Ankomst til Las Vegas inkl. Le Reve Show! – dag 10

Vi havde egentlig ikke nogen tid vi skulle op til, men vågnede begge da det blev alt for varmt at være på værelset. At tænde for air condition havde været godt i går, men den kunne jo ikke køre hele natten. Vi gad ikke at spise morgenmad på dette hotel, så vi valgte bare at stå op og pakke sammen. Det var det samme show med at slæbe kufferterne ned af en meget stejl trappe og hen til bilen, som selvfølgelig allerede var meget varm også. Svingede bilen rundt om blokken og ville parkere lige foran, så vi kunne smide nøglen af. Havde godt set aftenen forinden at der stod et skilt med at gæster til Starbucks ikke måtte parkere her, men da vi jo tilhørte hotellet parkerede vi lige foran. Så kom der med det sammen en vred dame ud, og skældte ud og sagde at der måtte vi ikke holde. Blev sgu noget forbavset og fik snerret af hende, at vi faktisk havde sovet på deres hotel i nat og bare gerne ville aflevere nøglen. Så skiftede humøret pludselig og hun sagde at hun kunne tage imod nøglen her – fulgte dog efter hende ind, for jeg ville gerne have en faktura med. Der undskyldte hun så igen, men jeg gad ikke rigtig reagere på det.

Her til morgen skulle vi til Svale’s længe ventede rigtige amerikanske diner-oplevelse. Havde søgt på det hjemmefra og fundet Peggy Sue’s Diner, som på deres hjemmeside påstår har ligget der siden 1954. Denne diner var også en afgørende punkt for hvor vores overnatning fandt sted. Det passede nemlig fint med at vi kunne køre direkte på motorvejen mod Las Vegas, køre et par kilometer og så dreje af ved Peggy Sue’s Diner og spise morgenmad/frokost. Dineren var ikke svær at finde – store vejsideskilte fortalte at om 2 miles, 1 miles lå dineren, og lige pludselig dukkede farvelade-bygningen op. Der er skruet op for farverne på bygningen, som alligevel er ved at falme, fordi solen er så pokkers stærk. Inde i skrumlet var temperaturen rar, men lige så snart man åbnede døren blev man mødt af en mur af varme.

Vi kom indenfor og kiggede os omkring og Svale smilede meget meget stort over indretningen. Hun fik selvfølgelig lov at vælge at vi skulle sidde i en af båsene og straks kom en waitress hen iført “uniformen” for at give os et par menukort. Det var svært at koncentrere os om menukortet, når der var så meget at kigge på, men til sidst fik vi valgt en ret hver og en kæmpe milkshake til. Det er det vildeste herovre, for der kommer ikke bare et glas med milkshake toppet med flødeskum og et cherry ovenpå, de kommer med en beholder (som har samme størrelse som glasset) med det overskydende. Så faktisk får man næsten 2½ milkshake når man bestiller én. Bestillingen er den samme altid – jordbær til Svale og vanille til mig 🙂

Overalt på dineren er der hængt billeder eller små dimser op. Klientellet er så forskellig. Der sad en kæmpe mand med cowboyhat på, en familie (turister) i en bås længere henne, et ældre par og et par gamle damer, og ALLE mulige andre. Vi havde en fest med at kigge os omkring. Selvfølgelig kunne vi hverken spise hele eller halvdelen af vores mad, men det smagte skønt.

Langs vejen til Las Vegas havde jeg på forhånd fundet forskellige seværdigheder, som man kunne stoppe og kigge på, for det er jo også en del af at være på roadtrip, og især i US med alle deres skøre påfund. Dagens næste oplevelse var dog ikke hverken skør eller underlig, men historisk. Da klokken ikke var ret meget, og vi slet ikke kunne tjekke ind i Las Vegas endnu, foreslog jeg om vi skulle køre til Calico Ghost Town, som lå virkelig tæt på dineren. Noget med cowboys og det vilde vesten er altid spændende.

Calico Ghost Town er en tidligere spøgelsesby og ligger i Calico Mountains i Mojaveørkenen. Byen blev grundlagt i 1881, fordi der blev fundet den største samling af sølv nogensinde i Californien. Der opstod ret hurtigt omkring 30 sølvminer med tilsammen over 800 km minegange. Byen voksede med op til 3000 indbyggere i det der kaldtes Callico Mining District, der også indeholdt et væld af barer og fire bordeller, spillehaller og spisesteder samt et hotel, et par kirker og en skole. I midten af 1890’erne faldt sølvprisen, og det kunne ikke længere betale sig at udvinde sølvet, hvilket betød at de fleste ret hurtigt forlod byen derefter. I 1951 købte Walter Knott (Knott’s Berry Farm) byen og begyndte restaureringen af de tilbageværende bygninger. I dag er der bare fem af de oprindelige bygninger tilbage – bl.a. Lucy Bell Lanes hus, som var Calicos længst boende person. De andre huse i byen er genopført som kopier på de gamle fundamenter og byen har i dag 9 permanente indbyggere.

