremme i køen.” Okay, vi gik ind, brugte vores expresskort og kom forrest i køen (ellers var der 40mim ventetid). Det var næsten det sjoveste at gå ved siden af den lange kø og gå ind efter 3 min.

Løgner, løgner, løgner. Vi troede vi skulle dø. Den kørte både virkelig hurtigt, til siden, hurtigt i mørke, havde effekts så man troede der kravlede skarabæer på en OG det var mere end 2 sekunder vi kørte baglæns til sidst. Nøj hvor vi skreg! Og skreg! Måske som de eneste på turen. Vi var helt rundt på gulvet efter den tur og vaklede over på en cafe for at få noget at drikke og spise, og få resten af vores indvolde med os på plads. Portionerne var selvfølgelig lige så store her og omkring os så vi børn på under 12 spise deres burger og fritter op og os der måtte melde udsolgt efter en halv portion.

Efter mad kiggede vi på vandrutchebanen Jurassic Park, men blev enige om at det vilde fald på 85 feet (hvor meget er det i dansk målestok?) var for meget for os.

I stedet tog vi rulletrappen op til Upper level og tog en Studio Tour i stedet. Den skulle tage omkring en time og der var 55 min ventetid, så vores expresskort kom os igen til gode, da vi kun skulle vente 10 min på at næste vogn ankom. Det var sindssygt fedt at køre rundt og se de forskellige sets. Undervejs havde de lavet særlige oplevelser, hvor vi var midt i en syndflod, et tog der kører galt i en undergrund og bryder i brand, med King Kong i junglen osv. Og vi kørte rundt på forskellige små sets hvor der nu var plads. Desværre optog de på Wisteria Lane (Desperate Housewives), så det kunne vi ikke se.

Sidste store stop på listen var Harry Potter verden, som vi havde gemt til sidst. Det var en hel landsby for sig selv at gå ind i.

Hvor var det flot lavet. Vi havde jo lige været i London og se studierne der, så det var ikke fordi vi løb rundt og jublede, men de havde virkelig fanget stemningen rigtig godt og butikkerne var så fine. Vi startede med at gå en tur i Ollivanders og se magien når en ny ung student skal have sin første tryllestav. Det var meget sjovt og den lille dreng som blev udvalgt til at prøve blev så glad. Herefter gik vi mod det smukke Hogwartsslot. Klog af skade spurgte vi om denne forlystelse mon var vild. “Nej slet ikke, det er lavet så man flyver rundt stille og roligt på slottet, bumper lidt og så er der noget 3D.” Okay det turde vi godt.

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2018/09/img_7108.mov

Vi tog selvfølgelig ekspres-vejen igen og bare det at gå igennem gangene var fantastisk. De havde lavet det lige som på Hogwarts med billeder på væggene som bevægede sig og talte, og smukke trapper op og ned. Forlystelsen var ulig noget vi har prøvet. Først troede vi bare det var en hyggelig tur rundt lidt ala den flyvende kuffert i Tivoli. Men vi blev spændt godt fast og så fløj vi ellers afsted og vores “vogn” vippede op og ned, så det virkelig føltes som om vi fløj igennem slottet. Vi kom undervejs til et par stop med 3D skærme hvor det føltes som om alting kørte rundt.

Fik jeg sagt de er løgnere i Universal? Vi havde det så dårligt da vi kom ud. Det var helt sikkert en virkelig flot og spændende forlystelse – til folk som har styr på deres balance. Vi gik hen til en bænk i skyggen og sad bare der og kiggede den næste halve time.

Vi kunne ikke mere og gik mod Universal butikken for at købe en magnet og derefter ‘kaldte’ vi på en Uber, som kunne tage os hjem til vores værelse. Her gik vi ud som et lys og sov begge 2 1/2 time. Svale vækkede mig for at spørge om vi skulle have aftensmad eller om jeg var okay med snacks. Snacks var helt fint og vi blev hjemme på værelset og faldt rimelig tidligt i søvn.