Las Vegas baby og *skrig* Magic Mike – dag 11

Åh hvor sov vi dejlig længe denne morgen. Havde egentlig besluttet aftenen forinden at dette var morgenen vi ville bestille roomservice, men vi lå så længe under dynerne og kiggede ud over vores utrolig flotte udsigt, at vi faktisk var klar til at komme ud og opleve noget da maverne for alvor rumlede.

Vi havde hørt så meget om det der buffet i Vegas og jeg brugte derfor et øjeblik på at søge efter gode morgenmadsbuffeter i en radius vi gad at gå. I mange år har jeg set kageprogrammet Cake Boss med Buddy Valastro i Hoboken New York. De åbnede for nogen år siden den første franchise i Vegas på The Venetian. Og under min morgenmadssøgning opdagede jeg at de sidenhen har udvidet med en restaurant os, som fik ret gode anmeldelser for deres mad.

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2018/12/img_8050.mov

Det tager alligevel noget tid at gå til de her hoteller! The Venetian ligger et par hoteller væk, men det tager jo fanme 20 min at gå forbi bare ét. Og så er der labyrinten inde på selve hotellerne. Det er ikke for sjov at vi har hørt rygter om folk der bliver væk. Vi gik igennem “Venedigs” smukke gader, så gondoler og buede vælvinger. Grinede lidt af det totalt opstillede billeder med blå himmel og malede skyer, der skulle få det til at ligne man gik udenfor. Så farede vi vild midt mellem deres kæmpe casino og mad/shoppinggaden, og var halvvejs på vej mod Palazzo inden vi fandt et kort vi kunne konsultere.

Efter lidt omveje fandt vi endelig Buddy Vs og blev anvist et bord af en sød tjener. Restauranterne i Vegas har sindssyg aircondition og vi kom selvfølgelig til at sidde lige der hvor der var træk. Heldigvis havde vi begge trøjer med, men det er meget mærkeligt at sidde og fryse når det er 45 grader udenfor. Maden var buffet, som buffet nu er. Italiensk pasta, kødboller, ost, noget glaseret skinke, bacon, frugt og små kager. Vi blev mætte og fik krydset Vegas-buffet af bucketlisten (en bucket-list er ting man gerne vil opleve).

Lige overfor lå Carlo’s Bakery, det første bageri han åbnede udenfor Hoboken og SELVFØLGELIG skulle jeg have en cannoli med hjem uanset hvor mæt jeg var lige dér. Det fungerede virkelig mærkeligt – vi bestilte hos en pige, så stillede vi os op i køen sammen med de andre og ventede lidt på at samme pige/en anden fik taget sig sammen til at hente vores ting ca 5 min senere i stedet for bare at hente og udlevere samtidig med bestilling. Og well.

Vi ville gerne en tur rundt og se på alle de kendte hoteller og se alle de forskellige temaer, som er så berømte. Efter the Venetian gik vi videre og kom til Cæsar’s Forum Romanum Shops, som er et af de store shopping malls i Vegas. Inde i mall’et findes flere turistattraktioner bl.a. en rund rulletrappe, som er særligt bygget hertil. Derudover er der lavet flere “pladser” men små udgaver af springvand og fontæner fra Rom’s gader. Lige inde for indgangen var der et ret smart interaktivt kort, så vi nemt kunne trykke og se hvor de forskellige ting lå. Hver time var der show ved Fall of Atlantis, hvor man kunne se en meget kort udgave af Atlantis fald. Det lå nede i den anden ende fra hvor vi stod, så det passede meget godt at vi kunne gå igennem det hele og kigge.

