2016-01-28 14.32.14 HC

Dag 8 – vi venter på solskin i Maekok (28.01.16)

Skyer på himlen… Vågnede til endnu en omgang gråvejr, både udenfor og efterhånden også inde i mit hoved. Morgenmaden var ok, og indholdt en del flere “western-ting” i forhold til de andre steder vi har boet indtil videre.

Efter morgenmaden besluttede vi at gå en tur ned til Tha Ton, den nærliggende by, og se os om. Vi håbede stadig at se solen i dag, og vi kunne lige så godt tulle lidt rundt og opleve noget, som at sidde på værelset og vente. I receptionen spurgte vi hvor langt der var derned, fordi vi ikke lige umiddelbart kunne se byen omkring os. Da vi var kommet fra flodsiden i går, og stort ikke bevæget os væk fra vores værelse, var dette vores første møde med vejen ind til hotellet. Mae Kok River Village Resort ligger på en lang vej, hvor der ikke er ret meget omkring andet end små boliger lige ud til vejen. Ret meget landevej. Receptionisten fortalte at der var ca. 1 km ind til byen – om hun skulle bestille en taxa eller en songthaew til os – nej tak det lille stykke kunne vi sagtens gå. I Thailand er det nærmest uhørt at gå mere en 100 m, og derfor kiggede damen meget mærkeligt på os, da vi gik op af vejen.

Tøjet for i dag var det samme som de sidste par dage. Mine leggins, bukser, stropbluse, tshirt, to cardigans, min grå uldtrøje og halstørklæde. Så bliver det ikke flottere. Samtidig var mit tøj ved at være så snasket at det faktisk var ret lige meget om støvet dryssede ud over os, da vi gik langs vejkanten, for man kunne næsten ikke se forskel mere. Tilgengæld var mine sko stadig våde efter turen i junglen, så outfittet for dagen blev toppet op af klipklappere med strømper i. Flot.

Vi gik altså langt vejkanten mod byen, og følte os virkelig som en del af det helt helt gængse thailandske liv. Vi kiggede både på små boliger mest i blik og bambus, en Silvan-agtig forretning, og flere små forretninger. I vejkanten ikke ret langt fra hotellet, mødte vi to hundehvalpe, der lå og tumlede rundt. De sødeste små bløde dyr, som bjæffede og peb, og styrtede rundt. De blev så glade da vi bukkede os ned for at nusse med dem, og hoppede op af benene. Forelskede mig lige på stedet den brune pelsede af dem. Den blev helt rolig hver gang jeg løftede den op i armene, og sad bare helt nuttet og kiggede ned på dens ven. I deres leg var det den anden der bestemte, og min lille ven gemte sig meget mellem mine ben, hvor den kunne sidde lidt i helle. De begyndte så at slås lidt for alvor, hvor den sorthvide tydeligvis forsøgte at tryne den lille brune. Det er naturen, men min lille pelsbold hylede simpelthen så højt på et tidspunkt, at vi valgte at skille dem ad. Henrik fangede den sorthvide og tog den op, og skældte den ud for at være en bisse, og jeg puttede imens med min pelsbold og fortalte den at den ikke skulle være bange.

Selvfølgelig kunne jeg være blevet hos dem resten af dagen, men Henrik syntes efter lidt tid at vi skulle videre og se byen. Det var lidt usikkert for os hvornår byen startede, men vi tror nok det var lige før broen. Her begyndte der at være huse i flere rækker, og små hoteller og cafeer dukkede op. Broen var så alle andre flot dekoreret og flankeret af et stort billede af kongen og dronningen. Kunne ikke lade vær med at tænke over hvis vi i Danmark plastrede hele nationen til med et billede af Dronning Magrethe. Pudsigt hvor vilde de er med at se på deres kongefamilie hele tiden.

Lige ved siden af broen kunne vi se et tempel med tilhørende kæmpe hvid buddha – Wat Thaton hed det. Det måtte vi selvfølgelig se og begyndte opstigningen. Tha Ton er vidst bygge lige nedenfor et mindre bjerg, og det kunne vi ellers mærke på vej op. Udsigten blev smukkere henover byen jo længere op vi kom.

