Turen til San Francisco – dag 1

Så kom dagen endelig og alle timerne med planlægning bliver til virkelighed! Klokken viste 9.45 da vi mødtes i lufthavnen. Vi er virkelig ikke vant til at rejse med en stor kuffert, så det var nærmest en ny oplevelse at skulle op til en skranke og aflevere sin bagage. Inde på den anden side af security gik vi direkte mod SAS lounge.

Med vores SAS Plus billetter havde vi nemlig for første gang adgang til den lukkede verden bag det store lysende skilt. Og okay, måske var det ikke helt som at træde ind i Narnia, men der var kaffe, lidt mad, drikkevarer og gode stole at sidde og hygge lidt i (uden larm). Vi forberedte os på en laaang flyvetur og gik kl 11.30 mod terminalen. Sad længe ved gaten og studerede alle folk, særligt dem som tydeligvis gik mod skranken for at blive opgraderet. Spurgte en medarbejder hvordan det foregik, og han fortalte at opgradering blev gjort med point eller med cash, men at business class var helt fuld på denne flyvning. De folk som sad ved opgraderingskøen fandt jeg senere ud af, at de sad på samme klasse som os, så de har nok startet med at have en monkey class billet. Flyveturen tog 10 1/2 time og vi startede med at juble over at vores sæder dog var lidt større end laveste pris og at der var Avengers Infinity på film-listen. Da vi først var i luften gik de 2 1/2 timer hurtigt med førnævnte film samtidig med at vi fik serveret turens første måltid. Bagefter så vi Game Night som viste sig at være så utrolig dårlig at jeg faldt i søvn midt i det hele. Herefter havde jeg lidt problemer med at finde en film jeg gerne ville se og så vist 20 min af 3 forskellige før jeg fik sat Black Panther på. Et par timer efter første måltid gik de rundt med snacks til os og drikkevarer selvfølgelig, så en runde med sandwich, is og chokolade. Efter omkring 6 1/2 besluttede vi at forsøge at få os en ordenligt lur på de efterhånden meget ubekvemme sæder. Kroppen kommer altså så nemt til at kede sig når man sidder i samme position hele tiden. Svale havde endnu ikke lukket et øje, men med lidt hjælp fra diverse puder og tæpper fik vi arrangeret os i en lille bunke og fik nok halvanden times søvn. Så var det tid til sidste måltid, noget der nok skulle minde om en let frokost, men som absolut ikke så appetitlig ud og vi spiste nærmest ikke noget af det. De sidste 2 timer var virkelig lange. Der kommer et punkt hvor man bare gerne vil af – og det skal helst være lige med det samme. Kl 14.45 USA tid (23.45 dansk tid) landede vi i SFO og brugte så en time i henholdsvis kø til security og bagagehentning. De ca. 55 min gik med security inkl. at de stakkels mennesker måtte smøre Svales hænder ind i virkelig meget håndcreme fordi maskinen ikke kunne læse hendes fingeraftryk. Mine var selvfølgelig gået lige igennem den automatiske scanner i første huk (tak til svedige hænder ved landing).

Vi tog en taxa ind til byen da ingen af os orkede at finde ud af hvordan man gjorde med det offentlige. På det tidspunkt havde vi været oppe i virkelig mange timer, men vidste godt at vi var nødt til at holde os vågne for at følge lidt med tidsforskellen. Det kostede selvfølgelig vildt meget med taxamanden, som forlangte cash selvom der stod i vinduet at han tog visa – de snyder fanme altid fra lufthavne!

Vores hotel hed Hotel Majestic og lå på Sutter st. Det var et gammelt udseende hotel og det blev i den grad bekræftet da vi kom ind på værelset og så det blomstrede tapet og det gamle store garderobeskab i mørkt træ. Sengen var stor, men så højt oppe af man skulle have tilløb for at komme derop (eller forsøge at klatre…)

Vi tvang os selv ud af døren med den tanke at vi ville gå ned og se Golden Gate Bridge den aften fordi solen var så smuk. Første store oplevelse var de VILDE bakker som pludselig opstod da vi gik ud af døren og drejede nordpå mod vandet. Vi havde ellers spekulerer lidt over at vi da ikke synes at bakkerne var så vilde som alle folk fortalte, men der tog vi fejl. Man kan slet ikke fange bakkernes størrelse på billeder, men lad os bare sige at vi ville have vundet den prikkede bjergtrøje af flere omgange i denne by. Nogen gader har ligefrem trapper hele vejen fordi vejen er så stejl. Hvordan nogen tør køre bil i byen eller *gisp* parkere forstår jeg ikke!

Vi gik og gik, og nød den smukke arkitektur omkring os. ALLE husene ligner de klassiske Frisco-huse man ser på film og i serier. Efter et par blokke eller 10 begyndte vi at undre os over hvor alle butikkerne og restauranterne var henne. Mens vi stod og kiggede på et kort, kom en gammel dame hen til os og spurgte hvor vi skulle hen. Golden Gate Bridge svarede vi, men det synes hun virkelig ikke vi skulle. Uh nej der var alt for farligt om aftenen (kl var 17.30) og alle de hjemløse som var der og vi skulle passe på vores tasker for hun havde set en veninde få stjålet sin ved at banditterne skat stroppen over og løb med den. Og i øvrigt synes hun at min udskæring var alt for lav (det var den ikke), der var for meget at vise bare arme, hvad ville der dog ikke ske mig. Vi sagde pænt farvel og besluttede at vi ville skyde broen til en anden dag, men at vi ville finde noget mad.

Men hvor var alle restauranterne? Vi havde stadig ikke set en eneste. Til gengæld havde vi duftet noget af det mad som dem i de almindelige huse lavede og vi var sultne! Vi gik og gik op og ned af de vildeste bakker, og kom til sidst helt udmattet til Union Street. Det føltes næsten som et fatamorgana da vi endelig så et skilt med mad. Her var en gade fyldt med butikker og madsteder. Vi valgte Perry’s hvor der var rigtig mange mennesker. Mens vi ventede på bord siger Svale pludselig: “jeg stod lige og tænkte at det ser virkelig amerikansk ud, og så gik det op for mig at vi jo er i USA..” så trætte var vi! På Perry’s blev vi sat ved et lille bord ved siden af hele styrken af politibetjente, men jeg var desværre ikke fræk nok at tage et billede af dem. Menuen blev burger og BLT-sandwich. Spiste omkring en tredjedel inden min hjerne kollapsede og bare gerne ville hjem i seng. Så det gjorde vi – gik hjem.

Tror primært det var Svale der stod for den del af turen. Jeg husker mest bare en masse virkelig irriterende bakker og det faktum at alle andre gik hurtigere end mig. Det var dog smukt når vi nåede op på toppen af en bakke og kunne kigge ud over byen!

Generelt var det ikke mange mennesker vi så på gaden. Et par stykker som luftede hunde og lidt andre – men utrolig rolig by.