Når man kigger op inde på hotellerne og mall’sne er det stort set samme fake himmel man ser. De er vilde med den lyseblå himmel med de bløde hvide skyer malet på. Vi synes mest det var som om himlen var ved at falde ned i hovedet på os, men kunne sagtens se stemningen de havde forsøgt at lave. Til gengæld var alle butikkerne i centeret ca 1000% over vores budget. Ned af alle gaderne lå Louis Vuitton, Cartier, Mulberry, Burberry, Valentino osv. Smukke butikker men fatter altså ikke at nogen har råd til at shoppe der. Midt iblandt det hele lå H&M (mega malplaceret)… og det var også det eneste sted man kunne se virkelig mange mennesker. Vi gik hele vejen tilbage igennem centeret og ud i varmen igen.

Svale havde behov for en lur i dag, og ville derfor gerne tilbage til værelset. Jeg var rimelig vågen og vi fulgtes lidt af vejen hvor Svale drejede ind mod hotellet og jeg fortsatte videre mod de næste hoteller. Det er seriøst langt at gå mellem hotellerne og ingen kigger sig for når de går. Når man skal krydse vejen er der flere steder rulletrapper op til en bro, som man går over og så en rulletrappe ned på den anden side. På den anden side af vores hotel Flamingo lå Paris Hotel, som er endnu et af de luksus hoteller alle snakker om. De har lavet en mini version af Eiffeltårnet, som er placeret lige midt ned ved indgangen. Der er endda en restaurant inde i det. Indenfor kommer man direkte ind i deres casino. Det lignede alle de andre. Casinoerne kan man faktisk ikke rigtig kende forskel på. De havde også deres version af indendørs shopping og cafeoplevelse, som skulle forestille at man vandre ned af de parisiske gader. Forskellen fra Venetian og Cæsars er at butikkerne og restauranterne her hed noget med fransk accent. Og et par gadelamper som var meget parisisk inspireret. Det blå loft og brostenene var det samme. Der er klart en hyggestemning i at lave tema over det i stedet for bare lange ligegyldige gange – men ligefrem at føle man bliver transporteret direkte til Frankring blev det ikke til. Der var et par søde butikker, som jeg stak næsen ind i, men alt på hylderne er dyrt, så det blev kun til kiggeri.

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2018/12/img_8088.mov

Videre med mig til Planet Hollywood (endnu et hotel), som var en del mere spacy i temaet end de andre. Der var utrolig høj musik og neonfarver overalt. Shoppingcenteret kunne jeg til gengæld overskue, fordi de havde butikker som almindelige mennesker også kunne have lyst til at kigge i. Man kunne også se på menneskemængden at det passede bedre til folks pengepung. Lige ved siden af (det er et vidt begreb, for det tager 20 min at gå mellem hver ting) lå Mirage Miracle Shops, som til forveksling kunne ligne det shoppingcenter i Planet Hollywood. Hvordan alle butikkerne kan køre rundt er en gåde – men jeg fandt dog på en måde det jeg søgte her. Jeg vidste nemlig at der ligger et Sketchers Factory Outlet i Vegas, men kunne ikke finde frem til hvor det ligger. I Sketchers butikken i Mirage Miracle Shops fandt jeg en ekspedient som var så utrolig sød at forklare mig forskellen på en Sketchers butik, en outlet butik og en Factory outlet butik. Jeg var nemlig på jagt efter nogen helt specielle ballarinasko – og han fandt endda også en adresse til mig.

