London – dag 1 – Gatwick, Pineapple og Caluccios (23/7-2014)

LONDON BABY – Endelig!!!

Dagen startede med at jeg blev kørt i lufthavnen af mor. Sådan skal alle ferier starte synes jeg. Det er et fint lille farvel. Derude gik jeg lige ind af døren ved terminal 2 og blev ret hurtigt fundet af Svale og Tenna.

Paskontrol og securitytjek gik ret hurtigt og vi havde derfor rimelig god tid i lufthavnen før vi skulle flyve. Vi satte os derfor først på Lagkagehuset, så Svale kunne få noget morgenmad og vi kunne catche lidt up på hvad der er sket på det sidste.
Da der ikke rigtig dukkede nogen gate op ved vores fly besluttede vi at gå igennem “den udvidede paskontrol” og sætte os derude og vente. Der er jo langt at gå ud til Easyjets fly, så vi kunne jo lige så godt gå noget af vejen. Vi satte os i nogle gule mærkelige sofa nær vinduet og solen. Det viste sig så at være helt forkert, for da der endelig dukkede en gate op, var vi det helt forkerte sted og måtte ud igennem paskontrollen igen og videre langt ned til en ny gate, hvor vi jo selfølgelig mødte det berømte 4-tal på gulvet (“ej hvor er det smart at gulvet kan regne ud hvad klokken er……).

Flyet var allerede forsinket fra start og det blev vist ikke bedre af at der ikke holdt noget fly, da vi kom ud til gaten. Vi fandt ud af at det var fordi der havde været massivt mange som skulle i luften fra Gatwick, så de var blevet skubbet bagerst i køen. Easyjet har det smarte med at de kan lukke os ind i et lille (fuldstændig overophedet) rum, så vi alle står klar til at løbe ud til flyet. Vi skulle sidde på række 17 og skulle derfor ind af bagerste indgang. Normalt vil jeg helst sidst ind i en flyver, men fordi vi kun rejser med håndbagage, er der lidt en kamp om at nå først ind på plads blandt passagererne, fordi så kan man have sin bagage tæt på sig. Tenna sad i midten for at holde både Svale og mig i hånden undervejs. Selve flyturen gik egentlig okay, men da vi kom til Gatwick lå vi og cirklede rimelig længe, garanteret fordi der ikke var plads til at vi kom ned. Det var ikke så rart og da vi endelig begyndte nedstigning gik det så langsomt, at det bumpede utrolig meget gennem skyerne. Det var ikke så fedt.

Da vi endelig var kommet ned på jorden i Gatwick gik det hele som en leg. Der var ikke noget med at vente på kufferter (for dem havde vi jo lige ved hånden) og vi kunne stryge ud. Vi skulle med toget fra Gatwick til Victoria St, men måtte lige tanke op på chips og drikkevarer til turen, da vores maver var helt tomme. Alletiders at spise sig mæt i chips. Jeg troede at jeg havde fået købt mig en lemonade med hindbærsmag, men det viste sig at være med brus, så Svale var så sød at bytte hendes almindelige vand med mig.

På Victoria gik første stop til McD efter fritter. Vi fandt et bord og jeg gik ud for at bestille tre store pommes fritter til os. Det blev 4,17. Jeg gav manden 10 pund, og i hans forvirring gav han mig den tilbage plus mønter. Jeg gætter på at jeg skulle have haft 5 pund plus mønter. Jeg kiggede lidt forvirret og vente mig om og gik med alle mine pommes fritter og overskudspenge. Gratis fritter på Victoria var et hit.

Erfaring viste at det ikke er nemmere at tage toget ind til byen, hvorfor vi stilede direkte efter en taxa. Jeg synes altid det er hyggeligt at køre i taxa gennem byen i fremmede byer, fordi man kan sidde og slappe af og nyde alle indtrykkene. Vores lejlighed lå på Old Compton Street, som er en lille hyggelig i gade i Soho. Lige overfor vores lejlighed lå en sexshop og to skridt derfra lå det teater som i sin tid opførte Singin’ in the rain og nu har the Commitments. På Old Compton Street ligger teatret som spiller Miss Saigon, som vi senere på ferien skal se. Det er helt utroligt så centralt vi bor – vi er vilde med det! På alle hjørner hvor man vænner sig, sker der noget.

Vi skrev til Lucy, da vi ankom til døren og fik besked tilbage om at Carlos ville være med nøglen 15 min efter. Solen var bagene varm, men hey vi var i London!!! Carlos ankom med nøglen og viste os op til lejligheden. Lille, men hyggelig må være beskrivelsen. Her var plads til os alle, men særlig meget luksus kan man ikke sige at det var. Det var jo heller ikke rigtig meningen at det skulle være luksus – pointen var det centrale. Der var en sjov lugt, som jeg endnu ikke rigtig har kunnet definere. De andre mente at det var vaskepulver, men det er bestemt ikke den lugt. Men alt i alt var det en helt okay lejlighed.

