Sightseeing i Vegas og den vildeste JLo koncert – dag 12

Vi startede morgenen langsomt og efter det store buffetbord igår, ville vi gerne et sted hen som indholdt nogen mindre portioner, og som måske var lidt billigere. På kortet fandt jeg ud af at Denny’s lå rimelig tæt på. Efter at have ventet i kø et stykke tid fik vi et bord kl. 10.15. Når vi kiggede os omkring kunne vi se at portionsstørrelserne var af de sædvanlige kæmpe, men da vi ikke helt har lyst til det samme om morgenen, kunne vi ikke dele en omgang. Bagerst på menukortet var der dog noget de kaldte for +65 menuen, som indeholdt mindre portioner (og mindre priser). Da vores tjener kom spurgte vi om det kunne være muligt for os at bestille fra den menu, da vi virkelig ikke troede på at vi kunne spise os igennem en normal portion. Hun var virkelig sød og sagde at vi da sagtens kunne ligne nogen på +65 (med et glimt i øjet), og os bestille derfra. Vi ventede og ventede sammen med alt for mange andre mennesker på Denny’s og først da klokken blev 11 fik vi mad – og på det tidspunkt var vi SÅ sultne. Normalt når vi går ud og spiser morgenmad har vi allerede trukket den lidt på værelset, og regner således altid med at morgenmaden kommer rimeligt hurtigt efter vi har bestilt. Til gengæld smagte det dejligt.

I dag ville vi gerne på lidt mere sightseeing i Vegas udenfor The Strip. Jeg havde læst om Downtown Las Vegas (det gamle) hjemmefra og om Neon museet, hvor alle gamle skilte fra hoteller, casinoer osv. ender (lidt ala en kirkegård for skilte…). Svale var vild med ideen og vi bestilte en Uber til at hente os ved nærmeste bagindgang for et af hotellerne. Uber i Vegas er ikke lige så sjovt, fordi de har faste opsamlingssteder, som godt kan være langt væk fra hvor man står, og man skal således prøve at regne ud hvordan man kommer dertil FØR ens Ubertaxa kommer dertil.

Det var helt sindssygt varmt i dag og da vi ankom til Neon Museet var der opstillet kolde sprinklere lige ved indgangen til haven, og personalet fortalte os at det ville være en rigtig god ide at tage en låneparaply med rundt, da solen ellers ville stege vores hoveder helt af. Men hvor var det dog spændende at gå rundt og kigge på de forskellige skilte, og få historier om et par af dem af de guider, der stod på forskellige poster rundt omkring. Et par af dem kunne man genkende fra gamle film eller dokumentarer og alm. viden omkring det gamle Las Vegas. Skiltene er faktisk eget af firmaer, som så låner dem ud til hotellerne for en vis periode. Ved deres pensionsalder har dette museum så opkøbt skiltene til bevarelse af historien i Vegas. Det er en non-profit organisation, der driver stedet og de gør alt for at redde de mest karakteristiske skilte – bl.a. Stardust, Aladdin og Sahaha.

Efter at have tanket op på meget kolde drikkevarer i shoppen, tog vi endnu en Uber – denne gang til Fremont Street Downtown Las Vegas. Vi kørte med en utrolig sød dame, som vidste lige hvor vi skulle sættes af for at få den fulde oplevelse. Fremont Street ligger i den nordlige del af Las Vegas Boulevard og er der hvor nogle af de første klassiske kasinoer og hoteller helt tilbage fra starten af 1900-tallet ligger – bl.a. Golden Nugget og 4 Queens. Stemningen da vi ankom fik os straks væk fra The Strip (med larm, blink, druk, glans) og tilbage i ‘Old Hollywood/Cowboy/nede på jorden’-stemning. Her var luft og rart at være.

Fremont Street er overdækket, og det hjalp helt sikkert på at vi meget bedre kunne overskue at tage oplevelserne ind, uden tanken om at brænde op af solen. Gågaden er ikke ret lang og gør det meget overskueligt at gå op og ned af. Taget er pakket ind i lamper og der er lavet en svævebane, hvor man kan ‘flyve’ fra den ene ende til den anden, både siddende, på ryggen og på maven. Det så egentlig sindsygt sjovt ud, men der var rigtig lang kø til at prøve, så vi nøjedes med at nyde synet af dem der fløj henover os.

