Elephant Jungle Sancturary

Dag 3 – besøg hos Elephant Jungle Sancturary (23.01.16)

I dag var en af de tidlige. Vi havde sat uret til kl. 7, fordi vi skulle på udflugt for at besøge nogen store grå væsner. Jeg havde ikke sovet så godt om natten, så jeg var stadig ør i hovedet, da vi blev hentet på hotellet af en gående chauffør. Vi forstod først nede på den store gade, at det ikke ville have givet mening for ham at køre bil til os, for samlingspunktet for alle dem der skulle med, var lige rundt om hjørnet.
Vi skulle med en songthaew-lignende pickup truck sammen med tre amerikanske piger mod Elephant Jungle Sancturary, hvor vi skulle tilbringe en hel dag sammen med elefanter.

Vores chauffør havde enten meget travlt, eller også glemte han lidt at vi var med. Han kørte i hvert fald pokkers stærkt hele vejen, hvilket gav alle mand ombord mærkelige fornemmelser i kroppen. Vi åndede lettet op, da vi et kort sekund stoppede for at samle en portugisisk dame op, men pitstop var ikke nok til helt at få styr på rundforvirringen indvendig.

Efter en time holdt vi pause ved et lille marked langs vejen. Her fandt jeg måske Thailands mest uhumske toilet, hvor jeg med nød og næppe fik tisset af. Det er sådan at langt de fleste steder har toiletterne intet papir. Der er derimod en mini-bruser, som man kan benytte til lige at spule sig med. Meget mærkelig fornemmelse, men jeg kan godt se det praktiske i det. Dog er det ikke rart at gøre det på alt for sære toiletter.

Spurgte chaufføren om alle de forskellige trucks med mennesker bagi, skulle til elefanterne, hvortil svaret var “40min”. Ikke fordi mine kommunikations-skills er helt gode for tiden.

Herefter kørte vi videre i 40 min i fuld fart op og ned af bjerge og rundt i sving. Det var virkelig den thailandske måde at blive fragtet på. Vi skulle jo selvfølgelig ind i skoven/junglen for at komme til elefanterne. Her gjalt samme fartregler, og der var det vist godt at vi ikke rigtig kunne kigge ud for at se hvordan vejen snoede sig samt hvor lidt af den der i virkeligheden var til hver side.

Fremme vaklede vi ud og smask-forelskede os ved første syn på elefanterne.

Stedet bliver kørt af en flok unge gutter, som er dem der passer på elefanterne hver dag. Vi blev allerførst vist ind i et stort overdække lavet af bambus (yes både pæle, gulv og tag). Her fik vi en trøje på en et væld af farver. Er reelt ikke sikker på hvad trøjen gjorde, men så var vi da farverige at kigge på. Så fortalte en af gutterne om elefanterne og deres liv i campen. Det et en familie med bedstemor som patriark, to børn (en dreng og en pige), pigens unge og en adoptiv søn fra en elefant som desværre gik bort. Meget harmonisk og kærlig familie. Der blev også fortalt at det er forbudt at ride på elefanter i deres camps, da det ikke er særlig godt for dem. De får meget hævet ryg. Bedstemor-elefant blev i sit yngre liv brugt til at blive reddet på, og da hun blev reddet og kom til campen måtte de bruge en god del tid på at lære hende at mennesker godt kunne være flinke.

Så fik vi stukket en stor stak bananer i hånden og fik af vide at kodeordet til at få elefanterne til at løfte snablen var “Bong”. Så kunne man give bananen direkte ind i munden. Øhm what?! Som i at jeg skulle kunne fodre en elefant direkte fra min hånd til dens mund? Det skulle nok blive en interessant dag.

Ned af den stejle bakke med os og stå klar til elefanterne, som så tilgengæld kom dundrende, fordi de åbenbart vidste at når alle de farverige mennesker kommer, sp betyder det mad. Lidt skræmmende at så stort et dyr kommer løbende imod én.

Den første elefant, der kom hen til mig var ret så snu, og mens jeg havde en enkelt banan i den ene hånd og sagde “Bong” til den, løftede den kort snablen og lod den så suse efter den kæmpe klase af bananer jeg gemte i den anden hånd.

Den fik lige snoet snablen omkring og væk var de fra mine hænder, og tilbage stod jeg med den ene banan. Jeg skal hilse og sige at sådanne nogen snabler er virkelig stærke, og jeg følte ikke lige for at give elefanten en reprimande. Henrik var så rigtig sød og gav mig nogen af hans bananer.

Bagefter fik vi også lov at fodre dem med sukkerrør, som de i øvrigt også elskede.

Det var vildt at være så tæt på elefanterne uden at der stod nogen ved siden af rigtigt. De var selvfølgelig i nærheden, men vi måtte gå hen og rundt som vi ville. Elefanter føles meget hårde og ru at røre ved og så har de ufattelig mange hår, som man slet ikke ser langt væk.

Vi kunne helt simpelt gå rundt og kramme dem som vi ville, og efterfølgende er det vildt at tænke på at man helt stille og roligt har stået og lænet sig op af en snabel.