Efter vi havde stillet kufferterne og lige pustet ud, gik vi ned for at finde tkts, for at se på teaterbilletter til torsdag. På vejen ved Leistersquare (leschesterseter square) dyppede jeg lige fødderne i deres springvand. Det var ret hyggeligt – springvand tiltrækker altid masser af børn, og man kunne se at mange af dem allere var ramt rimelig meget.

Da vi endelig stod dernede var vi meget ubestemmelige. Vi startede med at have en plan om måske at se Dirty Rotten Scoundrals om eftermiddagen og Charlie og Chokoladefabrikken eller Wicked om aftenen. Af en eller anden grund kunne vi ikke bestemme os, og gik tomhændet derfra.

Varmen kaldte virkelig indtrængende på is og Ben and Jerrys kaldte højest for mit vedkomne, så mens jeg købte en kæmpe kugle Cookie Dough, gik de to andre hen for at skaffe en pind-is (min is var bedst).

Herefter gik turen ud for at handle ind til morgenmad til i morgen. Vi gik og gik, men fandt ikke rigtig noget hvor man kunne handle, og endte helt oppe ved Oxford og Primark, hvor Svale vidste at der lå en Saintsbury, hvor vi kunne handle. Brød, ost, smør og juice blev det til, og starten på de sædvanlige virkelig besværlige mellemregninger mellem os. Jeg “vandt” og fik tjansen som bogholder.

Med alle vores “maaange” ting gik vi hjem på værelset, hvor vi egentlig endte med at stene i ret lang tid. De to andre faldt i søvn og jeg fik startet på min nye lånte bog (som i grunden ikke er særlig spændende).

Vi havde planlagt at vi skulle på Pineapple og have en dansetime igen i år, fordi det var så ubeskrivelig vildt sidste år. I år havde vi valgt Burlesque, som vi ikke nåede sidste år. Det tog virkelig kort at gå ned til Covent Garden, hvilket igen viser hvor tæt vi bor på alting. Inden timen startede stod vi lidt og kiggede på et hiphop hold, som så ud til at være virkelig fedt. Det hold ville jeg gerne have taget, hvis vi havde taget sko med til det. Vores hold var ikke særlig stort, det var rart, men til gengæld var det også relativt kedeligt. Vores underviser startede med at introducere timen, som en smagsprøve på, hvad hendes eget dansested kunne. Vi brugte så 30 min på at gå rundt i en cirkel og svinge med hofterne og lære at føre os frem på en sexede måde. Jeg er mere til koreografilære, hvorfor jeg synes det var ret kedeligt. I de sidste 20 min af timen begyndte vi at lære en lille smule koreografi, som så gik virkelig hurtigt. Vi skulle undervejs have handsker på, som en del af det. Desværre nåede vi kun den fulde koreografi igennem én gang – hvilket altså bare er for lidt. Jeg var ikke imponeret og vil helt klart gå efter noget mere up beat næste gang. Svale sagde i øvrigt at det var klassisk Burlesque vi var blevet udsat for, og den stil jeg i hvert fald godt kan lide, er mere moderne.

Sidste år fandt jeg denne helt fantastiske italienske restaurant, som serverede glutenfri mad. Vi spiste der frokost liiiige ind vi skulle og se et show, og fik dem til at servere spagetti carbonara til os på rekord tid. Siden da har vi snakket om denne vidunderlige spise, og for at fejre at vi endelig var i London igen, gik vi derhen for at genopleve det hele. Jeg var meget stolt af at jeg kunne finde derhen uden kort og uden rigtig at kunne huske hvad restauranten hed.

Der var 25 min ventetid på et bord på Caluccios (som den hed), og vi gik derfor i Tesco for at købe snacks i ventetiden. Det blev både til Oreos, Maoam, Twix og alt mulig andet godt.

Da vi kom tilbage til Caluccios blev vi sat ved et hyggeligt loungebord, med en sofa. Der var masser af plads til os. Vores tjenerinde var virkelig sød. Svale og jeg bestemte os for at smage den glutenfri-version imens Tenna tog den helt normale spagetti. OG det smagte lige så godt som vi huskede det!!! Virkelig dejlig middag, hvor det rent faktisk gik op for os at vi var i London igen.

På vejen hjem fra restauranten overtalte jeg pigerne til at vi satte os udenfor på en bar og nød vejret lidt efter den varme dag. Da vi kom forbi baren nærmest lige ved siden af døren til lejligheden, var der et selskab som rejste sig fra deres udendørsbord, så vi kunne snuppe det med det samme. Vi gad ikke rigtig købe noget at drikke, så vi nød stemningen og den friske luft. Ikke ret lang tid efter kom en af tjenerne ud og sagde at de var nødt til at pakke de udendørsborde væk, og det var anledning til at afslutte aftenen og komme hjem i seng.