London – dag 4 – Book of Mormon, Caluccios og Miss Saigon (26/7-2014)

Vågnede kl. 10 og har sovet fantastisk i nat. Det var rigtig dejligt efter en lidt træt dag i går. Stod op og var første kvinde i bad (jeg er ikke så lang tid om det, som andre). Mamma lavede æg og bacon til os til morgenmad, og vi ristede brød og spiste det med nutella på. Rigtig dejlig morgenmad!

Mens vi stadig lå inde i sengen og snakkede lidt, kom TD med feriens sjove kommentar:
TD: ”Vi har sovet til kl. 8. Så vi har ikke sovet længe, vi skulle jo lige vænne os til tidsforskellen.”
Mamma: ”Har du jetlag Tenna?”

I dag stod det på lidt shopping igen. Fries ville gerne i Primark og Svale, syntes ikke at hun var færdig med at shoppe der endnu. På vejen mødte vi en Starbucks og jeg skulle selvfølgelig liiiiiige have en kaffe med.
Jeg er altså vild med at shoppe med de piger. Efter at have gennemgået, og jeg mener gennemgået, butikken, vælges der et spejl, hvor tøjet bliver prøvet i et stort virvar. Der er så meget at prøve, at det bliver en opvisning, og tøjet byttes rundt, hvis andre godt kan lide det man har på. Primark er god til basic ting, på samme måde som H&M er det derhjemme, bortset fra at de er virkelig virkelig meget billigere. 10 kr. for en sort top, 30 kr. for en tshirt osv. Især Mamma er sej til at finde alt muligt sjovt at prøve, ting som jeg aldrig ville have taget ned fra hylderne. Noget af det bliver man overrasket over, hvor godt det egentlig sidder på. Mamma prøvede på et tidspunkt nogle cowboybukser, som virkelig sad lækkert på hende. Normalt synes jeg ikke at cowboybukser er så gode i de ”billige” forretninger, men jeg blev overbevist og måtte straks ned og finde nogen til mig selv, og de sad lige så fantastisk på mig. Yes – nye sorte cowboybukser til mig!

Dagen går alligevel hurtigt, selvom vi tror at vi har al tid i verden. Kl. 14 var vi et smut hjemme for at lægge poser og hurtigt ud af døren igen. Vi skulle se Book of Mormon, som var en af dem Mamma havde overtalt os til at se. Solen var dukket frem igen, så vi gik glade og lidt hurtigt ned for at hente billetter til forestillingen og for at skaffe noget hurtigt frokost på vejen. Fries og TD gik efter mad, og Svale, Mamma og jeg gik efter billetterne.

I billetlugen stod en meget sur dame, som virkelig ikke gik meget op i service. Hun skyndte på os, selvom der ikke stod nogen bagved os. Jeg skulle sige mit navn for at hente billetterne, men hun næsten skreg mig ind i hovedet 2-3 gange at hun ikke kunne høre hvad jeg sagde. Til sidste kastede jeg vores billetbekræftelse i hovedet på hende, så hun selv kunne læse hvad mit navn var. Så kom billetterne også med det samme.

Ude foran mødte TD og Fries os med et pizza slice til mig, som jeg hurtigt fik hugget i mig, alt imens Svale fik købt den fedeste magnet. Jeg ville også gerne have haft en, men de havde kun den tilbage. Hmm.

Vi havde bestilt billetter hjemmefra, fordi det er så populært et show. Vi skulle sidde på to rækker på gulvet lige bagved hinanden, da det var de pladser der var. Det var et flot teater og jeg synes også vi sad nogenlunde godt. Gulvet (Stalls) er generelt det bedste sted at sidde efter min mening i London. Jeg nåede lige at tage et par billeder af salen inden jeg fik af vide, at det måtte man ikke. Vi sad sådan at vi ikke kunne se toppen af scenen (altså ”loftet”), men det gjorde ikke noget, fordi ingen af kulisserne kom helt derop.

Allerede ved de første toner var vi solgt. Jeg havde en forestilling om at Book of Mormon ville være et meget kedeligt religiøst stykke, og havde ikke været vildt imponeret af trailers – men hold nu op hvor tog jeg fejl.

Jeg vil ikke give spoilers og fortælle hvad stykket handler om, just in case, men den passion der var på scenen. Det show de leverede, humoren, musikken, dansen – var noget af det bedste jeg længe har set!!! Den måde de tog tykt pis på alting, og stadig holdt det nogenlunde stuerent, referencerne til verdens bedste musical. Jeg er solgt, og skal helt sikkert se det igen, og igen, og igen, og igen. Det var understudyen på hovedrollen , som spillede da vi var inde og se det, og vi blev alle enige om at vi slet ikke vil vide hvad den originale kan, for vi forelskede os alle i understudyen med det samme. På vejen ud fra teatret gik vi alle og sang ”Hasa dika Eebowai” og ”Salt a lake a city”.

Vi gik direkte ned for at hente billetterne til Miss Saigon bagefter, for ikke at skulle stresse senere. Prince Edward Theatre som vi skulle til, lå på samme gade som vores lejlighed (ca 5 m). Mamma ville gerne have en tatovering, og vi prøvede derfor at finde et sted som kunne gøre det, men de var alle fuldt booket til mandag (og det var ligesom hjemrejse-dato). Vi gik i stedet hjem i lejligheden for at slappe lidt af inden vi skulle ud og spise på Caluccios, som var vores favorit italienske restaurant, fordi vi sidste år fandt ud af at de serverer glutenfri retter. Et par dage før havde TD, Svale og jeg bestilt bord til os alle kl. 18.

 

Vi kom til at sidde ovenpå denne gang, også i en bås, ligesom et par dage før. Først var jeg temmelig sikker på at jeg skulle have spagetti carbonara, som vi jo ”plejer”, men så så jeg en ret med ravioli og hjortekød, som jeg var nødt til at smage. Det var virkelig lækkert!

Efter middagen havde vi god tid til at slentre ned til teatret. Vi havde pladser i midtersektionen bagerst på gulvet lige foran lyd og lys. Mamma og jeg havde glædet os helt vildt til dette show, og havde meget høje forventninger til det. De andre anede slet ikke hvad vi skulle se, så det var lidt spændende hvad de ville synes om det.

Desværre for stykket var vokalen aaaaaalt for lavt, og de første par sange kunne vi slet ikke høre hvad der blev sunget. Det ødelagde lidt den gode stemning, og vi måtte alle koncentrere os meget resten af tiden for at følge med. Det lægger altså meget naturligt en dæmper på det hele, og gjorde at ingen af os var særlig imponeret over det. Og det er syn – for det er en smuk historie, og nogle meget smukke sange. Jeg blev rørt af ”I still believe” og af at se den lille dreng, og selvfølgelig af scenen med helikopteren, som jo er det man i virkeligheden kommer for at se. Men oplevelsen kunne godt have været vildere.

Efter stykket ville Svale gerne op og sove, så vi fulgte hende hjem til lejligheden. Vi andre ville gerne på bar, men var egentlig noget trætte efterhånden. Vi endte med først at sætte os på en cafe på Old Compton Street og kigge lidt, og derefter da de lukkede, gå en tur ned i Covent Garden for at nye det gode vejr lidt. Nætterne er så lune og dejlige, ligesom de er sydpå, så man skal huske at nyde det mens det er der.