Det var helt utrolig varmt da vi steg ud af bilen ved Calico. De drikkevarer vi havde i bilen, tog vi med os på den korte tur igennem byen (ellers var de alligevel blevet varme). Der var mange små detaljer at kigge på imens vi gik op af bakken og igennem byen. Den var meget lige. I de fleste af husene var der en form for butik, med enten tøj, dimser eller drikkevarer. På det der garanteret engang var byens hotel, var der en masse gyngestole stillet op ude foran, og vi satte os i en hver og gyngede lidt frem og tilbage i skyggen. Her kunne man sagtens forestille sig at byens ældre havde siddet og snakket og røget på deres piber, og et sted Lillefar ville synes var dejligt. Pånær måske det med varmen.
Vi fandt også en scene, hvor Svale selvfølgelig lige skulle nå at optræde. Ellers gik det langsomt rundt i byen, kigge lidt på det ene hus, så på Lucy Bell Lanes museum, så kunne vi se togbanen og en indgang til en af minerne, og vi læste en del inskriptioner – bla. en time capsule der var gravet ned i byen i 1981 og først måtte åbnes igen i 2031. Nogen steder stod skiltene virkelig umotiveret – bl.a. et Saloon-skilt. Lige bagved var der nemlig en klippeskrænt, som slet ikke ikke på nogen måde indikerede at der kan have ligget en bygning der. Jeg fik også taget et par varme billeder med et par bjerge i baggrunden, som stod i fin kontrast til den blomstrede kjole jeg havde på.
Vi afsluttede turen med et besøg i et køleskab for at få drikkevarer med til turen mod Vegas. Da vi først kom ud på motorvejen igen gik det lige ud. Og lige ud. Og mere lige ud. Dagens afkørselsskilt var absolut nr. 239: Zzyxx Rd. Vi brugte en del tid på at overveje hvordan man dog udtaler denne bys navn.
Det er lige så hurtigt at misse at man er kørt fra en stat til en anden, som når man krydser grænserne i Europa. Det ene øjeblik var vi i Californien og det næste var vi i Nevada (og vi nåede heller ikke at få kameraet frem på vejen retur). Første by i på den anden side er byen Primm, som nok mest vinder på at være første/sidste stop på Nevada-siden ved Interstate 15. Benzinen er billigere i Nevada, og efter en lang køretur fra Californien, vil man gerne tanke op på både det, drikke og mad. Her ligger også et par udkantscasinoer og hoteller og et outletcenter, men så kan man heller ikke klemme mere ud af det stop. Vi drejede ind for at få lidt drikkevarer og kaffe sammen med alle de andre 100 biler, og derefter videre tilbage på motorvejen mod Vegas.
Jeg havde lidt nervøse trækninger over at skulle køre ind i endnu en storby. Det havde været lidt for nervepirrende at skulle ind i LA, så vi var meget spændte på hvordan Vegas ville være. Egentlig troede vi at vi ville komme direkte forbi “Welcome to Vegas-skiltet”, men fru GPS dirigerede os udenom og fortalte at vi skulle dreje på Flamingo Rd (som var den vej vores hotel lå). Efter et par uger i USA havde vi lært at holde os i den rigtige bane på motorvejen og først lægge os i højre bane, når vi mente at vi skulle dreje af, og det gik egentlig ret nemt. Vi havde forsøgt at sætte GPS’en til parkeringshuset på Flamingo (vores hotel), men den viste forkert og vi endte ude på the Strip. Heldigvis i dagslys, så vi kunne se os for. Men vi kunne ikke finde indgangen til parkeringen, og the Strip har MANGE baner. Vi måtte så køre videre, men da alle hoteller ligger side om side var der lang til at man kunne dreje ned af en vej for at komme tilbage, så jeg endte simpelthen med at lave en uvending lige midt på the Strip (så kan man også sige at man har gjort det), og så kørte vi tilbage for at se om vi mon havde misset en vej ind til parkeringen ved hotellet. Flamingo ligger på et hjørne og da vi kom dertil uden at se indgangen, drejede vi til venstre og kørte ned langs hotellet på den side. Der var heller ikke nogen. Så kom vi endelig til en vej hvor vi igen kunne dreje til venstre (meningen var at vende 180 og køre tilbage), men fordi vi ikke lige kunne komme til at vende skrumlet rundt, måtte vi køre videre og opdagede så til vores store glæde at dette VAR vejen ind til parkeringshuset ved Flamingo. Nemt (not).
Fordi det var Labourday Weekend kunne man godt forestille sig at der ville være helt fyldt i parkeringskælderen, så jeg frygtede lidt da vi kørte ind at vi skulle helt op på toppen for at finde en plads, men på tredje etage et par pladser væk fra “valet parking”-pladserne kunne vi lige skrue skrumlet ind uden de store problemer.
Ud af bilen med kufferterne og hen til elevatoren for at køre ned og videre hen til bagindgangen af hotellet. Aldrig har jeg oplevet så stort et hotel og forvirringen var stor over at finde receptionen for at tjekke ind. Selvfølgelig var der mange andre som også skulle tjekke ind samtidig, så vi stod i kø i 30-45 min før det blev vores tur. Vi fik værelse på 23. etage og det var den vildeste oplevelse at komme ind på værelset. Det var så stort og sindssygt flot og havde udsigt til Bellagio springvandet!

