USA – Dag 18 – Ice Coffee og videre til Miami (lørdag d. 28/7 2012)

I dag sov jeg til kl. 7, og vågnede og havde det faktisk rigtig dårligt. Havde ondt i halsen og var semi-forkølet, og tænkte at den der våde tur i Animal Kingdom og Sea World igår, nok ikke lige var sagen. Og så alt det air condition….
I dag skal vi checke ud af hotellet i Orlando (Kissimmee) og videre til Miami og vores sidste stop. Det er helt mærkeligt at skulle forlade dette hotel. Nu har vi boet her i 7 dage, og har vænnet os til at komme hjem hertil, og til at kufferten og dens indhold ligger og flyder over det hele. Hvor var det dog også en kamp at få det hele til at være der igår.
Kufferten føltes også noget tungere at køre ud til bilen i dag, men den lukkede da uden problemer – spørgsmålet er bare hvor meget den vejer, med alt det ekstra i den.

For en gangs skyld var det familien, som ventede på os i foyeren, og var allerede godt igang med at pakke bilen. Vi aftalte at køre hen på Dunkin Donut for at få morgenmad inden vi kørte ud på den store highway. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men der var faktisk overraskende mange på Dunkin Donut – men det er jo også USA, her spiser man jo donuts til morgenmad. Vi stillede os i kø, og heldigvis har de jo styr på betjeningen herovre, så 10min senere havde vi alle sammen fået vores mad og drikkevarer. På Dunkin Donut kan man få noget der minder om en Frapachino, det hedder bare Ice Coffee, og det skulle jeg selvfølgelig have. Gad vide hvad jeg gør når jeg kommer til Danmark igen.. Både Freja og jeg er blevet glade for en toasted bagel med cream cheese og det fik vi selvfølgelig. Og så en lille donut til at tage med i bilen. Dem med sukker smager godt, men det med chokolade ovenpå er altså min yndlings. Man kan få nogen med Oreo på, men jeg synes de bliver ret tørre.

Nå men videre til Miami gik det, med børn, bil, kufferter og en større og større hovedpine undervejs til mig.
Vi skulle køre i 4 timer i dag, selvfølgelig med nogen stop undervejs, og vi håbede selvfølgelig at nå frem så tidligt, at vi kunne nå nogen timer ved poolen. Det er altid lidt kedeligt at bruge solskinstimerne i en bil, og de grå aftentimer på hotelværelset. Det var et langt stræk i dag, men på en måde føltes det ikke så slemt. Måske fordi vi har gjort det nogen gange nu, og måske fordi vi vidste at det var det sidste stræk vi skulle køre.

I dag kørte vi meget af tiden på en highway, som var noget anderledes end de andre. På alle de andre highways har der været skilte ved hver afkørsel med spisesteder og tankstationer, men på denne kørte vi faktisk i over 2 timer uden at se et eneste skilt. Og det er usædvanligt.

Vi valgte at skifte over til en anden highway tidligere end kortet sagde vi skulle, fordi vi var sultne og gerne ville have noget frokost. I dag kørte vi fra da vi så en Subway. Jeg er normalt ikke til sandwich, men de laver faktisk nogen utrolig lækre nogen, som man ikke rigtig kan få nok af. Beef and Cheese er lige mig (når manden spørger, hvilken slags ost jeg gerne vil have på, svarer jeg altid allesammen!).

Når man har det lidt skidt, vil man helst gerne have varmen hele tiden, men på Subway var der simpelthen så koldt. Her havde de valgt at kombinere restauranten med Dunkin Donuts (det er en ting USA kan, de kombinere flere forskellige restauranter. En klassiker er Taco Bell og KFC og Dunkin Donuts og Baskin Robbins), hvilket var lidt usædvanligt, men gav anledning til at købe endnu en donut med til vejen.

Inden vi kørte videre var jeg nødt til at dykke ned i min taske efter et par panodiler, for lige at klare resten af køreturen. Hader virkelig at sluge piller, men det hjalp med lidt trøste-donut bagefter.

