2016-01-26 8.23.40 - IMG_0407

Dag 5 – Med bus til Chiang Rai og turen til My Dream Guesthouse (25.01.16)

I dag skulle vi tjekke ud fra Banthai Village og starte vores rundrejse ud af Chiang Mai. Da bussen gik fra stationen kl. 10.15 gik vi ned for at spise morgenmad omkring kl. 8. Der ventede os noget af en overraskelse ude for an vores dør. Temperaturen var droppet omkring 15 grader, og verden føltes pludselig frysende kold. Af personalet fik vi af vide at det var en koldfront fra Kina, som kom ind over bjergene. Jeg kan da lige love for at jeg fik taget noget tøj på med det samme. De snakkede om at i Bangkok var det endnu værre end i Chiang Mai, og jeg fik da vist rynket brynene et par gange over morgenmaden.

Turen gik derefter i lidt vådt vejr med en songthaew til busstationen, hvor vi skulle have en VIP lukusbus til Chiang Rai. Thailænderne er dælme sjove – på vej i vores songthaew så vi ind til flere køre på scooter med opslået paraply?! Jeg tænker det må være super svært at holde balancen, for ikke at tale om sikkerheden , men thailænderne er jo vokset op med scootere på samme måde som danskere er født til at cykle.

Der var mange mennesker på busstationen og alle stod ret tæt pakket for at holde varmen. Til Thailands forsvar plejer der jo generelt at være super varmt alle steder, og derfor var det meste af stationen ret åben – det faldt så ret uheldigt ud for os, fordi der så ikke var noget ly for kulden og vinden nogen steder. På billetten stor der at vi skulle være der et kvarter før bussen afgik, hvilket vil sige at vi skulle være der klokken 10. Da klokken var 10.15 var der ikke kommet nogen bus endnu, og der var efterhånden mange mennesker, som stod og ventede. Det viste sig at vi var hele to grupper, for lidt efter dukkede der to forskellige busser op, som kørte til Chiang Rai. Den første vi kiggede ind i virkede ikke særlig VIP, og vi begyndte at undre os over standarden. Det var en almindelig bus, med helt almindelige sæder, men altså fint nok til en 3 timers tur. Lidt efter dukkede der et ordenligt monstrum op, som virkede langt mere high-tech, som mere faldt ind under VIP. Det var vores bus! Først stod alle os der skulle med lidt og gloede på personalet, som stod og gloede tilbage på os. Det viste sig at vi ventede på den særlige baggagemand, som skulle pakke bussen. Vi afleverede vores kufferter og fik et par sedler, som kvittering og satte os op i bussen. Her var store bløde sæder, hvor både ryglæn kunne slås ned og fodskammel kunne hejses (hvis bare det var sådan et fly var indrettet også). Bussen blev hurtigt fyldt op, og så sad vi ellers og ventede. Den thailandske ineffektivitet var trådt i værks. Det var nemlig kun den særlige baggagemand, som måtte hælde kufferter ind i bussens mave, og dette blev aldeles først gjort efter at han havde fået givet alle passagerer deres kvittering på baggage. Her kunne logikken være at vi selv lige lempede vores egendele ind i hullet, men servicen skulle jo være der. Planlagt afgang kl. 10.15 blev således til 10.38.

Lige så snart vi var trillet ud fra busstationen kom servicepigen rundt med både vand og en lille muffin/kanelkringle til alle, den service havde vi ikke lige regnet med, men de går meget op i at servere noget, når man bliver transporteret (selv på den 50 mins flytur fra Bangkok til Chiang Mai fik vi mad). Desværre var det super koldt i bussen, og meget hurtigt begyndte vi alle at pakke os ind i så meget tøj, som vi havde. Efter en time rejste Henrik sig og bankede på til forsædet for at spørge om man mon kunne skrue op for varmen. Det mente hverken servicepigen eller chaufføren kunne lade sig gøre, men pegede ivrigt på at temperaturen i bussen var 16 grader og udenfor var den på 8 grader, så vi havde det jo godt. Hmm…….

