Smukke Frisco: Painted Ladies, Golden Gate Bridge og turen til Monterey – Dag 3

Det indre ur var åbenbart ikke helt med endnu, for klokken 4 slog jeg øjnene op – lysvågen. Lå lidt med iPad’en og spillede og så kom der sørme et godmorgen fra Svale. Vi spillede og sludrede er par timer og debaterede så om vi kl 7.30 bare skulle stå op, eller om vi skulle sove lidt mere. Det blev det sidste og det var da ikke svært at falde i søvn igen. Da klokken var 9.30 stod vi op, pakkede sammen og tjekkede ud. Jeg havde fundet en morgenmadsrestaurant ikke ret langt fra hvor vi boede, som havde fået virkelig gode anmeldelser, så der startede vi dagen med at gå til op og ned af bakker. Da vi ankom var der ret mange mennesker på Sweet Mable og også et par ventende, men vi var heldige da vi bad om bord til to, for vi blev vist direkte ind. Og maden smagte virkelig godt! Eller dvs jeg måtte skifte min bacon ud, fordi deres verdenskendte dybstegte kæmpebacon var for stærk for mig. De blandede nemlig både chili og Tabasco-sauce i det de stegte baconen i.

Efter morgenmaden skulle vi ned og se The Painted Ladies som er en række af særligt kendte victorianske huse i San Francisco. Painted Ladies er egentlig bare betegnelsen for den type af overpyntede huse, som findes overalt i byen. Men lige præcis disse huse er verdenskendte fra masser af film og tv-serier, blandt andet Full House (som jeg jo var mega fan af). Det hus som familien boede i, det hvide med den røde dør, er dog ikke på denne plads, men ligger et par gader væk.

Man ser husene fra Alamo Park, en skøn grøn plet midt i byen, og mens vi sad og nød udsigten (og fik vejret lidt), kom en Dog Walker forbi med alle sine hunde. Han satte dem alle op på række og tog billeder af dem foran husene, hvilket jo skabte et menneskemylder der også ville have billeder af dem.

Herefter opstod dagens største bøf. Vi kiggede på hinanden og tænkte, hmm vi gider ikke tage en Uber til Golden Gate Bridge, vi kan da sagtens gå derud. Og det gjorde vi så – igennem smukke gader, høje bakker, lave bakker, grimme gader osv. indtil vi nåede frem til grænsen af skoven. På kortet havde vi gået over halvdelen af vejen på det tidspunkt og vi synes stadig at vi havde rimelig friske ben. Vi holdt 10 min pause og kiggede ud over den fantastiske natur inden vi begav os ind i Golden Gate Park. Først gik det fint, det var en jordvej fyldt med småsten og vi gik en lille smule nedad, så kom den store fortrydelse da vi skulle op af bakke og opdagede af halvdelen af vejen simpelthen var ren sand. Vi kom til en krydsning af stier hvor vi på et kort kunne lure hvilken retning vi skulle i. Vi tænkte at hvis vi nu går op til de veje hvor bilerne også må køre, så må det da være nemt at gå derud. Men stien derud fik os til at fortryde inderligt. Den vej så stejl at vi måtte holde pause flere gange på vej op. Og så var vi ligesom færdige med at gå. Frem med telefonen og bestille en Uber, som kunne tage os resten af vejen.

Lidt efter kom der en sød fyr kørende (fra Uber), som samlede os op og lidt efter også en anden pige. Han kunne høre på vores snak at vi ikke var fra USA og blev glædeligt overrasket da vi sagde Danmark. Det var jo der Schmeichel er fra – og Lautrup-brødrene. Havde ikke lige forestillet mig at snakke fodbold på den anden side af jorden. Hangar selv fra Italien, men boede i Frisco for at studere og tjente så penge på at være Uber-chauffør. Vi fortalte at vi havde forsøgt at gå til broen, og at vi havde gået fra the Painted Ladies. Til det spærrede han øjnene helt op og sagde “you guys are crazy 🙂 okay nok nu, I har gået nok nu”. Og han havde virkelig ret, for det tog faktisk omkring 10 min i bil at komme fra hvor han samlede os op til Golden Gate Visitor Center.