Vi nåede frem til Miami omkring kl 15.30, og nød dens skyline hele vejen ind. Da vi kom rigtig ned til vandet kunne man se alle de store palæer, som lå ned til vandet. Det ser så overdådigt ud, og fuldstændig fantastisk måde at tilbringe livet. De må have penge nok til at kunne blive hjemme hele dagen. Ved hvert hus lå der også en lille (!!!) diskret yacht, i både 2 og 3 etager og vi undrede os alle over hvordan man dog bliver inviteret med på sådan en. Camilla ønskede sig brændende at bo i et af de huse, men mente samtidig at børnene skulle udstyres med redningsvest hver gang de skulle ud og lege i haven.

DSC_1993

Vi skulle bo på Miami Beach, som er den store tange der ligger lidt udenfor byen. Vejene er ensrettet ude på Miami Beach, så det tog lige et øjeblik at komme ind på den rigtige vej og finde hotellet. Det er en ren “hotelvej” der ligger derude, og vi kørte forbi ret så mange virkelig flotte på vejen før vi kom til vores.

Vores hotel hedder The Deauville Beach Resort, og er egentlig et hotel der havde sin storhedstid i 60’erne hvor The Beatles boede på hotellet. Da vi kom frem og fandt hotellet viste det sig at man ikke sådan liiiige kan parkere ude foran. Der er en høj indkørsel, hvor der hele tiden er proppet med biler, som skal læsse af og så er der ikke mere. Vi kørte derfor lidt videre, og kom til en lille parkeringsplads, hvor der lå et bageri, og en kiosk osv., og parkerede der. Camilla og jeg gik så op for at checke ind, for på mange af hotellerne har de forlangt at se legitimation på mig for det ene værelse. Det var super varmt at stige ud af bilen og bare de 10 meter der var over til hotellet, var bagende at gå i.

Hotellet var super flot indvendig, og i receptionen stod en masse nymoderne-gamle-slotsmøbler i sort, grå og limegrøn, som jeg sagtens kunne have haft stående hjemme i min stue. Damen bag skranken denne gang var super sød, og var slet ikke lige så striks som mange af de andre, så indtjekningen gik hurtigt. Vi fik udleveret nogen røde armbånd (i plastik), som vi skulle have på under hele opholdet, for at de kunne se at vi måtte benytte os af poolområdet. Lidt mærkeligt, men okay.

Hun fortalte os derudover, at parkering af bilen skulle ske nede ved den offentlige parkering som lå 4 blokke væk. Vi tog derfor vores ting, og bandede lidt over at man ikke kunne køre op og smide sine kufferter af, og gik ned til bilen igen.

4 blokke er altså faktisk meget, og da vi kom ned til parkeringspladsen, var der selvfølgelig ikke nogen ledige pladser. Jeg fik heldigvis spottet nogen, som var ved at køre, og vi gav os derfor til at vente på dem. Da de så var klar til at bakke ud, havde de alligevel ikke plads nok, så derfor måtte vi også bakke lidt. Der havde så i mellemtiden samlet sig en lille kø bag ved os, og Camilla måtte ud og lege parkeringsvagt, og vifte med armene så alle på en gang bakkede.

På den offentlige parkering skulle man selvfølgelig betale, men alle de automater vi prøvede virkede ikke, så derfor valgte vi at gå ned med vores kufferter først, og vende tilbage til bilen i aften, når vi alligevel skulle ud og spise.

Turen fra parkeringspladsen til hotellet med kuffterter og andet oppakning var helt og aldeles ved at slå os alle sammen omkuld. Varmen og det at trække en tung kuffert fik sveden til at drive af os alle, og flere gange priste vi hver især os lykkelige for at måtte stoppe for rødt lys, så vi kunne få mulighed for at trække vejret. Da vi endelig nåede hotellet, var der heldigvis to søde mænd, som hjalp alle os kvinder med vores kufferter op af trappen (tror ikke den ville være nået op på værelset uden deres hjælp). Inde i foyeren var vi alle ved at vælte omkuld og sveden drev af os, da vi stod og ventede på elevatoren.