Selvfølgelig tog vi et væld af billeder for at kunne huske denne lille bitte landsby også, men det føltes efterhånden lidt kedeligt at tage billeder af hinanden – det var jo det samme tøj vi havde på igen igen igen. Folk kiggede mere på hos her end de havde gjort andre steder. Der var mange skjulte blikke og smil, og for første gang fik vi nok en følelse af ikke rigtig at høre til. Det var jo nok også ret tydeligt at vi bare støvede lidt rundt. De var i gang med lidt renovering og vi så meget tæt på hvordan bambusstilladser ser ud, og hvordan de er fastgjort. Sikkerhed er mere guidelines end egentlige regler i Thailand tror jeg.

På toppen hvor Wat Thaton lå mødte vi masser af unge munke. Der lå åbenbart også et munkekloster, og der skal jeg da lige love for at vi blev gloet på. Udsmykningen omkring templet var flot og mindre prangende end det vi fx så i Chiang Mai, men det passede lige ind i en lille sovende landsby. Buddhaen var kæmpe stor og lyste op i et smukt hvidt skær. Henrik morede sig over at der var blevet lagt en munkedragt i en telefonboks, for som han sagde “i Thailand er Supermand åbenbart munk”.

Neden for bakken fandt vi os en lille kiosk, hvor vi købte en magnum. Det havde vi fortjent efter alt den gåen rundt. Dessert og is var faktisk ikke det vi havde fået mest af indtil videre. Vi kiggede lidt videre på de små butikker og grinede af alt det skrammel de prøver at sælge. Det er tydeligt at der kommer turister til byen en gang imellem, for det kan kun være dem der gider at købe de de havde stående.

Tilbage på hotellet pakkede vi en pose med en masse vasketøj. Uanset om solen valgte at komme frem eller ej, havde vi brug for at få vasket det tøj vi havde levet i de sidste dage – det var alt for snasket efterhånden, og i mellemtiden måtte vi bare pakke os ind i tæpper. Henrik satte sig ud på vores lille terrasse for at læse og jeg krøb ned under både tæpper og dyne. Pludselig kl. 14.30 kaldte Henrik på mig. Jeg lå med ryggen til vinduet, men da jeg vendte mig om kunne jeg se at alle skyerne med ét var væk. Solen var vendt tilbage til os! Ih hvor gik det dog stærkt med at komme ud på græsset. Jeg smed alt overskydende tøj væk, hev et tæppe med og fik os plantet på vores lille græsplet foran vores værelse. Henrik hentede frugt og cookies, som vi havde fået i går af personalet og så grinede vi ellers den næste time. Solen har en nærmest terapeutisk virkning på mig, og ved at mærke strålerne på ansigtet kunne jeg også mærke skyerne lette indvendigt. Det var så dejligt. Hotellet fik også rigtig lov at stråle, og den lille bæk der var blevet anlagt ved vores værelse, så virkelig idyllisk ud.

Sekundet efter at man var blevet rigtig glad igen, fik vi fart på med at skifte til noget badetøj og komme ned til poolen. Vi var jo på solferie på det her hotel, og der er intet bedre sted at ligge og slange sig, end ved en stor blå pool. Når solen brænder bliver man varm, og når man bliver alt for varm, får man lyst til at hoppe direkte ned i vandet. Meeeeen ikke hvis poolen føles som isterninger. Vores pool var noget af det koldeste jeg har oplevet. Henrik prøvede at påstå at det var fordi at så skal den ikke passes lige så meget (og det er sikkert også rigtig nok) – men come on, ingen nyder at hoppe direkte ned i iskoldt vand. Kom dog i efter et meget langt tilløb. Henrik bestilte to øl til os, og så henslængte vi os med hver vores bog indtil solens sidste stråler hang meget lavt over himlen kl. 18.

Vi spiste på restauranten om aftenen hvor vi fik super lækker thaimad med forårsruller til forret. Der var lidt mere affolket end aftenen før, og vinden blæste stadig noget meget, så vi sad der ikke så længe.

Bestemte mig for at få en pedicure til aften, som jeg bestilte i receptionen. Konceptet på dette hotel var at alle behandlinger foregik på folk værelser, hvorfor vi ikke lang tid efter fik besøg af to piger, hvoraf den ene vist mest var med for selskabets skyld, som ordnede mine fødder for den nette sum af 400 baht (80 kr.). Det var noget dyrere her end i Chiang Mai, men hotelpriser afspejler heller aldrig markedspris. Det var stadig billigt! Da de var gået lå vi og sludrede lidt inden vi faldt i søvn.