Til aften skulle vi ind og se et show og mens jeg tussede lidt rundt på værelset, kunne Svale lige nå at lukke øjnene lidt. Den blev dog kort, da jeg opdagede at vi skulle hente vores billetter allerede kl 18. på Wynn hotellet, hvor showet også var. Kiggede på kortet og prøvede at lure hvor lang tid det ville tage at gå derned.

Jeg vækkede Svale og vi fik hurtigt gjort os klar til at gå. Det var virkelig varmt da vi kom ud på gaden og alting var så nyt og kæmpe at kigge på. Selvom Wynn kun var 3 hotellet væk er hotellernes længde så stor at det faktisk tog omkring 25 min at gå derhen. Gaden dertil var fyldt med barer, caféer, halvnøgne damer i fjerkostumer, der var klar til at få taget billeder med forbipasserende.

Vi kom ind på Wynn og blev straks forvirret over hvilken retning vi skulle for at komme til showet. I hvert hotel er der både et shoppingcenter og et kæmpe casino. Vi fandt endelig frem til stedet hvor vi skulle hente billetterne og fik dem udleveret. Vi havde snakket om undervejs at finde et sted at spise aftensmad inden showet og gik nu på jagt på Wynn. Vi fandt en restaurant i et stort åbent område og fik heldigvis bord med det samme. Tiden var en lille smule knap, så inden vi bestilte spurgte vi tjeneren om det kunne lade sig gøre både at spise og nå showet. Det var heldigvis helt fint.

Efter rigtig mange dage med burger, fritter og alt muligt andet junk trængte vi begge til noget der knasede, som var friskt og (måske) lidt sundere. Derfor faldt vi begge for cæsarsalaten på menukortet og lært af erfaring besluttede vi at dele en portion. Dressingen fik vi ved siden af, fordi Svale ikke kan lide det, men så var der mere til mig. Det var nok et af det bedste måltider vi fik på den ferie. Cæsarsalaten var så lækker, sprød, kyllingen var saftig og vi spiste begge fuldstændig op!

Klokken 20 skulle vi ind og se Le Reve – et af de store spektakulære vandshows, som Las Vegas er kendt for. Vi havde fået anbefalingen hjemmefra, så vi var super spændte på det!

Salen var rund og alle sæderne pegede ind mod midten. Man kom ind i toppen af salen, og vi skulle så finde ned til vores mega gode pladser næsten nederst lige ved vandet. Efter så mange år i teatersale i London, var det helt skørt at opleve en sal, der så ud som denne. Sæderne var nærmest lænestole som var super lækre at sidde i. Vi fik kigget lidt på nogen af de andre, som havde snacks med ind, så det nærmest lignede de skulle i biffen. Fordommene om amerikansk “Big sizes” holdt lige i denne sammenhæng.

Showet var helt sindssygt flot og akrobaterne kunne de vildeste tricks. De dukkede op af vandet som ægte havfruer, blev hejst op i loftet og lavede de vildeste hovedspring ned i vandet fra 24 meters højde. Showet er bygget op som en drøm, hvor man følger en pige igennem en fantasiverden.

Link: Le Reve – The Dream

Kunne klart ha’ set showet 10 gange mere for at få alle detaljerne med og mindst én gang fra bagerste række for helheden.

Meget trætte og fyldt med oplevelser gik vi hjem i varmen og slog et smut forbi Bellagio, og så den smukke udsigt.