Dag 1 – Rejsen til Chiang Mai (20/21.01.16)

Endelig kom dagen hvor drømmerejsen til Thailand kunne begynde. Første udfordring skulle blive den 10 timers flyvetur, som lå foran os. Kl. 14 skulle vi flyve fra Kastrup til Bangkok. Vi skulle flyve med Thai Airways og er du helt færdig et stort fly vi skulle med – 9 sæder pr række. Udover de sædvanlige problemer der er når man ikke er så god til at flyve, så gik det faktisk fint. Vi lettede ret pænt, og med det samme begyndte stewardesserne at servere turens første måltid. Vi besluttede at se Pirates of the Caribbean sammen og havde dermed lidt hygge til maden. Efter filmen tænkte vi at vi hellere måtte få sovet lidt og prøvede da også. Det gik bedre for Henrik end mig, for hver gang jeg var faldet lidt hen, begyndte det at bomle. Kl. 6 (dansk tid 00.00) deres tid landede vi i Bangkok lufthavn, hvor vi brugte lidt tid på at komme igennem immigration.
Derefter skulle vi finde vores næste fly, som var mod Chiang Mai. Tanken om at stige op i endnu et fly tiltalte mig ikke videre på det tidspunkt, men der var ikke rigtig noget at gøre. Vi gik ned til gaten hvor jeg kunne ligge og blunde lidt inden vi skulle afsted. Heldigvis var det kun 55 min i luften og det er jo piece of cake, når man lige har siddet der i 10 timer.

Ude på den anden side i Chiang Mai fik vi vores kufferter nærmest som de første, og styrtede så ud af lufthavnen. Vi ville egentlig have taget en taxa, men kunne ikke finde nogen. En mand med en af de røde songthaew (grisebiler; oversat betyder ordet “to rækker”) stoppede os og spurgte hvor vi skulle hen. Vi forklarede at vi skulle til vores hotel Banthai Village og han tilbød at køre os for 100 baht = 20 kr. Rimelig billigt! Det kan man også kalde at springe lige ud i det med den thailandske kultur. Ikke nogen fine fornemmelser, men på med vejstøvet og backpacker-stilen (nu med kufferter). Det gik overraskende nemt, og efter at chaufføren havde kørt forkert en gang, fandt han frem til vores hotel.

Chiang Mai er på alle måder en grim men utrolig charmerende by. Alle steder i Europa ville jeg have rynket på næsen over den faldefærdige tilstand, men her hvor halve bygninger og dårlige lappeløsninger vælter frem acceptere man det bare. Ligesom man bliver vildt overrasket over at se de smukkeste guldtempler kastet ind på alle pladser og klods op af tøjbutikker og cafeer. De er så rige på kulturen, at man ikke ser byens tilstand.

Vi havde håbet at kunne få vores værelse allerede ved ankomsten, men desværre måtte vi vente til kl 14. Det var en streg i regningen, da vi havde håbet at kunne sove resten af jetlaggen ud og være friske om eftermiddagen.

Vi gik derefter på jagt efter noget mad, og fandt en sød lille cafe. Jeg var så træt, at jeg kom til at lægge hovedet ned på bordet efter at have bestilt, hvorefter tjenerpigen med det samme var henne for at spørge om noget var galt. Måtte så forklare at teknisk set var klokken 4 inde i mit hoved. Men vi fik nogen meget lækre nudler, som vi slugte.

Derefter gik turen ud for at finde et apotek med både solcreme og myggespray. Damen derinde var vældig sød, og pegede de to sovende dumme danskere helt hen til hylden med myggespray, og valgte en god en for os. Det er alligevel utroligt hvor ligeglad man kan blive med at kigge på noget, når ens blik svømmer.

Tilbage på hotellet besluttede vi at campere nede ved poolen, og simpelthen snuppe en lur der. Det gjorde vi så til kl. 14, hvor vi fik vores værelse. Og efter et kig på de smule omgivelser gik vi også kolde og sov 2 timer i vores nye seng. Hotellet er roligt og værelset ret sødt. Der er detaljer i sort træ overalt og det klær’ det hele så godt.

Efter luren besluttede vi at tage et bad og gå ned og afprøve poolen. Om eftermiddagen er der desværre ingen sol dernede, så det tog noget længere tid at komme i, fordi vandet var så koldt og der ingen varm sol var til at skubbe bagpå.

Til aften havde vi besluttet at gå på Nat Bazaar og kigge på dims og få noget mad. Ikke langt fra “vores” start, ligger der verdens hyggeligste plads, som jeg bedst kan beskrive som en krydsning mellem Copenhagen Street Food og Christiania.

Pladsen er fyldt med boder med mad og i midten er det så stillet borde, stole, sofaer, halmballer(?!) og andet op, som man kan sidde og spise ved under åben himmel.

Vi forelskede os straks, og smagte både på sticks med oksekød, kylling og bacon + grøntsager fra en bod, forårsruller fra en anden og phad thai med kylling fra en tredje. Henrik fik en øl til og jeg drak vand samtidig med at vi nød en livemusikker spille under måneskinnet. Det var virkelig lækkert, og en billig måde at få super aftensmad på. Vi spiste og drak for 450 baht, som ca svarer til 90 kr. (!!!)

Efter maden gik vi en tur ned af markedet for at kigge på skrammel. Prøvede at finde det sted jeg har set på billeder, men det lykkedes ikke helt. Fandt dog to store haller, som godt kunne ligne. Derinde købte vi is, som vi blev enige om var godt for hovedet, og nød den mens vi kiggede på mere skrammel.

Kunne mærke jeg blev mere og mere træt i hovedet, så vi slentrede hjem. Kom forbi et massagested jeg havde set tidligere og overtalte alligevel Henrik til at vi fik 30 min fodmassage hver, som kostede den sølle pris af 300 baht (60 kr.) tilsammen. Og nøj en lækker måde at slutte dagen på!

Kan man sige andet end at vi gik direkte hjem og faldt i søvn? 🙂

3 thoughts on “Dag 1 – Rejsen til Chiang Mai (20/21.01.16)

    1. Tusind tak 🙂
      Vi har været her 4 overnatninger nu og rejser i morgen til Chiang Rai. Jeg er bare ikke så hurtig til at opdatere. Derefter går turen nedad til Bangkok og Kwai.

Comments are closed.