Det der blev mit sidste stop på tour de hoteller i Vegas var Bellagio. Det smukkeste og mest luksuriøse hotel, efter min mening, i Vegas. Omgivelserne på dette hotel er langt mindre tematiserede og mere stilet. Ude foran ved dørene venter mænd pænt tøj for at hjælpe gæster ind med deres kufferter. Indenfor var der en stor luksuriøs hal, hvor alle indtjekninsskrankerne var og store sofaer hvor man kunne vente indtil det blev ens tur. Lidt længere fremme lå den smukkeste botaniske have fyldt med alverdens blomster smukt opsat. Det var helt fantastisk at gå igennem og det var som om alle var mere stille her end alle andre steder i Vegas. Jeg skulle selvfølgelig også lige ind og se hvordan casinoet så ud. Her var også langt mere stilet end andre steder, og jeg fandt hurtigt et Roulette bord, hvor jeg kunne stå og studere hvad alle gjorde. Det går stærkt! Man skal virkelig vide hvad man laver, for ingen stopper op og forklarer noget som helst. Nogen kommer til og andre går, men alle dem der meldte sig ind spillet gjorde det på en meget rolig måde. Jeg har kun prøvet at spille en gang – i 3.g da vi havde Lanciers fest på skolen, og man inden kører rundt i limosiner hele dagen og tager på casino i København. Dengang var der nærmest kun også, og en masse drenge der kunne forklare os piger spillet. På Bellagio var der ingen der stoppede op og forklarede noget. Jeg lagde mærke til at der vimsede tjenere rundt og tilbød dem der spillede drinks. Ville så gerne prøve at spille bare en enkelt gang, men det virkede for omfattende at prøve at veksle penge og lægge en brik et sted, og jo længere jeg stod jo hyggeligere blev det også bare at kigge på.

Efter lidt tid begav jeg mig ud fra hotellet og fulgte en lang bro ud, hvorfra jeg kunne se det sidste af det store springvandsshow. Vi kunne se det fra vores værelse om aftenen, hvor lysende og vandet er langt flottere, men det var alligevel shows at kigge med lidt fra siden mens jeg fulgte vejen hjem. Jeg kom forbi Cæsar’s igen og overvejede om jeg lige skulle kigge ind på hotellet (vi havde jo kun været i deres shoppingafdeling), men når jeg siger indgang så var jeg alligevel 10 mins gang fra indgangen, og orkede faktisk ikke at se mere. I stedet gik jeg tilbage til værelset for at hvile benene lidt inden Svale og jeg skulle ud om aftenen.

Vi havde talt om i flere dage, at vi ikke havde fået en ordentlig bøf. I Vegas er rigtig restauranter VILDT dyre, og bøfpriserne endnu højere. Jeg kiggede lidt på om vi skulle spise på Hell’s Kitchen, men for det første var der ikke plads til os på en lørdag og for det andet var menukortet ca 40 dollars dyrere end jeg egentlig synes var rimeligt. I stedet kom jeg i tanke om at have set et skilt for Outback, som var en bøfrestaurant jeg stifede bekendskab med sidste gang jeg var i USA (for 6 år siden).

Vækkede Svale lige så stille og vi snakkede lidt om planerne. Vi skulle videre ud og se show i aften og jeg havde kigget på et kort og set at Sketchers-butikken ikke lå på nogen ret stor omvej. Og så fortalte jeg om mulighederne for bøffer. Vi havde, som tidligere nævnt, talt lidt om at vi ikke havde fået roomservice på denne tur endnu, men dels så havde vores hotel ikke rigtig noget vi ønskede os og dels så var der så skyhøje fee’s på levering af mad at vi så ligeså godt kunne gå på de dyre restauranter og spise bøf. Jeg foreslog Outback og den var hun med på.

Vi kom op af vores senge og ud i heden igen. 45 grader altså varmt lige meget hvad. Jeg elsker virkelig sol og varme, men pga larmen oveni kommer ens sanser på overarbejde og her hen af aftenen var vi ikke engang nået under 35 grader endnu. Det tog 10 min at gå hen til Outback (afstande i Vegas er for vilde) og der var heldigvis ikke nogen kø. Vi kom ind og sidde ved et højbord helt for os selv og fik ret hurtigt bestilt en bøf og Cæsar salat. Selvfølgelig var der koldt, aircondition er en meget brugt ting i Vegas og måske er der også en eller anden konkurrence for hvem der kan køle deres restaurant mest ned. Vi havde heldigvis en trøje med hver, fordi man jo efterhånden lærer det. Vores tjenerpige var sød, men også lidt spøjs. Vi bestilte en stor bøf med pommes frites til mig og mashed potatoes til Svale. På vores bord stod der en dims som mindede om en lille iPad. Vi læste på den og kunne forstå at det var en dims som gjorde at man kunne betale ved bordet uden at kalde på en tjener. Det skulle vi selvfølgelig prøve og med lidt besvær lykkedes det os at betale og vores tjener kom ned med en bon til os.