“Årh der er den jo” blev jeg ved med at sige imens vi nærmede os. Det er en vild bro! Fremme takkede vi vores italiener og gik hen for at se broen. Hvor er det et stykke imponerende bygningsværk! Lidt info: Golden Gate Bridge er en hængebro, som forbinder SF med Marin County og er en del af US Highway 101 (som vi forresten kører det meste af vores tur). Inkl. tilkørselsrampe er den 2727 m lang og 25 m bred, har seks bilspor og har også plads til både cyklister og gående.

Fra visitor center gik vi lidt ned af de perfekte og meget gangbare stier og kom til et smukt udsigtspunkt, hvor vi kunne sætte os og nyde det hele. Her tog vi selvfølgelig også vildt mange billeder af broen og os. Den er virkelig helt fantastisk og vi fik lov at opleve den i det begyndende solskin, så der dannedes skygger af broen i vandet.

Vi skulle hente vores bil hos Avis kl 16, så vi tog en Uber tilbage til hotellet og gik så hele vejen ned til Union Square (10 blokke) til avis-kontoret. Det var en meget sød fyr som tjekkede os ind. Jeg spurgte lidt til om der ville være bakker på vej ud af byen, for efter et par dage synes jeg pludselig det var en vildt dum ide at vi skulle hente bilen her og ikke ved lufthavnen. Det var der heldigvis ikke sagde han, og at det ville gå hurtigt med at komme på Freeway. Da vi talte med en Avis-dame i Danmark sagde vi at vi gerne ville have en SUV, men at det skulle være den mindste hun kunne finde. Det føltes som om vi fik det største skrummel af en bil. Jeg tænkte bare, shit skal jeg køre den?! Herefter tror jeg vi brugte alle vores ledetråde op mht til at forstå bilen. Jeg blev ved med at spørge Avis-manden om hvad kan den, og hvad gør den, og hvordan får man det til at holde op, inden vi endelig kunne køre ud af porten.

Hvor var det dog svært at finde ud af den by! Jeg havde en meget klar ide om at vi skulle skråt mod højre for at komme ud, og alt til venstre var et no-go fordi det betød bakker (læs: bjerge). Vi startede med at dreje til højre ved Union Square som GPS’en fortalte og blev lidt efter stoppet af en politimand. Jeg blev helt panisk. Jeg rullede ned og han spurgte mig “are you a commercial vehicle?” Øh nej det var jeg ikke. Så må du ikke køre på dette stykke af vejen. Årh for søren altså, det må du virkelig undskylde, det er første gang vi kører bil i SF. Ja ja, bare kør til venstre første gang du kan. Og det startede så forvirringen for vores GPS. Alle veje i SF er nærmest ensrettet, så vi kørte i cirkler og cirkler og flere cirkler for at komme ud af byen. I en kæmpe bil, på veje man ikke kender, i trafik man ikke ved noget om. Jo jeg fik vist min ilddåb i bilkørsel i USA.

Det tog 2 timer og 30 min at komme til vores overnatningssted i Seaside, Monterey. Ligesom vi kom mere og mere ud af byen, blev trafikken også bedre. Selvom man læser rigtig meget om at de er ret strenge med fartgrænser herovre, var jeg altså nærmest den eneste som overholdt det. Vi blev både overhalet af lastbiler og campingvogne. Men vi kom dog alligevel frem til det lille hus vi skulle overnatte i. Vi havde fundet det via Airbnb, fordi hoteller var så latterligt dyre i Monterey. Parret havde lavet en del af deres hus om til udlejning og vi havde fået sendt en kode, som vi skulle lukke os ind med. Meget nemt. Efter vi havde smidt kufferterne ind, kørte vi ned og fandt en Taco Bell. “Velkommen til den bedste Taco Bell i verden, hvad kunne I tænke jer?”, “øhm hvad kan man få?”. De var vildt overrasket over at vi ikke vidste det, men guidede os til noget vi kunne lide. En burrito hver senere kørte vi tilbage til huset og gik ret hurtigt omkuld på værelse B.