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2020/07/img_8208.mov

Vi gik en tur igennem det hele og endte på El Cortez, endnu et af de gamle klassiske kasinoer. Vi havde snakket om at vi burde spillet på et eller andet når vi nu var i Las Vegas. Jeg ville gerne spille ved roulette-bordene mens Svale gerne ville prøve de énarmede. Da vi gik ind på El Cortez kunne vi med det samme se forskellen fra dette kasino til de store pompøse i Las Vegas. Stemningen her var langt mere snusket, men det var alligevel her Svale valgte at hive en mønt op af tasken og prøve en af spillemaskinerne. Vi måtte ikke tage billeder indenfor, så det blev desværre ikke foreviget. Vi brugte også lidt tid på at kigge på deres roulette-spil og prøve at finde ud af hvordan man satstede, hvordan man kom videre i spillet, og hvordan man i det hele taget meldte sig ind i spillet.

Der var en del småting vi havde skrevet ned på vores bucket list over ting vi gerne ville opleve i Vegas, bl.a. havde jeg fået anbefaling af en kollega til at gå forbi en pantelåner og se udvalgtet af deres smykker og ure (det nåede vi aldrig). Men en anden var klart at se nogen af deres Wedding Chapels – altså de steder hvor man kan blive gift i Vegas. 

Jeg ved ikke lige hvordan vi fik valgt A Little White Wedding Chapel som destination, men vi fik i hvert fald en Uber til at samle os op ved El Cortez, og fordi vi havde brugt Uber så meget, fik vi en gratis opgradering af biltype, så det er var et kæmpe skrummel (ikke vores), som hentede os og bragte os til “kirken”. Han smilede lidt af at vi gerne ville dertil…

Okay vi følte os lidt malplaceret, som to dumme turister der satser på at kunne gå lige ind og kigge sig omkring. På skiltet ved vejen var der et stort billede af Elvis, og indkørslen lignede de typiske Wedding Chapels som man ser i film. Dem med drive-in! Vi trådte os selv lidt over tæerne og gik så nærmere. Der var en masse samlet, som tydeligvis var en del af et bryllup, så vi turde ikke rigtig gå helt op til hoveddøren. I stedet holdt vi os lidt i baggrunden og fik egentlig opfanget at det var lige om lidt at nogen skulle giftes, så vi tænkte at vi godt kunne vente ude foran og se det lykkelige par komme ud. Det var dog ret tydeligt at vi ikke helt passede ind i selskabet, for vi stod i shorts og sommertøj, helt nordiske/lyse i huden og selskabet var mere i retningen af pæne kjoler, opsat hår, mørkere i huden og bikerjakker(?!).

Cirka 5 min senere begyndte der at ske lidt. Ham der tilsyneladende var forlover begyndte at rykke lidt rundt på alle og samle alle mændene og så kom gommen pludselig ud. De forsvandt allesammen og lidt efter hørte vi en masse motorcykler starte og det viste sig at de allesammen kom i vores retning, og ind i indkørslen til kapellet. Det var et sindssygt optog at se alle de motorcykler blive parkeret i to lange rækker. Så kom Elvis ud, tændte for en boomblaster, gommen og forlover stillede sig op, og ud af døren kom bruden sammen med hendes brudepiger. Og så blev der ellers holdt vielse inkl. Elvis-citater, løfter og korny musik. Vi stod i baggrunden og elskede hvert minut af det. Efter ca. 15 min var vielsen slut, de store stærke bikermænd tudede, og hele bryllupsselskabet steg på alle cyklerne to og to og kørte ud i det åbne med gommen og bruden forrest. Herefter udbryder Svale: “Jeg tror det er her min onkel blev gift”, hvilket bare slog en super krølle på oplevelsen.