Efter fodring skulle elefanterne selvfølgelig have noget at drikke. Ned til floden med os alle, hvor vi længe stod og “hyggede” med elefanterne. Der var også god mulighed for at tage en masse billeder. De havde en fotograf fra dem med, som ville lægge alle billeder på facebook. Her blev Henrik også udvalgt til at hente majsplanter til elefanterne, som de kunne spise nede ved floden. Det var lidt sejt at se ham komme gående med en stor bunke over skulderen og så svinge det hen til de store grå væsener.

Herefter fulgte lidt motion til elefanterne, som bestod af en tur ned af floden for os alle. De gik hurtigere end os, så vi lignede nok lidt en dum flok, som kom luntende efter de store grå.

Så var der pause for alle, hvor vi skulle have frokost. I et lille sparsomt køkken, havde de fået en meget lille dame til at lave vegetarfrokost til os. Smagte virkelig godt. Vi sad bare rundt om på gulvet i det lille overdække og spiste. Bagefter kunne vi lægge os på ryggen og slappe lidt af, mens vi kiggede på elefanterne, der stod lidt oppe af bakken i skyggen.

Elefantpasserne kom ud med ingredienser til en mikstur de kalde medicin for elefanterne. Det var en miks af noget korn tror jeg, noget rosinlignende noget og så bananer. De ville gerne have os til at hjælpe med at lave bolde af det, men jeg afstod fra de smadrede bananer, det var lidt for ulækkert.

Efter pausen var det tid til elefanternes yndlingsdel. Mudderbad. Der var et stort vandhul, hvor de alle løb hen. Så skulle vi med ned i mudderet for at give elefanterne en ordentlig skrubber. For mig var der to problemer: 1. jeg bryder mig ikke om mudder og følelsen af at træde ned i det var SÅ mærkelig og 2. nogen af elefantpasserne synes åbenbart at det var tiden at have en mudderkastningskamp med hinanden, hvor de brugte os gæster som skjold.

Det hele blev lidt for vildt, og det var egentlig synd, for elefanterne stod eller lå relativt roligt, så der var masser af mulighed for at interagere med dem – hvis man altså var villig til at få kastet mudder i nakken.

Hele seancen stoppede først da den gode fortæller-gut bad dem om at stoppe, fordi han vist nok kunne se på en del af os at vi holdt os meget i baggrunden.

Lige pludselig rejste elefanterne sig dog op og tonsede ned mod floden. Tænker at det var en helt naturlig del af dagens ritual, at de selv vidste hvornår de skulle videre. Vi andre forsøgte at følge med ned til det lille vandfald og her var der bedre mulighed for at komme med i vandet og vaske de store grå og sin egen hvide krop. Og hvor elefanterne nød det! Man kunne næsten se dem grine over hele ansigtet når vi hældte vand ud over dem. De lagde sig ned og forsøgte at mase sig endnu længere ned under vandet, så det til sidst kun var snablen, som var synlig. Baby-elefanten kastede sig over sin familie og svingede glad med snablen, så alle blev våde. Der var kort sagt ret meget lykke lige der!

Efter det store vandpjask fik vi fortalt lidt om at kongefamilien de sidste par år er begyndt at støtte alle disse sancturary-projekter, og at de godt kan se det gode i at pleje elefanterne i stedet for som ridedyr. Og det er dem der passer elefanterne hver dag jo temmelig glade for.

Alle elefanterne var forsvundet op til det sted hvor vi mødte dem første gang om morgenen, og her fik vi mulighed for at klappe dem lidt igen og sige farvel til dem. Jeg kom til at holde meget af bedstemor-elefanten, måske mest fordi hun var så utrolig rolig og man kunne få lov at stå længe ved siden af hende uden at hun flyttede sig ret meget.

Det rigtig sjove er at når man har bomlet igennem skoven for at komme ned til elefanterne, så skal man naturligvis også tilbage. Hurra for os…! Jeg behøver vel ikke fortælle dybdegående om køresyge, varme og ujævne veje i detaljer omkring vores tur tilbage til Chiang Mai?!

Jeg var godt nok helt ør i hovedet, da vi vaklede af vognen, og havde aller mest lyst til at lægge mig lige der hvor jeg stod. Men vi havde aftalt at vi skulle forbi busstationen for at købe billet til Greenline bus, der skulle køre os til Chiang Rai mandag morgen.

Fra busstationen valgte vi at tage en tuk-tuk hjem simpelthen for at komme til at sidde i kørselsretning med hovederne. Det var også ret forfriskende at få vinden lidt i hovedet og glo på alle folk omkring i byen.

Til aften havde jeg bare lyst til at sidde på en rigtig restaurant, hvor jeg ikke skulle løbe efter maden selv. Vi havde egentlig besluttet os for den ved siden af hotellet, men da vi gik forbi var der ikke et øje, og derfor gik vi alligevel videre.

Nede på den store gade lå der et lille bitte sted, som ikke gjorde noget særligt ud af sig selv, men vi blev gladeligt overrasket over at de havde en hyggelig gård inde bagved, hvor vi kunne sidde. Vi kom til at mæske os i sweet and sour pork og gris med hvidløg. Spurgte efter maden om dessertkortet, hvorefter vores tjener kom med regningen. Prøvede så at spørge igen, og denne gang forstod hun mig og fik svaret at dessert var desværre “finish for tonight”. Hmm.

I stedet gik vi hjem på hotellet, hvor Henrik fik en Mojito og jeg en iskaffe inden sengetid.