img_1981

Dag 2 – Chiang Mai, templer og overraskelser (22.01.16)

Sov til kl. 8 og var egentlig frisk, men så fik vi vendt os om og næste gang vi vågnede var kl. 10. Vi besluttede at nu når vi havde misset morgenmaden, måtte vi hellere stå op og få et bad. Bruseren var i noget at råbe hurra for, men tror dog mit hår blev rent. Derefter gik turen mod den gamle by. Det billede jeg har haft på nethinden af Thailand drejer sig i høj grad om alle deres smukke guldtempler, så dem ville jeg selvfølgelig gerne se en masse af. Lidt nede af gaden stoppede en thailandsk kvinde os og spurgte om vi var fra Danmark. Det måtte vi svare ja til og undrede os over, hvordan gun mon kunne kende vores sprog. Det viste sig at hun havde en veninde, som arbejder for Georg Jensen (af alle steder), hvor hun havde lært lidt. Hun spurgte straks om vi havde et kort, og så udpegede hun ellers et væld af steder, som hun mente at vi absolut burde se. Jeg havde selv udset mig to særligt, som var blevet beskrevet rigtig pænt på nettet, nemlig Wat Chedi Luang og Wat Phra Singh. Førstnævnt blev dagens mål nr. 1. Ja hvis man altså ikke lige tæller en form for morgenmad med. Det fandt vi heldigvis lidt inden for den gamle bys røde mure, hvor vi fik nogen nudler på en hyggelig hjørnecafe, med vores nye vens forslag kørende i hovedet.
Da vi ikke rigtig forstår de Thailandske bogstaver og de desværre ikke smider om sig med engelske gloser, kan jeg ikke fortælle hvad det ukendte smukke tempel, som vi lige efter stødte ind i, hed. Det var rigtig fint og det tager pusten fra en at kigge på alle de detaljer i guld og forskellige farver.

Omme bagved lå en munkeskole, som vi stod lidt i skyggen og kiggede på. De havde åbenbart en form for frikvarter, og tre af de yngre munke rendte rundt med deres store iPhone 6 og tog selfies med dem og de smukke kirsebærtræer, som var lige foran. Der er noget helt galt i at se et par munke-novicer i simpelt tøj, ingen sko og iPhone 6 telefoner.

Det næste tempel vi kom forbi viste sig at være det rigtige, og hold da op det tog pusten fra en. Allerede indkørslen var storslået med en rundkørsel så folk kunne blive sat af lige foran “hoveddøren”. Indgangen var prydet med smukke blomsterudskæringer i træ, som efterfølgende er belagt med guld, og to drager bød velkommen på hver sin side af trappen.

I templerne må man ikke have sko på, og derfor måtte vi også pænt efterlade vores sammen med resten af bunken. Det er heller ikke tilladt at vise knæ, skuldre og alt for meget bryst. Nogen steder har de kimonoer eller tørklæde hængende, så man kan dække sig til. Heldigvis havde vi tænkt over det, og havde passende tøj på til lejligheden.

Inde i Wat Chedi Luang var der to lange rækker af søjler ned gennem templet, som førte os ned til den store Buddha for enden. Denne Buddha var stående og vildt imponerende og man følte sig ret lille til sammenligning. Mange thailændere kommer selvfølgelig for at bede og derfor holdt vi os naturligt en smule i baggrunden, så de kunne få fred. På hver side og foran den store Buddha var der i hundredevis af flere buddhaer, alle i guld, og lige smukke at kigge på. Den rigdom som ikke nødvendigvis findes i gaderne, findes i den grad i templerne.

Bagved Wat Chedi Luang lå et gammelt tempel skåret helt i sten, og lignede noget fra meget gammel tid. Det er svært at finde ud af hvad der er hvad, når alting står med de særlige thailandske bogstaver. Faktisk var hele pladsen bagved sået til med små templer, som man kunne besøge og ovenikøbet et som var i sølv. Det lignede meget en miniature udstilling.


Da vi gik rundt om pladsen kom vi først i snak med en mand, som igen viste sig at kende Danmark godt. Hans kone var nemlig dansk og arbejdede i Lilly. Hun var i Chiang Mai på udkig efter nyt stof (så vidt vi forstod på ham). Få meter efter blev vi stoppet af en flok skolepiger, som spurgte om vi ville besvare nogen spørgsmål til deres opgave. Det sagde vi selvfølgelig ja til, og blev så udspurgt om vores oplevelser i byen og Thailand. Lidt vanskeligst fordi det jo kun var vores dag nr 2, og pigernes spørgsmål var designet til at man måske havde været her lidt længere. Er ikke sikker på at de forstod alle vores svar, men de optog os på video, så de kan spole tilbage og kigge efter igen. Søde var de i hvert fald og fnisede en del af vores svar.


Jeg har læst at man kan deltage i Monk Chat i Chiang Mai, som ret simpelt betyder at man kan have en samtale med munkene i byen. Dette kunne man også ved dette tempel, og af nysgerrighed smuttede vi da også lige forbi de opstillede borde og bænke til formålet. Vi vidste dog ikke helt hvad vi skulle spørge om, men sagde da hej og fortalte hvor vi kom fra og spurgte lidt til munkens tid i templet og hvor han var henne i hans “uddannelse”.

Ude foran templet lå der meget passende en 7 eleven, som kunne stille vores behov for en kold is på den varme dag. Dernæst gik turen til Wat Phra Singh, som frit oversat betyder løvetempel. My kind of thing!

