2016-01-26 15.37.44 - IMG_0495

Dag 6 – En dag i “My Dream” (26.01.16)

Når naturen viser sig fra uventede sider og hvordan man klarer regnvejr og kulde i Thailand.

Vågnede og hørte regnen tromme udenfor. Det var så koldt, at jeg næsten nægtede at forlade det varme tæppe. Egentlig skulle vi ud og ride på elefanter kl. 9, men kunne godt fornemme, at med regnen blev planen nok ændret. Henrik tog sig sammen og gik over for at høre Nan hvad der skulle ske i dag. Vi kunne høre at franskmændene er oppe og taler med Nan. Henrik kom  over igen og fortalte at planen var udskudt til kl. 10, for at se om det ikke skulle stoppe med at regne. Ønsketænkning!

Kl. 9.45 fik jeg lullet mig op og trukket endnu mere tøj over hovedet, og gik over for at se på noget morgenmad. Nan og hans kone var ligesom igår i godt humør, og Nan gik rundt og sang imens han passer på et bål han har tændt i en udhulet træstamme – sådan laver man bål indenfor når regnen ikke tillader andet. Med et smil på læben fortalte han at vi desværre nok ikke kunne komme ud til elefanterne eller på bambusrafting, da det er alt for glat og vandt er lidt for vildt. Han ville i stedet køre os rundt i sin store firhjulstrækker sammen med franskmændene og vise os området. “Im a good driver” annoncerede han, og så var det ligesom besluttet. Tidspunkter er relative i en lille junglelejr og kl. 11.30 trillede vi ud af vores midlertidige hjem – mig med både regnslag på og et af tæpperne fra hytten omkring mig. Nan’s kone kom løbende med et væld af paraplyer til os, som viste sig ret nyttige i løbet af dagen.

Først skulle vi besøge Akha Tribe – Akha betyder bjerg, hvor vi skulle se deres måde at leve på. Turen rundt i landskabet var flot og ’spændende’ på den måde at bilen sgu skred lidt ud en hel del gange, og Nan i den grad fik brugt hans firhjulstræk til at hjælpe os op af de meget glatte veje. Det hele er jo lavet af jord og sten, og det hænger altså meget lidt sammen, når det hele bliver vådt. Akha’erne bygger deres huse på pæle. Jeg tænker det er fordi de føler sig mere sikre i regnsæsonen på at deres huse ikke bliver helt fyldt med vand. Vi besøgte forskellige huse og så hvordan de levede, og smilede pænt til alle folkene. Nan fortalte at i deres kultur flytter kvinden til mandens by. Her bygger de et lille hus når de bliver gift tæt på hans forældre, uden noget andet end et soveværelse. Resten af dagens bruges i forældrenes hus, hvor de også spiser. Først efter de har været gift i 8 år, bygger de et større hus til dem selv. Nan fortalte at i stedet for at tage til Bangkok og studere, ligesom de andre unge fra hans stamme, så havde Nan en plan om at blive turistguide i Nordthailand. Han havde gennemtænkt at hvis han lærte de forskellige stammer at kende, lærte deres sprog og levevis, så kunne han tage turister med som venner til landsbyerne og på den måde bevare kulturen i stedet for at turister invadere hele landet. Han har derfor boet i de forskellige stammer, og er nu ven med alle. Det føltes rart at gå rundt sammen med ham og vi var velkommen alle steder. Folk smilede og Nan havde en kommentar og et grin til alle. Mange gav han også penge når han mødte dem, og fortalte at han vidste de havde brug for det, og derfor hjalp han dem. I Akha mødte vi blandt andet den kvinde, som Nan havde boet hos. Hun sad udenfor ved et ildsted og prøvede at få gang i noget mad. Vi gik selvfølgelig tættere på, og lige pludselig kan jeg se en lille hundehvalp, som ligger tæt på af bålet og prøver at få varmen. Naturligt var jeg jo nødt til at sige hej til den, og det var meget svært at slippe igen, da det lille væsen først var kommet op i mine arme.