Vi ankom til den nye busstation i Chiang Rai kl. 13.30 helt kolde. 16 grader er altså koldt at sidde i på en 3 timers tur – og selvom turen var smuk, fik vi vist ikke nydt så meget af den, som vi kunne. På stationen stod der en smilende pige, med et skilt hvor mit navn stod på. Vi havde regnet med at blive hentet af Nan, som ejer My Dream Guesthouse, hvor vi skulle bo, men hun virkede sød, og fortalte os at vi skulle hen til en taxa. Hun selv ville køre på scooter efter os. Senere fandt vi ud af at det var Nan’s svigerinde (navnet fik jeg desværre aldrig fat i). Ind i en taxa med os, hvor der heller ikke var nogen varme (desværre). Vi var spændte på hvor vi skulle hen, og hvordan det ville se ud. Jeg havde læst på vores papirer at vi skulle ud og sejle med en longtail-båd, hvilket havde været skønt på en solskinsdag, men jeg må indrømme at jeg havde tænkt at det nok var droppet grundet det relativt dårlige vejr. Det var det så ikke… Taxaen stoppede ved en ret primitiv bådebro, hvor de lige havde lavet en tømmerflåde af bambus, der blev holdt fast til kajen. Der lå en longtail-båd og ventede på os, og Nan’s svigerinde stod parat til at vise os ned i båden. Om hun skulle med? Nej hun kørte på sin scooter til vores Guesthouse.

To dumme danskere på tur fik vi omdøbt os selv til de næste dage. Thailænderne vil så gerne gøre turisterne glade, og det turisterne har bestilt skal de selvfølgelig få. Og i dette tilfælde vil det sige ca. 1 time i kulde og blæst op af Kok River. Tak for det Thailand :) Det er jo vældig pænt af dem, men her kunne den sunde fornuft måske spille ind, og nogen kunne tænke “det er for koldt til at sejle på floden, vi henter dem sgu i bil i stedet”. Det gjorde de ikke. Svigerinden vinkede pænt farve til os, mens vi steg noget usikkert ned båden. Det var vores første møde med en longtail-båd, og stabilitet har aldrig været min stærke side, når jeg skal ned i både. Man sidder nærmest på gulvet i de både på små aflange puder. Vores sejler gav os et par redningsveste, som vi kunne slå om os for at skærme for vinden (han synes sikkert at vi var tossede, at vi ville op af floden i det vejr). Så gik det ellers igennem vandet i høj fart. Landskabet overvældede os og ca. de første 15 min kunne vi fordybe os i bjergene, træerne og de små landsbyer, som lå undervejs. Derefter blev det bare koldt. Vi sad så tæt, som vi overhoved kunne, og kiggede forventningsfuldt hver gang vi nåede til et nyt hus og en ny trappe op af floden.

Lige pludselig sagnede vores sejler farten og stødte på grund ved en lille bitte strand. “My Dream” sagde han. Undringen var stor. Vi hoppede ikke ret elegant af båden og Henrik og sejleren fik  fællesskab taskerne ind på stranden. Her stod vi og kiggede lidt, og så så en trappe, som vi kunne gå op af, hvor der så dukkede en masse små huse op. Vi kom baksende op af trappen og mod os kom en lille dame, der smilede og sagde en masse ting på thailansk. Vi forstod ikke et ord, og jeg forsøgte på engelsk at spørge om Nan måske var der. “Nan” siger hun og lyser på. Hun går lidt forbi os, og fører os hen til et første hus vi ser, peger op og smiler. Vi gættede at det nok var der vi skulle bo. Frysende kolde skyndte vi os ind med alle vores ting og som om at hjernen ikke kunne tænke på andet kastede vi os nærmest ned under det store tæppe, der lå på sengen, krøb meget tæt sammen og forsøgte at få varmen. Det er længe siden jeg har været kold helt ind til knoglerne, og jeg kan fortælle at det overhoved ikke er nogen rar følelse. Her lå vi en time uden rigtig at mærke forskel, andet end at vi måske døsede lidt hen. Vi besluttede at vi nok hellere måtte gå over og tjekke ind og sige rigtig hej. Jeg slog det store sengetæppe omkring mig og så åbnede vi døren til verden igen. Vores intuition sagde os at det store åbne hus lige ved siden af vores lille, nok var et godt sted at starte. Derovre kiggede vi os omkring og på regnen, som igen var begyndte. Svigerinden fra tidligere dukkede op, og tilbød at vi kunne tage kaffe/te/kakao fra kanden, og viste os at vi bare skulle skrive ned i en lille bog, hvad vi tog og så blev der afregnet når vi tog derfra.