Da jeg skal tage et billede af Henrik foran dette tempel, falder jeg igen i snak med en mand, som foreslår at vi skal tage ud og se et lille tempel uden for den gamle by, som skulle være Thailands eneste sølvtempel. I know, jeg har lige fortalt om et andet, men det var hvad manden sagde. Kunne se på ham at han var af den type, der i den grad godt kunne lide sit opium, da øjnene var fuldstændig blodskudte, men han pegede fint på kortet og fortalte lystigt.


Wat Phra Singh forbindes med en løve, fordi den siddende Buddha derinde har en krans bagved hovedet, som thailænderne åbenbart ser som en form for manke. Man kan komme langt med tro og dette var ikke meget anderledes. Smukt og betagende var det, men mindre prangende end Wat Chedi Luang. Dog synes jeg at der var en større ro i Wat Phra Singh.


Vi gik op til Three Kings-monumentet, hvor der viste sig at være øvning på en optræden. Lidt ligesom musikskolernes dag herhjemme. En masse børn sad og spillede på sære instrumenter og en stor flok piger dansede på scenen, mens teknikerne byggede den. Henrik var ikke videre imponeret, men jeg synes det var ret sjovt. Thailænderne har åbenbart formået at krydse en blokfløjte med en violin og udfaldet er ikke heldigt. Til gengæld spillede de allesammen uden noder, hvilket var rimelig imponerende, da sangene var relativt lange. På forreste række sad otte piger med hver deres mikrofon og sang – ikke videre rart for ørene, men det var selvfølgelig heller ikke os der skulle agere smagsdommere.

Tog et par billeder ved three kings og og hoppede derefter ind i en tuk-tuk til Wat Sri Suphan, som er omtalte sølvtempel. Tuk-tuk turen var alle pengene værd! Det var fedt at blive transporteret den forvoksede el-cykel og vores chauffør var virkelig sød.

Jeg elsker sølv og jeg måtte også udbryde et “ih” og et “åhh” da vi ankom til templet. Det var virkelig smukt. Der var ingen larm fra byen og omgivelserne virkede så små og hyggelige. Skuffelsen var dog enorm, da vi kom helt hen til templet. På et skilt stod der at kvinder ikke måtte gå ind i templet, og jeg måtte surmulede vente udenfor mens Henrik gennemfotograferede det hele til mig.

Jeg forsøgte imens at spørge en mand, der sad i nærheden:

“Why is this tempel silver?”

Hvortil han svarer “no”.

Nå men så fik jeg vel også svar på det..

Jeg kunne skrive en masse om historien omkring templet, men jeg synes denne blog gær det så fantastisk at jeg ‘bare’ linker videre.

Ved siden af lå et ‘almindeligt’ tempel i guld, som vi selvfølgelig også lige skulle ind i. Her var nogen munke i gang med at blive velsignet, hvorfor vi naturligt holdt os lidt i baggrunden. Den gik dog ikke – vi blev straks kaldt op af en mand, som inviterede os til at deltage. Det kunne vi ikke helt sige nej til, og endte således på knæ foran en gammel munk, der kastede vand i hovedet på os med et bundt strå og sang en lille remse. Så fik vi et bomuldsarmbånd på hver. Henrik på højre arm og jeg på venstre. Den føromtalte mand fortalte at vi blev velsignet for styrke og lykke – det er da ikke de værste ting i livet.


Samme Tuk-tuk holdt ude foran og vi hoppede let ind i vognen og blev mageligt kørt hjem til vores hotel.

Efter en velfortjent dukkert i del relativt kolde pool, skyndte vi os at skifte tøj for at gå ned og spise på det store foodmarket, hvor vi også var igår. Henrik ville gerne have spyd igen og jeg skulle lige smage på forårsrullerne. Til hovedret en vildt lækkert udseende ret, som blev flamberet i en bod jeg havde kigget på igår. Den kunne desværre kun bestilles med skaldyr, som jeg ikke er så vild med, men Henrik synes den var ret lækker – og jeg nød synet mens jeg spiste en omgang Phad Thai.

Vi havde ligeledes været forbi et supermarked og købe lidt øl, som vi drak til aftenens live bluesmusik.

Aftenen sluttede vi af med en tur mere på natmarked. Gik mere all-in denne gang og tog en ret lang tur helt ned til den sydlige del. Kiggede på et par ting og endte med at finde nogen flotte solbriller. Synes selv at jeg var god til at prutte om prisen – fra 730 baht til 550 for to par, men sælgeren griner sikkert endnu.
På vej hjem kom vi forbi en hel række af massagesteder og besluttede at vi fortjente en ordenligt omgang. På Relax and Enjoy Massage (fedt navn ik?) fik vi ordnet fødder, skuldre, nakke og hoved for 200 baht pr person = ca 80 kr i alt.

Det var virkelig lækkert og klart anbefalelsesværdigt. Henrik jublede til at starte med, fordi han fik en kvinde. Lidt senere kunne jeg så informere ham om at denne kvinde nok ikke var født sådan, men det var da halvvejs i mål. Bedre held næste gang skat.

One thought on “Dag 2 – Chiang Mai, templer og overraskelser (22.01.16)

  1. Kan se at vi har samme interesse for templer. *S*
    Sjovt at se, at når folk skal have massage og egentlig skal slappe af, så er de optagede af deres telefoner.
    Vi kan anbefale at købe nogle kogebøger med thailandsk madlavning. Så kan man selv afprøve nogle af retterne hjemme, og drømme tilbage. *S*

Comments are closed.