Vi skulle lidt hurtigt videre hvis vi skulle nå vores tidsplan. Vi havde besluttet at lade Skrummel blive i garagen og sove hele Vegas-delen og tændte derfor for vores Uber. I Vegas fungerede opsamlingspunkterne dog lidt anderledes end vi havde oplevet i både San Francisco og LA. I Vegas var der specifikke opsamlingssteder bag flere af hotellerne. Jeg gætter på at det er fordi The Strip er en aaalt for trafikeret vej til at man kan lade biler stoppe op og samle eller sætte folk af hele tiden. Altså egentlig er det virkelig meget navlepilleri at bruge The Strip som synonym for hele Las Vegas, fordi det er jo så meget mere end bare den ene enormt larmende gade. Jeg stod lidt forvirret og møffede med telefonen for at prøve at forstå hvordan vi skulle få fat i en Uber her. Det viste sig at man skulle vælge nærmeste opsamlingspunkt, hvilket i dette tilfælde var Bally’s Hotel. Naive om hvor store hotellerne var trykkede jeg bestil og så begav vi os ind på hotellet og igennem. Hotellerne er store (fik jeg sagt det højt nok?) – hotellerne er hver og én virkelig store og man kan fare vild på et split sekund. Vi kæmpede os igennem casino’et og ud på den anden side og fulgte skiltene til “Uber pick-up” alt imens jeg kunne se at vores kørselsmand allerede var kommet. Shit et hvirvar at prøve at finde vej igennem et fremmede hotel til et opsamlingspunkt man intet ved noget om. Når den på telefonen siger at din Uber-mand er 3 min væk, så er man selv ca. 3 gange så langt væk hvis man står på The Strip og bestiller.

Heldigvis fandt vi vores mand og steg ind i bilen. Jeg havde valgt en dele-bil, fordi det er billigere og vi havde haft fine oplevelser med det. Vi skulle dog ud på noget af en omvej, da det viste sig at vores chauffør skulle hente en ung gut i et meget tvivlsomt kvarter i Las Vegas. Og her kommer kommentareren fra tidligere virkelig til sin ret, for ca. 5 sekunder efter man kører væk fra The Strip, er det ikke bling-bling man kigger på. Det er lave tvivlsomme huse og små sært-udseeende butikker. Den gut vi skulle samle op lignede en der sagtens kunne være med i en bande, og det var også noget af et show. Han kom lidt for sent til bilen, vores chauffør måtte ringe efter ham, og da han endelig kom ud, ringede hans ven for at fortælle at han havde glemt sine penge, så vi måtte holde og vente til vennen kom ud med dem. Vi sad bare stille på bagsædet og ønskede vist begge i stilhed at denne tur snart ville være overstået. Vi satte ham af først og kørte så videre. Her viste vores chauffør sig så fra en ret mærkelig side. Bagefter talte vi om at han virkede meget mandschauvenistisk og bestemt en der var “manden i huset”. Han spurgte om der var noget særligt musik vi gerne ville høre, Svale svarede Queen og så satte han noget af det på. Det var selvfølgelig også rigtig sødt af ham, men så begyndte han at snakke om sig selv og hans kørestil og der gik det altså galt for mig. Vi kom endelig frem til Sketchers Factory Outlet og der bad han mig venligt, men bestemt om at give ham 5 stjerner når jeg skulle vurdere ham i Uber app’en, fordi vi havde jo haft en god tur IKK?! Smilede bare lidt skævt og sagde selvfølgelig… Vi kommer jo aldrig til at se ham igen, så det skulle jeg nok selv bestemme.