Næste punkt på vores sightseeing tur var det sydlige outlet center (der er nemlig to). Vi havde kigget lidt på hvilke butikker der var og valgt det nordlige, som havde flest ‘normale’ butikker. Ingen af os var særligt interesseret i high-end modebutikkerne som Armani, Karl Lagerfeld og Jimmy Choo (eller jo hvis vi havde et mastercard med unlimited cash på…) Efter et kig på centerkortet dryssede vi lidt rundt og kiggede på et par butikker. Jeg fik købt et par jeans mere fra American Eagle og Svale fik fundet en gave til sin mor. Så kom vi forbi Kate Spade forretningen, hvor jeg faldt for samme taske som jeg havde kigget lidt på i det outlet center, som vi havde været i for et par dage siden. Efter lidt indre diskussioner og sammenligning med andre tasker købte jeg den selvfølgelig. Og så var det tid til en lille is i varmen (som vi faktisk slet ikke havde fået særlig mange af i løbet af ferien.

Varmen havde efterhånden fået overtaget vores krop, så vi besluttede at vi måtte hjem på hotellet og finde poolen, så vi kunne blive kølet lidt ned. Nemmere sagt end gjort. Efter at have iført os badetøj, begav vi os ned for at finde Flamingo’s pool. Normalt er der et fee for at komme ind på de forskelllige pools, men de havde sagt i receptionen at det var gratis for os denne weekend. Hold nu op hvor fandt vi ud af at vores hotel var kæmpe stort, det tog en evighed at finde rundt igennem alle gangene for at finde poolen. Da vi endelig nåede frem var der en security for at blive lukket ind i poolområdet, hvor man sørme skulle have sit ID kort med. A hva for noget?! Man skulle have sit ID kort med for at bevise at man var over 21 år gammel. Det var jo Labour Day Weekend og der var pool party med masser af alkohol.

Sååå vi måtte op på værelset igen, hvor jeg desværre tabte Svale til hendes seng, og så gik jeg alene ned til poolen igen. Der var helt fyldt af mennesker dernede. Først fik jeg klemt mig ned i en mindre pool og sad lidt der, men besluttede så at gå over til den anden ende af området, og være i en krog af den store pool. Placerede mig i nærheden af en cabana (små huse som kan lejes for ustyrlig mange penge), og så på to par der daskede om sig med drinsk og cigaretter mens de badede. Følte mig som en meget snoppet nordsjællander, mens jeg kiggede mig omkring og nød at have kroppen under vand. Der var vanvittig høj musik og masser af unge der dansede og badede og drak, så efter en times tid gik jeg alligevel op.

Hjemme i Danmark var der audition på årets gallakoncert i Herlev, og både Svale og jeg havde aftalt at vi godt måtte ende en videoaudition, så vi øvede os lidt på hver vores sang oppe på værelset.

Til aften skulle vi til JLo-koncert, så vi begav os den anden vej ud fra hotellet. Flamingo ligger lige i krydset mellem Hotel Paris, Cæcars Palace og Bellagio – og på den anden side af Paris ligger Planet Hollywood, som var der koncerten var. Mørket falder tidligt, og jeg fik derfor nogen rigtig fine aftenbilleder af Eiffeltårnet, Paris ballonen og den store plakat af JLo. Vi fandt en restaurant som så nogenlunde fin ud, og spurgte om vi kunne nå at spise der og samtidig nå til koncert. Ingen problem mente vores surferdude af en tjener, og det nåede vi da også med lidt overtalelse om at de gerne måtte komme med vores mad.

Men vi kunne da have sparet alt vores semi-stress, for da vi gik hen mod koncertstedet, blev vi mødt at verdens længste kø for at komme ind. Alle skulle selvfølgelig tjekkes ved en security, men der var meget lidt effektivitet over der, og køen bevægede sig meget langsomt. I det mindste kunne koncerten ikke starte før alle publikummer var lukket ind.

Og hold nu kæft en koncert!! Vi havde fået monster gode pladser og kunne se hele scenen. Inden showet startede troede vi dog at det ville være muligt at sidde ned i de sæder vi havde fået, meeen hvis vi skulle have chance for at se noget, så var vi nødt til at stå op under hele koncerten – opfordret af JLo herself! Og hun er jo en energibombe uden lige på en scene. Tonsede rundt, dansede forrest i alle sangene, fyldte hele salen med hendes smukke sang og en boblende stemning. Vi var helt høje bagefter!!!

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2020/07/img_8280.mov