Frisco: Alcatraz, Pier 39, Fisherman’s Wharf og Cable Cars – dag 2

Vågnede klokken 4. Det er det der med kroppens indre ur… kiggede lidt på telefon og spiste lidt af en bolle fra Lagkagehuset, jeg købte i lufthavnen (igår og eller forgårs?!) og faldt så i søvn igen kl 5. Vi havde en deadline vi skulle nå her til morgen, så det var vigtigt at komme op, men da Svale forsøgte at komme ud på badeværelset var døren låst. Det kunne vi ikke forstå eftersom ingen af os låser døren og da slet ikke udvendigt. Jeg måtte have tøj på og ned i receptionen for at spørge om hjælp. 5-10 min ville der gå før the Doorman ville være der – gad vide om vi så ville nå det. Han kom dog ret hurtigt, skruede dørhåndtaget af og fik døren op. Det viste sig at der manglede en skrue, som gjorde at døren satte sig fast. Ude på gaden begyndte vi at gå lidt for at se om vi kunne finde en taxa, det kunne vi ikke, men vi fandt en Starbucks og besluttede på stedet at købe lidt morgenmad der og tage med os pga vores tidspres. Jeg havde downloadet Uber til min telefon og foreslog at vi prøvede at få noget kørsel med den. Systemet var virkelig nemt! Valgte den mulighed der hed Samkørsel, hvor det er okay at fylde bilen op med folk der skal ca. samme sted hen. Vores chauffør var en stille kinesisk mand og der var allerede 2 personer i bilen da vi satte os ind. Han kørte virkelig godt og havde styr på de sindssyge bakker man skal op og ned af i SF!! Fyrene i bilen blev sat af først og så kørte han os ned til Pier 33, hvor vi skulle boarde båden for at besøge det berømte Alcatraz.

Vi havde booket tiden 9.10 og på billetten forventedes det at vi ankom ca. 30 min før, og nærmest på minuttet blev vi sat af foran kajen. Det var en del koldere om morgenen end vi havde regnet med. Temperaturerne ville varierer fra 15-18 grader og vi havde egentlig bare taget lange bukser og en trøje på. Da vi stod i køen virkede det som en rigtig dårlig ide at skulle ud på en ø i så lidt tøj, men det blev heldigvis varmere og mere solrigt senere på dagen. Vi kom hen til starten af køen og smilede og sagde godmorgen til manden som tjekkede vores billetter. Fraserne i USA lyder typisk “goodmorning – goodmorning, how are you? – we’re fine, how are you? Good thank you” – vores søde ven afsluttede med at sige “Good thank you – have a nice day… in prison”. 😊

Turen ud til Alcatraz tog 12 min og var meget rolig. Der var en lille kort film ombord og det var så nemt da vi kom af. En info-ranger fortalte hele gruppen hvad man kunne opleve, hvordan og hvornår. Klokken 10 kunne vi joine Ranger Gill på en tur, hvor hun fortalte om en af de mest berygtede fanger i fængslets tid. Indtil da kunne vi se en film i deres theatre om øens historie. Filmen var rigtig fin og gav et godt indblik i at øen først var et militærområde der skulle beskytte San Francisco Bay, så det berygtede og hårde fængsel og efter lukningen i 1963 blev det i en kort periode i 1969 besat af en række indianerstammer for at gøre opmærksom på indianernes rettigheder i USA.

Ranger Gill startede den guidede tur på pladsen hvor vi steg af båden. Herfra gik vi langsomt op mens vi hørte lidt om øens historie og at fængselsdelen oprindelig var et lille rum på vejen op til borgen og at fangerne i den tid måtte klare sig selv ret meget. Mad etc skulle de købe sig til, og ellers kunne de sælge det tøj de var kommet til øen i. Bad fik de, hvis de var heldige, hver tredje uge. At gå op til Alcatraz fængslet måtte næsten give en prikket trøje i sig selv, men på toppen kunne vi nyde den smukkeste udsigt over SF Bay og byen. Den gang der var fængsel boede alle vagterne og deres famile også på øen og samfundet der siges af dem selv at være ret fantastisk selvom de delte tilværelse med nogen af USA’s mest berygtede. Vi hørte historien om Rafael Cancel Miranda som var en af de eneste der dengang blev sendt direkte til Alcatraz. Gill fortalte virkelig levende og godt og fik også lidt sidehistorier med om Al Capone og de andre mafiabosser.

Herefter gik vi ned for at få høretelefoner på og tid for os selv med en 45 min lang guidet tur rundt i fængslet. Det var super specielt at rummet hvor de delte høretelefoner ud, var i det store baderum. Der var selvfølgelig efterladt sæbe på alle dispensere, så vi rigtig kunne leve os ind i de mange mænd der har stået side om side under bruserne.

Det var vildt at se hvor tæt alle cellerne var, små aflange rum stakket lige ovenpå hinanden. En feltseng, et toilet i væggen, eller lidt stålbord der hang fra væggen og en vask. Ingen døre, kun fængselsbarren. Vi så de lange gange, biblioteket hvor de indsatte kunne læse eller tage brevkurser, spisesalen, gården og hørte om de forskellige flugtforsøg og oprør. De påstår at der aldrig er nogen som er sluppet fra øen, men alligevel er tre personer som succesfuldt slap ud af deres celler aldrig blevet fundet. Ved deres flugt havde fangerne lagt dukkehoveder i deres senge og arrangeret det sådan at man om natten kunne tro de lå og sov. I virkeligheden havde de gravet hul i deres celler med skeer ud af væggen og sluppet ud gennem en serviceskakt. Selvfølgelig var der også fængslet i fængslet, hvor man kunne blive smidt ind hvis man havde været særlig grov. Ved disse var der døre fordi det var meningen at pågældende fange skulle være i total isolation. Reglen sagde at hvis der var en fange derinde skulle lyset være tændt altid, men vi fik af vide at det nok nærmest var modsat i praksis. På vores guidede tur var det skiftevis gamle vagter og gamle indsatte der fortalte historier og en del af dem fortalte om kedelige lege man finder på når man sidder i isolation i mørket. Da klokken var omkring 12.15 havde vi set og hørt alt hvad vi kunne på øen og gik derfor ned for at tage turen over vandet igen. Bådene gik med 20 min mellemrum, så det var super nemt at passe ind.