Lidt efter kom Nan smilende ind fra køkkenet. Han smiler til mig, og siger at det tæppe er alt for stort at gå rundt med, og beder hans kone om at finde et par tæpper til os. Vi forklarer at vi fryser ret meget efter den lange tur, hvorefter Nan lyser op i et endnu større smil og udbryder “You cold, I will make a fire for you, don’t worry” – well det var ret svært at bibeholde sine sure træk, når man står overfor en mand, der overhoved ikke kan blive påvirket af noget.

Vi går over i hytten med det store tæppe, og finder de regnslag frem, som vi i et vildt øjeblik lige havde indkøbt i Chiang Rai – de viste sig at være alle de 2 kroner værd de næste dage. Nan laver i mellemtiden et stort bål nede ved stranden, hvor der også står en stor bænk af bambus, så man kan sidde ned ved ilden. Det gav for første gang varmen den dag, og det var en fantastisk følelse! Vi hører stemmer oppe fra det store hus, og ser et ældre par på vej ned af trappen mod os. Michel og Annie var fra Frankrig, og de næste par dage morede vi os med at prøve på at tale sammen. De kunne ca. 5 ord engelsk og jeg måtte virkelig grave for at finde noget som helst af mit gymnasie-franske frem. Sol, regn, bål, ordet mad, øl og Nan blev flittigt brugt. Man kan komme langt med håndtegn og lidt pinlig fnisen. Derudover var der 3 schweizere + deres thailandske guide, som vi ikke snakkede ret meget meget. Alle andre snakkede dog fransk, så vi følte os noget udenfor til tider. Til vores held snakkede Nan dog kun engelsk, og talte det til alle som om de forstod alt hvad han sagde. Der havde vi en åbenlys fordel, og vi kom derfor til at snakke mere med Nan end de andre.

Efter at have siddet ved bålet i noget tid blev vi kaldt op, fordi de var begyndt at lave aftensmad til schweizerne. Vi var ret nye i konceptet, men fandt hurtigt “menukortet”, og fik spurgt om Nan’s kone ville lave et par retter til os. Det var simpel thailandsk mad med et udvalg af rettet hvor ingredienserne var nudler/ris, grøntsager og gris/kylling. Så kunne retterne differentieres på hvilke krydderier, som blev brugt. Needless to say smagte det fantastisk! Man kunne have troet at priserne var skyhøje på sådan et sted, hvor der ikke rigtig var andre valgmuligheder, men her kunne man glædes over at en ret kostede omkring 50 baht, hvilket svarer til omkring 10 kr. Latterligt billigt og ubeskriveligt velsmagende. Drikkevarerne forsynede vi os selv med fra køleskabet og skrev ned i bogen hvad vi konsumerede.

Nan fortalte til aften hvad vores tur i morgen gik ud på, men nævnte samtidig at der var lidt usikkerhed, fordi vejret ikke rigtig artede sig. Det ville han lige beslutte i morgen hvad der skulle ske. Vi smilede bare trætte, endelig nogenlunde varme og mætte. Kl. 19.30 takkede vi for aftenen og gik over i hytten med endnu et ekstra stort sengetæppe for at lune os lidt under dynen, og der faldt vi i søvn med det samme.

One thought on “Dag 5 – Med bus til Chiang Rai og turen til My Dream Guesthouse (25.01.16)

  1. Hej, flot billede og flot udsigt. Jeg håber jeg en dag får muligheden for at tage dertil, iøvrigt en god artikel og nyttige imformationer. Hav en god dag, og fortsæt med at rejse.

Comments are closed.