Den elevator (eller flere elevatorere) levede helt den eget liv, uden nogen mulighed for at påvirke den til at komme når man bad om det. At trykke på knappen var lige som at ryste med to terninger og håbe på at få to seksere. Den kom, når den kom. Og var i øvrigt altid på vej ned. Så da vi skulle op på henholdsvis 15. og 16. etage, måtte vi vente et godt stykke tid for at få lov at komme med en elevator, der tilfældigvis var på vej ned.

Da vi endelig kom op og nåede 15. etage, som Mia og jeg skulle bo på, fandt vi ud af at vi skulle bo på gang med hvad der lignede 30.000 unge piger. Vi fandt senere ud af at det er et rejseselskab, der hedder Fifteens (vi tror det er lidt ala Ung Rejs).

Værelset var fint (dog kun med en seng, så de sidste par nætter skal vi ligge i ske), meget minimalistisk, og med en super udsigt over både havet, poolen og skyline over Miami. Vi havde aftalt med de andre at mødes nede ved poolen, så vi kunne sole os og slappe af resten af dagen.

Da vi kom derned var der meget larm, dels fra alle de folk som var dernede (igen alle de unge mennesker) og også af en sindsyg DJ, som kun spillede latin-amerikanske toner med rigtig meget bas og techno. Vi fandt nogen liggestole, og smed vores håndklæder og bøger og hoppede i poolen. Den var dejlig varm, men desværre fyldt med sand, sololie, små ting og sager osv. Bunden var slidt af og var helt brun, og poolen trængte til at blive tømt og renoveret. Heldigvis var der en bred kant, hvor man kunne lægge sig og sole sig og samtidig blive kølet ned.

Lige overfor hotellet lå heldigvis en Wallgreens, som er deres apotek/supermarked/alting. Jeg er blevet rigtig forkølet og var derfor nødt til at få fat i noget næsespray, så jeg kunne trække vejret. Deres medicin er virkelig sjov, for det virker som om der er en nem kur for alting herovre. Det tog mig lidt tid at rode igennem de forskellige arter af spray, nogen var til allergi, pollen osv. andre mirakelkure og til sidst fandt jeg noget som lignede en almindelig næsespray til forkølelse. 🙂

Vi gik op af gaden mod parkeringspladsen til aften, dels for at finde en restaurant at spise på, og dels for at komme op og betale for bilen. Det var noget rarere at gå den lange strækning uden kufferter. Da vi kom op til parkeringspladsen fandt vi ud af at efter kl. 18, hvor det er gratis at holde med bilen, kan man heller ikke betale for næste dag. Så stod vi der med et fåret udtryk, og tænkte at nogen skulle virkelig tidlig op for at fylde penge i maskinen. Redningen kom to sekunder efter, hvor to strandløver stoppede bilen og spurgte om vi ikke ville have deres billet som gjaldt til 10.30 næste morgen. Vi takkede mange gange og kunne udskyde betalingen lidt 🙂

En blok længere henne stødte vi på en cafe, der gik under navnet Burgers & Shakes. Det var ikke til at tage fejl af, og vi blev enige om at kigge på menukortet for at se om der var noget vi ville spise. Man kunne sidde ude foran ved nogen borde/bænke og det var en dejlig lun aften, så vi valgte dette sted til aftensmad. Alting var hjemmelavet og uden for meget friture. Pommes fritterne blev stegt i solsikkeolie og var i øvrigt heeeelt hjemmelavet. Jeg tænkte at jeg måtte prøve deres sweet potato fries, og blev ikke ked af det da de kom. De smagte vildt godt, selvom de normale pommes fritter også smagte helt vildt godt her! Burgerne var (som sædvanlig) suuuper store, og vildt lækre og ingen kunne spise op. Det var egentlig meningen at vi ville have haft en milkshake, men bagefter var der ingen som kunne stoppe mere ned.

Vi gruede lidt for at komme tilbage til hotellet, fordi vi vidste at der ville være fest om aftenen for selskabet Fifteens, og Mia og jeg vidste at der sikkert ville være larm på vores gang hele natten.