Carmel-by-the-Sea, smukt landskab og San Luis Obispo – dag 4

Vågnede selvfølgelig igen virkelig tidligt. Uret lyste 3.30 og jeg var meget vågen. Kiggede over på Svale som heldigvis ikke lignede en der var på vej til at vågne. Det skete først kl 6.30. Vi havde ikke så travlt, så vi hyggede med spil, lidt læsning osv. indtil 9.30 hvor vi pakkede sammen. Vores dumme GPS havde afladt i løbet af natten og den var slet ikke til at få liv i, så vi måtte have min telefon frem, hvor jeg havde downloadet et offline kort, som vi kunne indstille og køre efter.

Formiddagen skulle bruges i Carmel-by-the-Sea, som er en virkelig charmerende lille unik by. Det er her Clint Eastwood har været borgmester. Byen er kendt for dens små unikke smukke huse og har en række ret sjove regler. Blandt andet findes der ingen husnumre i byen, kun gadenavne. Der findes ingen lyskryds eller parkometre (derimod vises det ret tydeligt hvor man må holde henholdsvis 10 min, 30 min og 2 timer, og de har nogen ret hidsige p-vagter kørende rundt). Mange af husene har navne og det bringer ulykke at ændre navnet på et hus. Engang var der en regel om at man ikke måtte spise is på offentlig gade (den fik Clint ophævet), og til dags dato er det forbudt at gå med hæle som er over 5 cm eller med meget spids hæl. Man kan dog hente en tilladelse gratis på rådhuset. I byen findes der ingen kæde-restauranter eller fast food, men derimod et væld af unikke steder at spise og byen er særligt kendt for denne kulinariske oplevelse.

Vi ankom til byen og skulle så selvfølgelig parkere vores skrummel af en bil. Og det gik så fint – jeg parallelparkerede bilen i første huk med hjælp fra bak-kameraet (ret stolt hvis jeg selv skal sige det!), og her kunne den så holde de næste to timer. Vi gik lidt ned af Dolores st og kiggede. Planen var at finde morgenmad og så bagefter kigge på butikkerne i byen. Ved alle de gode steder er der selvfølgelig altid kø. Første sted vi prøvede, Kali’s, havde 30 min ventetid. Det var vi alligevel for sultne til, så vi gik til The Village Corner, hvor der kun var 5-10 min ventetid. Her blev vi placeret ude i deres smukke gård, hvor vi kunne kigge lige ud på gaden og alle folk der gik forbi. Vi tror nok at hele Monterey havde “Cars week” mens vi var der, hvilket betød at der holdt helt ubeskriveligt mange flotte og dyre biler i alle gaderne (her snakker vi Porsche, Mustang, Ferrari osv), samt at de kørte op og ned af gaderne. Morgenmaden smagte virkelig dejligt og kaffen var god. Vi nød bare at sidde stille lidt. To timer går hurtigt og da vi gik fra morgenmaden tænkte vi af vi hellere måtte flytte bilen inden vi kiggede gader. Bilerne herovre har ingen p-skiver, så det er noget med at p-vagten sætter en streg på dine hjul og så har man bare at komme væk inden deres ur tæller ned. Der var kommet mange flere mennesker til byen siden vi parkerede første gang og det tog lidt tid at finde næste plads. Alle butikker i denne her by er spændende. De har så mange unikke ting og er indrettet helt specielt. I en boghandel fandt vi nogen flotte indbundne versioner af HC Andersens fortællinger og i en anden butik kom vi til at snakke med en dame, som kunne høre at vi var fra Danmark, fordi hendes mand også var derfra. Vi kiggede på cowboyhatte, smykker, møbler, malerier fra en af mine yndlingskunstnere og købte en cannoli og gingerbread fra en bager i byen. Og selvfølgelig magneter.

Vi var slet ikke færdige med at se og nyde byen, da turen alligevel gik videre. Vi kørte ud af Carmel-by-the-Sea og ned af Highway 1, nød den smukke udsigt og glædede os til vores næste stop. Vi skulle se Brixby Creek Bridge som er Big Sur’s version af Golden Gate. Den æstetiske design er verdenskendt (og også med i mange film). Vi stoppede i vejkanten ligesom resten af bilerne og fik en fantastisk udsigt over broen med begyndende lækker sol og virkelig gode muligheder for billeder. Efter vores egen fotosession satte vi os med snuden mod solen og spiste vores indkøbte kage og nød at få Highway 1 helt ind på den indre filmrulle.