Hunde får generelt lov at løbe meget frit omkring i Thailand. De bruges som vagthunde, der kan passe på huset og på husets ejere. Tit så vi dem ligge langs vejkanten og dase, og det er altså op til dem selv at sørge for ikke at blive kørt ned. Jeg tænkte jo nok at de har et andet forhold til dyr i Thailand, men det skær mit dyrelelskende hjerte, at de ikke passer mere på dem end de gør.

I landsbyerne, fortalte Nan, bliver mand og kvinde sammen hele livet. Det er meget sjældent at der er skilsmisser. Som Nan fortalte: “Vi bor sammen som familier. Selvfølgelig kan jeg godt blive sur på min kone, og hun kan blive sur på mig, men vi bor sammen. Det gør at børnene både har en mor og far at se op til, og det styrker familien og børnenes opvækst at have begge forædre under samme tag”. Smukt! Dette gælder for alle stammerne i Nordthailand. Forskellen kommer i at i fx Akha og i de kinesiske stammer må en man godt tage flere koner, hvis den første kone ikke er i stand til at give ham en søn. Dette gælder dig ikke for Karen stammen, som hvor en mand kun må have en kone.

I et af husene vi besøgte, så vi at sovepladserne var opdelt med en væg i midten. Nan fortalte at mænd og kvinder sover på hver sin side af væggen. Skulle der komme en dreng for at tale med deres datter, så kan de snakke sammen på moderens side, så ser faderen ikke hvis datteren rødmer. På samme måde kan mændene uforstyrret tale sammen på faderens side, hvis han har besøg. Skulle far og mor få lyst til at hygge sig i løbet af natten, bruger faderen en pind til at stikke igennem væggen (som er lavet af meget tynde pinde), og prikke til moderen. Hvis hun også har lyst kan hun give en god lyd fra sig. Når alle børn sover, mødes de så på enten moderens eller faderens side. Meget spøjst koncept.

Næste stop var Karen Tribe – Karen betyder folk, som er samme slags stamme som Nan er fra. Nan kommer dog fra Chiang Mai-området men er flyttet til Chiang Rai-området, hvor hans kone er fra. Stammen vi besøgte var en af Nan’s venners. Vennen fungerer som guide for Nan, når der er mange gæster. Her så vi ligeledes hvordan de bor, og sad sammen med familien i 4 generationer og varmede os ved deres bål, mens Nan forberedte frokost til os. I Karen må en mand kun have en kone, hvilket Nan og hans ven jokede meget med. Stammerne er ikke rige, men deres rigdom findes i naturen, i deres dyr og deres afgrøder, som de dyrker. De er utrolig øko-venlige, fordi de jo slet ikke kender til alle de sprøjtemidler, som alle andre bruger. Og nok lige præcis derfor smagte vi til frokost den sødeste ananas i hele mit liv. Frisk plukket, uden at have ligget i kølebokse og være flere dage undervejs. Den havde fået lov at hænge på træet og modne til den var helt færdig. Det var en guddommelig smag!

Frokosten blev indtaget på gulvet i et af husene, hvor vi sad rundt om et lille bord. Her fik vi først en nudelsuppe med kylling, som smagte fantastisk og varmede vores kolde kroppe. Så kom Nan ud med en kæmpe skål fyldt med blandet grøntsager og en tallerken toppet med stegt kylling og en portion ris til os hver. Det var så godt og vi fik i den grad fyldt vores maver med den lækreste mad. Jeg kunne godt vænne mig til at spise så mange grøntsager hele tiden (hvis bare det ikke tog så lang tid at skære det ud!!), især blomkålen havde en friskhed over sig, som den bestemt ikke har i Danmark.

Efter frokost gik vi lidt op af gaden og så nogen af de familiers huse i landsbyen. Vi mødte en meget gammel dame, som ingen tænder havde i munden, som var halvt så høj som mig. Hun smilede stort til os og Nan, og vi fik nusset hendes hund godt og grundig efter at vi lige havde overtalt den til at vi var ret flinke. Så fulgte den os hele vejen ned til vores bil.