Butikken var ikke så stor som jeg havde troet, selvom den var virkelig stor. Forestillede mig nok lidt noget i flere etager og mange flere sko. De stod alle pænt linet op ud fra type, og vi begyndte at gennemgå rækkerne. Jeg havde sidste år købt et par ballarinasko i Danmark, som jeg nærmest havde slidt op og jeg håbede at kunne finde samme par her (gerne flere par) og købe dem med hjem. Svale vidste godt hvilke par det var, så hun hjalp med at kigge samtidig med at hun kiggede lidt selv også. Vi havde ellers været i en del Sketchers butikker allerede og var blevet enige om at der ikke var nogen vi rigtig kunne lide. På de “rigtige” rækker fandt jeg ikke de sko jeg søgte. De havde lavet en ny model, som jeg allerede havde prøvet, som jeg ikke var helt så vild med, som de andre hvis jeg skulle vælge imellem dem. Strøg derfor ned til deres outlet-del, hvor alting var opdelt i størrelser og begyndte at gennemgå størrelse 38 og 39. Og der var jeg mere heldig, sådan næsten. Mine sko var der, men i en anden farve. Jeg havde dem i sort/hvid derhjemme og her var de i grå/lysegrå. Ligemeget de skulle med hjem. Efter at have spurgt en medarbejder om de havde flere, og gennemgået ALLE skoene en gang til, besluttede jeg også at tage den nye model. Vi var lidt presset på tid på det her tidspunkt, så jeg greb begge par og skyndte mig op for at betale. Det viste sig at de grå var sat så meget ned at jeg fik dem til omkring 10 dollars og den nye model fik jeg også en del procenter på i forhold til hvis jeg havde købt dem i en rigtig butik. Videre med os – jeg bestilte en ny Uber til os, som denne gang skulle køre os til aftenens show.

Jodi hed hende som skulle samle os op, og hun viste sig at være virkelig sød. Alt er relativt efter vores første tur på dagen, men Jodi var virkelig hyggelig at snakke med og fortalte sjove historier om at køre bil i Vegas. Om at man skal være lidt fræk, men også tænke på at mange mænd har deres bil alt for kær til at bumpe ind i noget som helst, og så var hun meget MEDsundelig (et bedre udtryk end misundelig) på vores destination. Vi grinede meget på de 10 min det tog hende at køre os til Hard Rock Hotel. Der var rimelig meget kø for at komme ind og sætte folk af på hotellet og det er faktisk ikke rigtig tilladt for Uber-biler at sætte af lige foran, så Jodi lavede en lille lækker standsning lidt før det kryds hvor hun egentlig skulle være drejet til højre og satte os af der. Vi vinkede farvel og ønskede vist begge at hun ville samle os op igen en anden gang.

Hard Rock Hotel ligger ikke på The Strip, men glimter lige som hvis det gjorde – dog kan man godt se indenfor at casino’et er designet anderledes og mere low key (old school). De store skilte til Magic Mike Live var ikke til at tage fejl af, heller ikke alle de kvinder i yderst tætsiddende tøj, der snakkende var på vej i den retning. Vi er jo ikke sådan helt vildt vant til at klæde os pænt på når vi skal i ‘teatret’, og havde derfor bare taget noget der var behageligt på. Da vi stod i køen for at få tjekket at vi nu også var over 21 år (alderen for alkohol i USA), følte vi os også meget underdressed. Der kom et par fyre forbi mens vi stod i kø og kom med diverse tilråb om at vi stod i kø for at se mandlige strippere (wrong!). Vi fik tjekket vores ID og gik videre ind. Der var en væg hvor man kunne få taget billede med Magic Mike logo’et i baggrunden, men til vores store skuffelse ingen magneter at købe fra showet. Det er jo ellers det vi samler på. Salen var indrettet meget i natklubstemning, hvor man kom ind og kunne kigge ned af trappen til gulvet hvor scenen var placeret i midten, en række sofaer helt tæt op af scenen og så masser af caféborde og stole rundt omkring. Vi skulle sidde på balkonen, som var hele vejen rundt i en firkant – heldigvis på forreste række lige midt for scenen så vi kunne se det hele. Magic Mike er jo et show hvor mændende smider dele af tøjet og vi havde læst os til at de også ville komme rundt og danse for heldige kvinder i salen. Men da vi kom for at se dansen på scenen, var vi ret enige om dengang vi bestilte billetter at vi hellere ville have på første sal, hvor chancen for at nogen kom forbi var mindre og vi kunne se mere af showet.