På Highway 1 er der en vej i den ene retning og én i den anden (faktisk virkelig atypisk USA). Og på det meste af den er linjen hel, hvilket jo vil sige at man ikke må overhale. Dette var der nok en del der var irriteret over mens vi kørte mod broen, for jeg kørte ikke særlig hurtigt. Og dannede derfor verdens længste hale af biler efter mig. Da vi var klar til at køre videre skulle vi sådan set direkte tilbage hvor vi kom fra fordi vi havde valgt at tage motorvejen mod LA i stedet for at køre hele Highway 1. Så jeg fik lavet en flot uvending da ingen så det og fik mig hurtigt en hale på vejen tilbage. Vi kørte op mod Salinas for så at lave et knæk syd på igen. Turen skulle tage to timer og det blev i blandet smukt landskab fyldt med bjerge! Og et lille stop på en af de mange afkørsler som nærmest er designet til at fodre folk. Jeg fik en stor kaffe fra Starbucks og Svale fik fritter fra McD drive-in. De havde sgu to baner man kunne vælge imellem. Starbucks havde i øvrigt også drive-in, men vi valgte altså at bruge vores ben og gå ind.

http://www.katrineahle.dk/wp-content/uploads/2018/09/img_0002.mov

Og så gik turen videre igennem landskabet, nu med noget af alt det fede musik vi havde lagt over på telefonerne. Vi nåede frem til San Luis Obispo kl 17.45 og skulle finde et sted at overnatte. Jeg havde læst, set og hørt om Madonna Inn og foreslog at vi kørte der forbi for at se om de havde plads. De er populære, så det havde de selvfølgelig ikke. Men Best Western Plus lige ved siden af havde plads til os. Et værelse med to senge og morgenmad inkl. Receptionisten Juan var utrolig sød, glad og grinende. Han blev så glad da han hørte at vi var fra Danmark, for hans lærer i folkeskolen havde været fra Danmark og når hun havde været hjemme, havde hun altid harvarti ost med til alle børnene og på deres fødselsdag sang hun den danske fødselsdagssang for dem. Vi begyndte at synge et par linjer hvilket fik Juan til at hyle ja og klappe og grine. Jeg skrev så sangens navn ned på et stykke papir til ham, så han kunne finde den på youtube.

Det var en drøm at komme ind på vores værelse. Der var to senge! Juan havde fortalt at San Luis Obispo var kendt for en helt særlig gade i byen, nemlig bubblegum alley. Ja det er en gade hvor nogen engang har syntes det var sjovt at sætte tyggegummi på væggen, og det er andre så fortsat med. Og nu er gaden et stort brugt tyggegummi. Det behøvede vi ikke at se, men vi overvejede derimod aftensmad.

Jeg havde fået en ide om at efter et par dage med lange gåture, trængte vi til noget forkælelse. På nettet fandt jeg frem til noget kinesisk massage som kostede halvdelen af hvad alt andet kostede. Jeg fik lokket nogen sko på Svale igen og vi kørte afsted til U-Relax. Det lå på en plads med spisesteder, men selve stedet så lidt indelukket ud udefra. En dør med persienner og et lysende skilt hvor der stod Open. Vi gik ind og på den anden side af døren sad en dame i en lille bitte lædersofa. Hun var næsten ikke til at forstå, men vi bad om en Combo-special hvor vi skulle have en halv times kropsmassage og en halv time til fødderne. Vi var virkelig ikke gode til at kommunikere, så hun endte med at skrive ned at vi skulle vente 20 min og så ville der være plads.

De vidste virkelig hvad de lavede. Den første halve time blev vi æltet godt igennem og derefter placeret i en stol så vores trætte fødder kunne få en ordentlig omgang. Bagefter var vi begge helt afslappet og alting summede i kroppen.

Lige ved siden af vores hotel lå der en IHOP som vi kunne spise en tiltrængt sen aftensmad på. De har så kæmpe et menukort, så det var svært at vælge. Maden var virkelig lækker og vi var så klar til at gå i seng bagefter og følte os meget dygtige over at vi havde været vågne helt til kl 22.30.