Turen gik videre ud for at se Huey Kaew Waterfall, som er placeret rimelig meget midt inde i junglen. Vi stoppede ved en stor bakke, hvor der var en te-plantage, som de kinesiske stammer står for at dyrke. Jeg har aldrig tænkt over hvordan te bliver lavet, men det kunne jeg nu få af se. Det er små grønne buske, som er plantet på lange rækker, og hver 2-3 måneder kan stammerne hive de små skud af, som skal tørrer og kan derefter bruges til te. Det så ret smukt ud at buskene stod der række på række op af bakken.

Vi anede ikke rigtig hvor langt vi skulle op og ind i skoven for at se det her vandfald, og Nan er ikke lige typen af rejseleder, som udspecificere planen. Han fortalte bare at vi skulle op af bakken og så lidt længere ind. “Not long” var svaret hele tiden. Michel, den franske mand, valgte at vente på os på te-bakken, mens vi andre gik videre ind i junglen. Først gik det fint med at gå, men jo længere ind vi kom, jo mere ujævnt blev terrænet. I regnvejret var der meget mudret og glat, og vi skulle hele tiden se os for hvor vi gik. Nan stoppede på et tidspunkt for at vise os en bålplads. Her fortalte han at hunde altid var med når man overnattede i junglen, for de var gode til at give lyd hvis fx en tiger kom forbi. En tiger siger du?! Blev lidt forvirret, hvorefter Nan griner og siger at der selvfølgelig ikke er tigre i skoven mere, men i gamle dage. Kommunikationen kan altså godt briste nogen gange, når ingen af os taler sammen på vores modersmål 😀

Vi kom ellers ud på lidt af en trekkingtur i junglen – terrænet blev mere og mere fyldt med kæmpe sten, som man enten skulle udenom eller henover. Med mine korte ben måtte jeg have hjælp mere end en gang af Henrik for at komme videre – men jeg tror han NØD at være den store stærke kæreste, der kunne opmuntre mig til at komme videre. Nan var ret flink til at tage vores kamera og tage en masse billeder af os på vej i junglen i vores (i hvert fald mit) grimme tøj, våde og lettere beskidte. Jeg havde ikke rigtig taget nogen sko med til vådt og mudret vejr, og gik derfor i et par sko, som jeg har købt for 200 kr. i en eller anden billig butik. Ren gummi og lærredsstof – og bestemt ikke tænkt til junglen i Thailand. Ikke desto mindre bestod mine sko af så tilbas meget gummi, at da vi nåede frem til vandfaldet, havde jeg endnu ikke rigtig fået våde fødder, på trods af at mine sko var brune af mudder. Så kan I lære det dyre trekkingsko :)

Da lyden af vandfaldet endelig nåede vores øre ca 1.5 km inde i junglen jublede vi indvendig og jeg var ret stolt af mig selv over at det ikke var gået mere galt på vej derind. På noget af strækningen gik man trods alt på en sti som ikke var meget mere end et par fødder bred, og skoven fortsatte altså direkte ned. Lidt som at gå på kanten af et bjerg og kunne kigge lige ned i dybet.

Ved vandfaldet var det bygget en bro af bambus, så man kunne komme helt ud og stå midt foran det store vandfald. Jeg er nu glad for at det først er efterfølgende på billederne, at jeg har opdaget at broen ikke rigtig står fast på noget and en siden af en kæmpe sten, for det kunne man jo godt være blevet urolig for derude. Det var vi ikke, vi bekymrede os kun om at komme over den lidt glatte bro og over og se på det exceptionelt smukke vilde vand. Det var smukt – meget smukt! Også selvom der står to tosser i forgrunden, som burde redigeres ud. I hvert fald mig. Her brugte vi adskillelige minutter på at tage et væld af billeder i forskellige konstellationer. Nan fortalte at i godt vejr kunne man selvfølgelig sagtens bade der, men vandet var alt for grumset i dag til det.