Det var for vildt! De mænd kunne danse! På hver plads lå der en stak matador-penge som man kunne smide efter fyrene når man havde lyst. Det er en del af at Magic Mike er et show og ikke en stripklub hvor man normalt ville have en-dollarssedler med og give. Illusionen skulle opretholdes, men ikke være ægte. Vi besluttede os for at få feriens første drink til showet (det virkede passende) og kunne hele vejen igennem sidde og huje, grine og overraskes af de meget dygtige og enormt pæne mænd de havde fundet til den scene. De lavede et nummer hvor de alle havde jakkesæt på og lavede en koreografi. Det eneste tøj de smed, var jakken de til sidst tog af og smed over skulderen – og efter showet var vi begge meget enige i at det havde været aftenens største hit! Jeg lader her billederne tale for sig selv….

Efter showet besluttede vi at vi gerne ville ud og se Vegas-skiltet. Vi tænkte at det ville være sjovere at se i mørke, så man rigtig kunne se lysene og få fornemmelsen. Vi bookede en Uber, som vi ligesom alle andre steder skulle ud bagved og finde. Der holdt virkelig mange og ventede på folk, og vi fandt efter lidt tid vores mand. Da vi havde booket car pool, skulle vi også have en anden med, men han havde åbenbart ikke forstået at man skulle ud bagved hotellet, for vores chauffør måtte ringe til ham to gange og spørge hvor han blev af. Heldigvis skulle ham den anden ikke ret langt, og så gik turen mod skiltet. Vi sad lidt undervejs og blev pludselig nervøse for om der overhoved ville være andre end os ved skiltet, fordi klokken var blevet 22.30 på det her tidspunkt. Vi spurgte vores chauffør hvad han troede, hvorefter han trak på smilebåndet og sagde at der nok skulle være mennesker derude. Det var der sørme også. Jeg havde læst at byen endelig for nogen år siden havde besluttet at lave en lille platform i midten af vejen, hvor alle der gerne ville have et billede af skiltet kunne stå i fred for den normale trafik. Så da vi kom, så vi at der både var en platform og ca. 10 parkeringspladser midt i det hele, hvor der stod omkring 20 personer i forvejen. Der er vel altid liv i Vegas.

Vi stillede os pænt “i kø” til at det blev vores tur til at tage et par billeder. Ingen gider jo rigtig at have alle andre med i deres billeder, så alle venter lidt væk og så kan man efter tur gå en foran skiltet og tage sine billeder. Først tog jeg en masse af Svale og vi tog et par sammen. Så ville vi skifte så det blev min tur, men imellem tiden var en anden ret stor familie gået ind foran. Og de tog deres tid. 8 familiemedlemmer skulle alle have deres billeder, og deres søn var vildt irriterende og ville med på dem alle, så de hele tiden skulle tage billederne om. Der var også en relativt højtråbende kvinde derude, som mente at hun havde alle de bedste råd til hvordan man skulle tage billeder af skiltet. Da det så blev min tur til at få et par billeder brugte Svale trodsigt meget tid på at tage de rigtige billeder, for familien næsten stod på spring for at komme derhen igen.

img_8157.jpg

Mens vi ventede på dagens sidste Uber, så vi at der var et helt selskab med damer i fine ens kjoler (bryllup?) som ankom og også gerne ville have taget billeder foran skiltet. Det er skægt at se så mange forskellige personligheder i denne by på trods af at den larmer meget.