2016-01-29 16.05.50 HDR KAW

Dag 9 – Solferie for to ved Maekok River (29.01.16)

Vågnede og gik ned til morgenmad kl 9.15 og opdagede at vi var de eneste. De havde ikke engang buffet, men bad os vælge fra morgen menukortet. Forvirringen var at ane i vores ansigter. Dejligt var det dog at få alt maden bragt til os, selvom de ikke lige havde styr på hvor lang tid man var om at spise det forskellige, og kom ind med tallerkener til os i et væld uden at vi havde nået at spise det forrige.

Solen kom lige som vi gik ned til værelset igen. Vi skyndte os derfor at skifte til badetøj og komme op til poolen. Lige som igår var vi de eneste der lå der.

Formiddagen gik med at læse i en bog. Overrasket og stolt blev jeg over Henrik, da han blev færdig med sin første bog længe inden at jeg er kommet ordenligt ind i min. Han læser ikke til daglig, det er noget jeg har tvunget ham til på ferier og jeg synes det er så dejligt at se hans lyst og nydelse ved det.

Solen var stærk og selvfølgelig måtte vi også en tur i vandet (det der super iskolde vand), men det er forbavsende hvor meget det køler en ned bare at stikke tæerne ned i det.

Fik lavet manicure igår, så jeg går og kigger glad ned på mine røde tånegle hele tiden.

Til frokost ville vi egentlig først bare have spist nogen snacks, men besluttede alligevel at gå op til buffeten. Der var vi endnu engang de eneste. Vi spurgte tjenerne hvor mange der var på hotellet i øjeblikket og fik svaret at vi vitterligt var de eneste, som var her lige nu, men at i morgen ville der komme nogen flere. Grinene gik vi i buffeten lavet kun til os og mæskede os i alle de lækre ting. Den stegte kylling og de stegte grøntsager er altså min favorit! Sjovt at se så mange tjenerne rende lige så snart man blinker.

Lige så snart vi havde rejst os gik de også igang som en myretue med at rydde det hele af og sluttede af med et “see you tonight?” til os. Vi lovede at vi nok skulle komme derop og business igang. Havde ellers tænkt at vi skulle prøve at gå ned i byen for at finde en restaurant og spise der, men nu bliver vi ved den gode udsigt.
Eftermiddagen blev brugt ved poolen hvor vi arbejdede på det ‘røde-reje’-koncept. Og kan melde at da klokken slog 17 var missionen lykkedes.

Poolen var også kold til eftermiddag, men der tog vi en lidt længere svømmetur og blev ordenligt kølet ned – så er det så rart når man kommer op og ligger igen.

Mens der stadig var solskin gik vi en tur rundt på området får at tage lidt billeder af omgivelserne. Det er ikke hver dag man bor så smukt og vi skal huske at nyde det mens vi er her.
Det er pludselig gået op for mig at vi allerede har været over en uge afsted og dagene går så hurtigt. Lev i nuet må være mantraet!

Efter et bad til de to røde rejer besluttede vi os for at i aften måtte vi da have en drink. Baren ligger lige ved siden af restauranten og da vi kom derned begyndte tjenerne straks at snakke til hinanden og vi grinede lidt af at de sikkert sagde noget i retningen af “nu kommer de” til hinanden vi overraskede dog ved at svinge til højre ind i baren, som ligger smukt ud til den lille sø som er plantet midt i resortet.
Her forsøgte vi os med at spørge lidt ind til de forskellige drinks, som de havde, da ingen af os er helt velbevandret i er drinkskort. Det var pigerne vist heller ikke og jeg endte med at få deres opskriftsbog, så jeg selv kunne kigge hvad der var i de forskellige drinks.


Aftensolen blev således brugt i selskab med en John Collins (til mig), en Pina Colada (det var til Henrik) og et spil 500. Elsker virkelig at slå min kæreste i det spil. Det handler så meget om at tælle kort, og hvad der er røget ned i bunken. Det har jeg lært af min lille far, og det kommet mig til gode når jeg sidder overfor nogen som ikke kan.

Brian, der er hotelejeren, dukkede op nede ved baren sammen med hans bror, som var på besøg (jeg vil også have familie, som ejer hotel i Thailand), og vi fik os en sludder om dengang han besluttede sig for at lave hotellet og at det område vi er i, for 100 år siden lå på Burma-siden af grænsen. Derudover havde vi set et billede oppe i receptionen, som viste at Top Gear havde været forbi hotellet en gang, og den historie var vi selvfølgelig også nødt til at få.

Brian anbefalede deres burmesiske sektion af menukortet til aftensmad og vi gik derfor ombord i deres samosa-formede forårsruller, hvilket viste sig at være et glimrende valg. Sjovt og lidt sært at være eneste gæster på et hotel.

Til aften havde vi bestilte thaimassage for at afslutte luksusferien med manér. Der kom to søde piger ned på vores værelse kl 20.30, og redte op og æltede vores røde kroppe igennem i lidt over en time. Om muligt tror jeg ikke man kunne blive mere afslappet end på sådan en dag.