Turen ned gik en anden vej end den vi gik op, men dog ikke mindre ujævnt. Der var flere steder, hvor jeg måtte sætte mig ned på stenene for at nå ned til næste trin, og jeg spekulerede sådan over hvad det dog var for et sted vi havde rodet os ud i. Nogen gange skal man bare springe ud i det og gøre alt det man normalt ikke ville. Jeg er IKKE backpackertypen, og nyder derfor heller ikke at få mudder under armene, men denne oplevelse er faktisk en af dem der står aller klarest for mig fra vores tur. Vi gav slip og stolede på Nan en hel dag – det gav pote i form af smuk natur og et unikt indblik i almindelige thailænderes liv. Oplevelser er mere værd en noget andet for mig, og denne sidder helt inde i kroppen på mig. Jeg føler at vi har fået en unik bid af Thailand med os hjem, og selvom mange før os og mange efter os sikkert vil tage samme tur til vandfaldet, så er det som om at det kun er os der har stået der og set dette smukke vand og de grønne bambustræer.

På vej ned gik Nan pludselig af stien, hev sin lille kniv frem og begyndte at skære i et bambustræ. Først anede jeg ikke hvad manden lavede, men tænkte så at han måske var ved at skære nogen vandrestokke til os. Jeg spurgte ham og svaret lød noget i nærheden har “cups”, som jeg ikke kunne få til at passe med noget. Nan har sin egen dagsorden, og vi fulgte ligesom bare med. Da han kom ud, havde han en meget lang bambusstamme på nakken og fortalte så at han ville lave kopper og vaser til os ud af bambus’en.

Michel ventede på os nede ved bilen, hvor Nan fandt sin store machete frem og hakkede bambus’en i nogen mindre stykker, så den kunne være i bilen. Tænk engang at han fandt på at han ville give os noget helt unikt fra skoven. Våde og beskidte satte vi os ind i bilen og kørte videre til næste stop for dagen – den kinesiske stamme.

De kinesere som bor i Nordthailand er flygtninge fra Kina, fordi de ikke kunne enes med den kinesiske regering. Derfor har Thailand givet dem lov til at bosætte sig her. Modsat Akha og Karen bor de fladt i huse lavet af beton. Reglen er at man ikke må have sko på indenfor, så alle deres sko flyder ude foran. Kinesere må gerne have flere koner, men første kone sover til højre. Vi mødte et par damer, som netop var gift med den samme mand. De sad og sludrede mens til var i gang med at lave noget mad. Man kunne godt se at stilen i denne landsby var meget anderledes end de andre. Nan kunne heller ikke snakke deres sprog, men han sagde at nogen af gloserne minder meget om Lahu-sprog, som han så brugte sammen med hans store smil.

Sidste stop for dagen viste sig at vore et Hot Spring. Nan havde godt nok nævnt for som morgenen at vi skulle ud og bade, og vi havde pakket badetøj, men havde alligevel været lidt forvirret over det. Det fattede vi nu, hvor vi holdt ind ved et Hot Springs sted. Der er masser af varme kilder, og her havde de bygget små huse, med et stort badekar, hvor man kunne sidde i det lækreste mineralvand og hygge sig. Nan købte et rum til hver af os (et til franskmændene og et til os), og gav os 40 min til at nyde livet lidt. Jeg er fan af afslapning og varme, og det var dejligt at sidde der og sumpe. Efterfølgende var det knap så rart at tage sit beskidte tøj på igen og sine på nuværende tidspunkt lettere våde sko og strømper.

Hjemme på My Dream Guesthouse lavede Nan bål i madhuset til os, hvor Henrik og jeg straks gik i gang med at tørrer sko over ilden. Det var noget af en proces. Nans kone lavede noget lækker mad til os, og Henrik opdagede det universielle sprog “Beer”, og ham og Michel fik sig et par øl. Vi brugte aftenen sammen med franskmændene, hvor vi forsøgte at snakke sammen, bruge en masse fagter og grine ret meget over vores manglende kundskaber. Dog nåede vi så langt at høre at de to var pensionister og på rejse i 45 dage i Thailand. De viste os deres rejseplan på et kort, og vi delte lidt oplevelser. De skulle til Chiang Mai til sidst, og jeg prøvede så godt jeg kunne at fortælle om nogen af de templer de burde se. Annie fortalte så om det hvide tempel i Chiang Rai, som jeg godt kunne tænke mig at se.

Klokken 21.45 trak vi os tilbage til værelset og faldt ret så hurtigt i søvn, oven på en meget begivenhedsrig dag.