Fra Pier 33 gik vi i solskinnet ned til Pier 39, som jeg egentlig bare kendte som stedet hvor man kunne se søløverne slikke sol. Vi blev vildt glædeligt overrasket over at se at Pier 39 er en mole, som er omdannet til shopping og restaurant mekka (!) overspækket med farver. Første stop var mad og derefter kunne vi se os omkring. Vi endte med at vælge Swiss Louis Italien & Seafood, hvor vi fik super lækker pasta begge to, og opdagede at vi kunne sidde og kigge direkte ned på søløverne fra vinduet.

Søløverne ville vi selvfølgelig gerne se nærmere på, og lad mig bare sige, de er jo noget af det sødeste og sjoveste at fordrive tiden med at glo på. De sover, slikker sol, skubber hinanden i vandet, slås, putter, larmer og svømmer rundt. Vi stod og dannede masser af historier om hvad de tænkte og gjorde og kunne næsten ikke slippe dem igen.

Vi tog turen igennem hele kajen og så alle butikkerne lige fra den med strømper til cowboyhatte, magneter osv, til alle de små snacks man kunne købe. Tror slet ikke vi kommer til at mærke sult de næste par uger. Jeg købte et par mini donuts og spiste dem på vejen videre ned til Fisherman’s Wharf.

Skiltet ved Fisherman’s Wharf kunne vi i hvert fald kende. Det har været på TV nok gange til at vi kunne pege på det med det samme. Området var super hyggeligt og på samme måde fuldt af restauranter og butikker, denne gang bare i gaden langs ved vandet. Vi tog turen op og ned småsnakkende og nysgerrige på hvad de forskellige havde.

Vi ville gerne nå at køre med de traditionelle og historiske sporvogne (cable cars) i Frisco og havde derfor ved lidt research fundet ud af at Fisherman’s Wharf faktisk var det perfekte sted at være. Alle banerne (de tre styks der kører) har nemlig endestation her. Det tog dog lidt tid og kortlæsning at forstå hvor vi kunne finde én. På Hyde St fandt vi en af banerne og kunne dernæst se frem til en time i kø før vi kom med en vogn. Der stod på skiltet at de sendte vogne afsted med 15 min mellemrum, men vi kunne se at der holdt rigtig mange og ventede på at få folk fyldt på. Det kunne vi så stå og diskutere og overraskes over, hvor mærkelig en metode de brugte. De fyldte en masse folk på en vogn, og lod den så stå i hvad der føltes som en evighed før de sendte den afsted. Der var aldrig nogen af os der tog tid, men vi er sikre på at de ventede mere end 15 min mens de chaufførerne småsnakkede med sig selv. De havde en helt speciel måde at vende vognene på, når de skulle i rigtig kørselsretning. De brugte nemlig en drejescene til at vende vognen med håndkraft! Det så helt fantastisk ud hver gang de gjorde det. Vi fik plads i en vogn helt bagerst indenfor da vi kom med og det blev vi da glade for. Man forestiller sig at man gerne vil sidde på de forreste åbne pladser, men når man så senere sidder i vognen ønsker man nok noget andet. Vi valgte plads indenfor dels fordi det blæste lidt og dels fordi de åbne pladser alligevel ville blive skærmet af folk som skulle stå op på siden af vognen hele turen. På turen kom vi selvfølgelig op og ned af nogen af de samme sindssyge bakker og der strøg tanken “vi dør” da let hen over øjnene hver gang vi kiggede ned og håbede at bremsen på vognen virkede. Og så var det bare at vi tænkte godt det ikke os der stå op på siden af den vogn! Men sjov tur igennem byen med masser af små stop undervejs for at samle folk op eller sætte dem af.

Vi endte på Union Square, som nok er pladsen og gaderne med alle de store fine kædebutikker. Trætte og sultne var planen egentlig at finde noget hurtigt mad og så hjem, men så skete det at vi gik forbi Victorias secret og kom til at gå ind og kigge på alle de finde ting vi skal købe senere på ferien, og lige da vi kommer ud får Svale øje på Louis’ Diner på hjørnet. En ægte 50’er diner midt i SF. Og det blev ret naturligt det sted vi skulle have aftensmad. Burger og millshake som i ægte amerikanske film. Milkshaken smagte fantastisk men maden fik vi ikke klemt meget ned af, nok mest fordi vi var nået til et kritisk stadie af træthed. Portionerne herovre er jo enorme – jeg bestilte en forret, men det der kom ind på tallerkenen kunne have fyldt en voksen mands mave. Fritterne ved siden af var til er hel hold mennesker i stedet for bare mig. Hvordan nogen kan sætte så meget mad til livs er os en gåde.

Dineren lå på hjørnet af “Vores” gade – Sutter st, men bare i den anden ende, så vi besluttede at gå hjem. 10 blokke op og ned af bakker, trætte ben og fødder senere ankom vi til hotellet og gik begge ud som et lys klokken 20.